Dramatiker Line Mørkeby forvandlede SKAM fra tv til teater, en proces hvor mange bolde var i spil, og idéer blev vendt og udviklet sammen med instruktør Martin Lyngbo. At få tv-serien til at leve på scenen var bestemt ikke uden komplikationer. Læs her hvilke udfordringer og løsninger, der kom ud af at dramatisere første sæson af SKAM.
Udfordringen
Hvad er den største udfordring?
”Den største udfordring ved at omskrive SKAM var at finde ud af, hvordan det blev omsat til scenen. Teatret kræver en langt stærkere historie end tv for at fungere, og det blev ret hurtigt klart, at Evas historie (første episodes hovedperson i SKAM red.) ikke var stærk nok til at kunne bære sig selv på scenen. Evas historie er en mega-tung karakterfortælling, hvor Eva er med i alle scener, og så står der ellers fire-fem andre personer omkring og spotter ind på hende. Det ville blive enormt svært at få den fortælling i gang på scenen, hvor du slet ikke kan lave det samme nærvær, som nærbilleder og klip kan på tv.
Vi diskuterede meget i fællesskab med instruktøren hvilke veje, forestillingen skulle gå, indtil jeg tog et ret radikalt valg. Jeg kunne mærke, at den stærke fortælling lå i karaktererne, selvfølgelig var der et plot og noget intrige, som er super-sofistikeret løst i tv-serien, men på scenen skulle det fortællebårne være karaktereren, så konceptet blev at lade dem alle sammen få hver deres klassiske hovedkarakterfortælling.”
Personerne
Hvordan løste du karakterfortællingen?
”Jeg satte mig ned og prøvede at finde ind til, hvordan de skal binde fortællingen sammen. Hvem skal starte med at være fortæller, og hvordan skal de enkelte karakterer placeres i forløbet for at få historien til at gå op. Der er selvfølgelig skruet på nogle knapper for at få tingene til at fungere, men da vi ligesom havde knækket det greb, så gav dramatiseringen sig selv. Jeg har forsøgt at lave en klassisk udviklingshistorie, hvor alle karaktererne starter helt alene, men ender som fortæller af deres eget liv og bliver del af et lille nærværende fællesskab.”
Jonas og Eva
”Der var nogle karakterer, som meget naturligt fandt en plads. Fx Jonas, som fylder ret meget i fortællingen fra ”hytteturen”, som følger et helt klassisk dramaturgisk forløb, hvor hver lille sekvens har en udvikling, som driver historien og karaktererne videre. Jonas og Eva tager på hyttetur, alt er godt. I hytten opstår lidt konflikter, drengene ryger pot, Ingrid ringer, der opstår noget jalousi, som får Eva og Jonas fra hinanden, men de finder hinanden igen, og det er Jonas, som skubber Eva og presser på, så hun finder nogle nye venner.”
Vilde – William
“Det var langt sværere med William og Vilde. William har i hele første sæson kun nogle få nedslag, som ligger spredt fire-fem forskellige steder, og som Vilde spiller meget bold op ad og skal plotte videre til den næste sæson.
Så jeg prøvede at kigge på hver enkel sekvens og se, hvad de handlede om. Williams historie handler om en fyr, der står i midten af den her verden, helt konkret i skolegården, hvor alle kommer til ham med alt muligt. Han står der som et epicenter i sin egen fiktion, og for at fortællingen fik et drive, skulle den slutte et sted, hvor han møder noget som kan få hans verden til at ryste lidt – og det er så Noora.
Vilde fylder bredt ud over hele serien, og det var svært at få hende placeret, men ligesom de andre karakterer fik hun også sin egen lille ”tale”, hvor hun fortalte om sig selv og det hjalp med at få hende integreret i fortællingen.”
Chris
“Chris starter som en lillebitte brik i det store puslespil. Hun er en medløber, som står helt alene i verden og ikke kan mærke sine egne ben, fordi hun hele tiden skal være med, hvor de andre er, og byde ind med sjove kommentarer til deres samtaler. Der er noget klovn over Chris, og det har ikke noget som helst at gøre med, om hun er buttet eller ej, og derfor synes jeg også, det er rigtigt befriende, at det er væk i teaterversionen.
Hun er typen, der ikke tror hun er god nok til at være med i et fællesskab, så hendes drive er at få troen på, at hun er god nok og blive en del af gruppen, og den fortælling, synes jeg, ligger meget godt i tråd med hele tematikken for alle karakterne.
Hendes historie slutter et andet sted, end de andres, da huns står og siger ”Der her er mig, og det her er mine veninder”.”
Sproget
Hvad gjorde du med sproget?
“Jeg er ikke gået ind og copypastet sproget og fx skrevet ‘dritkul’ (norsk slag for ‘skidecool’ red.) ind i teksten, for det fungerede ganske enkelt ikke. Tanken var oprindeligt at opfinde helt nye ord, men så skulle man sige til publikum ”giv dem kultstatus” i det danske sprog, og det kan man jo ikke.
De norske udtryk er jo blevet til noget særligt i kraft af tv-serien, fordi de lyder sjovt og er lidt kultagtige, men det er de ikke på samme måde i Norge. Der er ordene ligeså integreret i sproget, som fx ‘røvhul’ er på dansk. Så det at opfinde nogle nye udtryk, blev simpelthen for søgt. Det eneste vi har brugt er Eva som siger ”lortehul”, der er meget direkte oversat, men det er jo bare en variation af røvhul, som måske ikke lige findes i det danske sprog.”
LÆS OGSÅ: Josefine Pettersen – Det er udfordrende at spille sårbar
De sociale medier
Hvordan fik du de sociale medier arbejdet ind i sceneversionen?
”Der er blevet tænkt mange tanker. Der var noget med nogle sms’er og armbånd som publikum skulle have udleveret, der kunne blinke og lyse forskelligt alt efter, hvilken af karakterernes sms, der blev aktiveret.
Men jeg må sige, at hver gang, der kom forslag om, at de unge mennesker skulle foretage sig alt muligt i salen under forestillingen, så synes jeg, det var en virkelig dårlig idé. Mobiltelefoner kan fylde meget på alle andre tidspunkter, men det, at folk skulle være aktive med mobiler under forestillingen, er en killer – det forstyrrer vildt meget og bryder kontakten mellem publikum og scene, og det, synes jeg, bare var en rigtig dårlig idé.
Der var snak om at lave noget a la det samme som NRK, hvor man kunne tilmelde sig en sms-tjeneste og modtage sms’er fra karaktererne. Det er jo en ret god idé med nogle teasere fra forestillingen, men det var lidt svært at realisere i praksis uden, det blev til en gang tung meta-PR og langsomt fyldte de sociale medier bare mindre og mindre. Så jeg endte med at skrive ind i manuskriptet at sms’erne skulle vises på en bagskærm.”
Publikum
Hvordan var det at opleve forestillingen i salen?
”Jeg så den anden prøve med publikum ca. fem dage før premieren, og det var vildt. Publikum råbte og skreg, kastede med tyggegummipapir, hujede og kommenterede undervejs mens de sms’ede og tog billeder – og dét at sidde i rummet og mærke det fællesskab, som opstod undervejs, var mega fedt. Lige netop dén oplevelse kommer altså ikke hjem i stuerne, når man ser SKAM på skærmen, så kan der være alt muligt andet fællesskab i forbindelse med at se serien sammen. Så hvis SKAM kan noget på teater, som tv-serien ikke kan, så er det at give publikum en helt unik fællesskabsoplevelse som udspiller sig fysisk i et rum. Det er jo det, som er så fedt ved teater – der er så meget krop i dét rum.”
Medvirkende: Sylvester Byder, Frieda Krøgholt, Asil Al-Asadi, Mathias Käki, Sofie Salée, Jonathan Stahlschmidt, Nanna Finding Koppel, Karla Rosendahl Rasmussen.
Instruktør: Martin Lyngbo
Scenograf: Jon Stephensen
Dramatiker: Line Mørkeby
