Fyr din coach!

“Det er ikke godt nok. Det er aldrig godt nok!”, bekender Mads Rømer Brolin-Tani på den lille scene i det Det Kongelige Teaters Skuespilhus. Og han fortsætter sin overophedede talestrøm: ”I vil have hele mig, I vil have det hele. I vil have hele mig”. Monologen fortsætter derudaf med Brolin-Tanis vildere og vildere eksempler på, hvad, der hører med til ’hele mig’: hans demente tante, hans lokumslæsning, hans diarrésyge børn, passionerede sex med konen og Herning! – han kommer fra Herning. Det hele hører med, hvis arbejdspladsen virkelig vil have det hele.

Det er bare en af de korte, topskægge sketches i instruktør Kamilla Wargo Breklings opsætning Stå fast i Skuespilhuset i København. Situationskomik-forestillingen er lavet på baggrund af psykolog Sven Brinkmanns populære bøger Stå fast og Ståsteder, hvor han kritisk opfordrer til at sige nej til tidens krav om omstillingsparathed, fyrstelige præstationer og selvudvikling i arbejdslivet såvel som på hjemmefronten og i vennekredsen.

Høj komikklasse
Forestillingen begynder i hidsigt tempo, hvor de tre fabelagtige skuespillere Karen-Lise Mynster, Stine Schrøder og Mads Rømer Brolin-Tani løber rundt på scenografiens høje trapper med klapstolene, som er forestillingens eneste rekvisitter.

De sætter sig lige akkurat ned på stolene, så rejser de sig igen og løber videre og finder et nyt sted at sætte sig. Et enkelt fysisk og visuelt udtryk for moderne menneskers stress og omskiftelige liv. Koreograf, co-instruktør og dramaturg Karina Dichov Lund har tydeligt haft en finger med i spillet på denne fysiske forestilling, der i stor grad er båret oppe af skuespillerpræstationerne. Deres fysik, timing og tempo er utrolig. De formår at charmere publikum, der storgriner næsten konstant af de så genkendelige scener; fx når Brolin-Tani faktisk forsøger at sige nej og vil fyre sin coach, der øjeblikkeligt overtager og vil coache ham på den handling.

Teksten og indholdet i forestillingen er desværre lidt overfladisk humoristisk samfundskritik. Variationen i scenerne kunne have været større. Næsten alle scener er skåret over samme kam. Slap-stick over en genkendelige situation, der løber løbsk og til sidst kollapser rent sprogligt og fysisk. Der er kun to alvorlige scener i forestillingen og pointen om døden, som meningsgivende for livet, bliver også pakket ind i komik.

Men skuespillerne excellerer hver for sig og klæder samtidig hinanden, så de hiver forestillingen hjem med absurd hverdagskomik af rigtig høj klasse.