Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ De fortabte: 68’ernes drømme

Forestillingen 68 – Et øjeblik var en anden verden mulig fremstiller hippierne som naive drømmere og nutiden som ideologiløs. Det er lige dele sjovt, tankevækkende og forudsigeligt.

Dramatiker Christian Lollike har sammen med skuespiller Tammi Øst iscenesat musikteaterforestillingen 68 – Et øjeblik var en anden verden mulig i Skuespilhuset, og den er både interessant og kaotisk. Forestillingen, som jeg så til forpremieren, handler om fortidens drømme og nutidens apati. Dengang, for 50 år siden, hvor man talte om at revolutionere samfundet, og fællesskabet stod over individet, står i direkte modsætning til nutiden, hvor man ikke tror på noget og er pacificeret af magtesløshed.

Annonce

68 valser mellem spruttende opråb og musik, der hørte til i slutningen af 60’erne; Jefferson Airplane, Beach Boys, Bob Dylan bl.a.

Vi møder et orkester, der er en del af ungdomsoprøret; idealistiske og med en tro på samfundsomvæltningen. De taler ind i nutiden med deres 68’-apologiske argumenter. Det lyder frygteligt naivt. Men det er også dejligt. For det handler om drømmen om et bedre samfund. Det hører til en sjældenhed i den offentlige debat nu til dags.

Scenografien er skabt af Bente Lykke Møller, og det har hun gjort ret fascinerende. Scenen er kridhvid. Bagerst står to sorte borde og forrest er der syv mikrofoner, hvorfra sorte ledninger trækker sig helt stringent ud i hjørnerne, så scenen er let forvredet. Det giver forestillingen en tidløshed.

Forestillingen 68 – Et øjeblik var en anden verden mulig på Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese

De otte skuespillere er iklædt beige tøj og langt hår, der dækker deres ansigter. Sådan forbliver det i størstedelen af forestillingen. Det handler jo ikke om individet!

Sceneeksplosion

Dialogen falder som maskingeværssalver og i munden på hinanden mellem Turkman Souljahs velmixede genfortolkninger af nogle af 60’ernes bedste og mest genkendelige musiknumre. Og den kommer vidt omkring: alternative familiekonstruktioner, forurening, udvidelse af bevidstheden, kapitalismekritik og international solidaritet. En del af utopiens åndelighed og fortabte skæbne bliver forseglet i – set med nutidige briller – aflivningsparate håb og drømme.

Men selvom idéen om fællesskabet i høj grad var tilstede i hippiebevægelsen, så kommer individet uundgåeligt til syne. Og der er sprækker i fællesskabet. Da Karen-Lise Mynster, som det viser sig at være, fjerner håret fra ansigtet og bliver et individ, delagtiggør hun os i sin indre kamp. Hun er sur. På sin eksmand. Og på sin slappe kusse. Særligt er hun arrig på Bob Dylan. Hun taler om den kneppesyge, pseudofølsomme mand, Dylan har skabt. Ham, der boller omkring i frihedens og revolutionens navn, når hverdagen bliver for kedelig.

Forestillingen 68 – Et øjeblik var en anden verden mulig på Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese

Det er en forrygende monolog, for selvom hun er bitter, er hun også pinligt præcis. Sammen med de resterende skuespillere er hendes optræden indlevende, morsom og olm.

68-oprøret var godt for mange ting, men det var et oprør for de voksne. De satte spørgsmålstegn ved alting og intet var forbudt. Det har uden tvivl sat sig i de børn, der blev overladt til sig selv i frigørelsens navn. Det aspekt skildres på en lidt patetisk og samtidig effektfuld måde, hvor et barn adskillige gange kommer til syne i scenekanten og kigger på de voksne, der ter sig.

Den drømmeløse samtid

De emner, man diskuterede omkring ungdomsoprøret, minder foruroligende meget om dem, vi taler om i dag. Det er retorikken, der er anderledes. I stedet for at tale om revolution, solidaritet og forurening, taler vi i dag om klimaforandringer, ansvarlighed og ytringsfrihed. Det er tankevækkende, hvordan manuskriptet rammer utopiens tidsalder og nutidens ’rationelle’ tankegang.

Som stykket bevæger sig frem i tid og parykkerne ryger én efter én, kommer individualiseringen og undskyldningerne. I dag er vi ”realistiske”, vrænger skuespillerne ”det gør jo ingen forskel, ligegyldig hvad jeg gør”, mens sort væske, helt bogstaveligt, drypper fra deres munde. Og så får vi sat en stor, sort streg under samtidens ansvarsløshed.

Forestillingen 68 – Et øjeblik var en anden verden mulig på Det Kongelige Teater. Foto: Emilia Therese

Forestillingen ender i en slags samfundsdiagnose, der identificerer 60’ernes drømme som utopiske og visionære og nutiden som ambitionsløs.

Lollike revser nutiden, og stykket fungerer rigtig godt, men mange før ham har givet nøjagtigt samme diagnose. Som dramatiker bliver han konsekvent omtalt som klassens frække dreng. Den frækhed kunne man godt ønske sig mere af i 68.

Seneste

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Charlotte Kjærholm Pedersen
Charlotte Kjærholm Pedersen
Cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling. Freelance journalist med fokus på kultur og udland. Deltager på Politikens kunstkritikerskole.
Annonce

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen...