REVOLT SHE SAID. REVOLT AGAIN er et suverænt indspark i samtidsdebatten om #Metoo og mænd, der hader kvinder. Skuespillerne tonser teksten ud i hovedet på publikum. Teksten vendes på vrangen, mens mennesker går fejl af hinanden, og perversionerne tårner sig op. Det er dybt skræmmende, satirisk sjovt, rædselsvækkende og helt igennem vanvittigt flot forløst.
REVOLT SHE SAID. REVOLT AGAIN. hedder Husets Teaters prisbelønnede britiske drama, der med satirisk slagkraft, rå dramatik og revolutionær kamp-iver stiller skarpt på samtidsdebatten med sigtekornet rettet mod #metoo og ”mænd der hader kvinder”.
Og hvor er det dog fedt.
Her er moderne dramatik, der som 90’ernes in-yer-face dramatik, tør tage livtag med menneskets (mændenes) modbydelige sider, og i en sanselig hvirvelstrøm får dekonstrueret sprog og menneskelige relationer i en frydefuld rutchetur af forstemmende følelser.
Sproget som magtens centrum
Skuespillerne står på scenen med ansigtet mod publikum. Sproget dekonstrueres i begavede fragmenter og konversationen vælter frem i afbrudte samtalestumper, mens de parvis eller i samlet flok kaster sig ud i den turbulente skildring af kønnenes kamp. Sproget er magtens centrum, og det er herfra de med kampberedte ord bekriger hinanden. Men ordene giver ikke samme mening hos afsender og modtager, og den lyd som former ordene fører ikke til handling og nærvær, men til afstand og ydmygelse.
Det er fænomenalt fortolket af de suveræne skuespillere, der med eminent gehør for undertekst og rytmisk musikalitet, sprogtone og frasering får bundet forestillingens mange karakterer sammen til en helstøbt forestilling.
Vi hører brudstykker fra de forskellige skæbners liv. Her er en verden ”hvor kvinder er til salg” perversion, porno, mænd, der martrer mødre og børn, der er døende af mangel på mad og kærlighed. Og så er der fortællingen om det venstreorienterede ægtepar, der taler så langt forbi hinanden, at det er til at tude af grin over i sin genkendelige absurditet. Og den relativt flinke mand, (Jens Albinus’ mandsperson, der åbner forestillingen), som i en satirisk skøn duet med Marina Bouras, tøvende forsøger at finde de rette ord, der konstant venders på vrangen, i mødet med den selvsikre kvinde, indtil han får fremstammet replikken: ”Jeg forstår ikke.”.
Og det er netop essensen – de (vi) forstår ikke.
Direktionschefen (Jens Albinus i perfektioneret karikatur) forstår heller ikke sin medarbejder, den hårdtarbejdende karrierekvinde, som vil have fri til at sove hver mandag. Og træthed er et gennemgående tema, for tilværelsen trækker kræfter ud af kroppen, og det bliver til tider så tungt, at Charlotte Munks martrede kvinde må lade sig falde nøgen om, midt i vandmeloner i supermarkedets mellemgang.
Så er der volden. Volden fra mændene som spreder sig til afkommet, ikke mindst hos kvinden (i Marina Bouras’ smerteligt porøse portræt), hvis teenagestore datter med den blødende mund nægter at spise og med Gaffatape-indbundne hænder ikke kan gribe. De har opsøgt mormoren (en dystopisk barsk Charlotte Munk) og trygler hende om at sige ”noget rart”. Men mormoren er selv blevet tæsket og voldtaget livet igennem og kan kun kapitulere ved at klippe tunge af – der findes ingen ord som kan forklare eller opbløde overgrebene.
Det lyder råt, og det er det sådan set også. For teksten er barsk og indholdet rammende. Her er stof til efterrationalisering og holdet på scenen gør et uudsletteligt indtryk med deres skarpe portrætteringer.
Forestillingen er orkestreret som en symfoni af ord og lyde, der forplanter sig helt ned i hver enkelt karakters intonation, timing og spillestil. Det er rasende elegant orkestreret af skuespillerne, mens musiker Hannah Schneiders melodiske klange og tinitus-skarpe lyde giver det sidste løft til en helt igennem helskabt forestilling, når hun lader stemninger og tilstande tone frem, så man som tilskuere aldrig er tvivl om, hvad der menes.
En helt igennem vedkommende, foruroligende og rasende vellykket forestilling.
