Zirkus Nemo har i flere år begejstret anmeldere og publikum. Men hvad er Zirkus Nemo egentlig for en størrelse? Cirkusdirektør Søren Østergaard giver her et backstage-indblik i cirkusliv og veldrejet karakterkomik.
Nemo – kun for voksne
”Jeg hader børn,” lyder det kontant fra cirkusdirektør Søren Østergaard. Men sætningen er sagt med et glimt i øjet og formildes ydermere, da han følger den op: ”Eller i alt fald hader jeg, når voksne tager deres børn med i Nemo.”
Vi sidder over for hinanden i Nemos kontorvogn, der ud over at rumme et lille skrivebord også huser en mindre alkove, der oser af hjemlig hygge. ”Vi laver ikke børnecirkus og annoncerer ovenikøbet med at være: Danmarks eneste cirkus for voksne”, så jeg bliver sgu lidt sur, når der sidder en flok børn på første række og røvkeder sig, mens de venter på Smadremanden. Det er da mangel på god opdragelse fra forældrenes side at slæbe dem med!” Søren Østergaard taler afdæmpet, mens han varmt, indlevende og ærligt fortæller om drømmeprojektet Zirkus Nemo, der begyndte som et tomandsshow i 1999, og siden er vokset til en selvfinansierende virksomhed med 36 ansatte, en årlig omsætning på 16 millioner kr. og eget cirkustelt (fakta fra 2015).
Danmark dyreste camping
”Det lyder af mange penge, og det er også blevet en stor forretning. Men det er stadig Danmarks dyreste campingferie at tage på turné med Zirkus Nemo.”
Og der skal mange penge i kassen, for Søren Østergaard er en ambitiøs direktør og helhjertet æstetiker, som han selv siger: “Nemo skal være verdens flotteste cirkus, og jeg synes, at vi er godt på vej.”
Og det ser også voldsomt flot ud, når vognparken med teltet i midten står og stråler i sine sorte og dybrøde farver. Men Nemo er mere end et smukt syn:
”Det er en totaloplevelse. Publikum skal betages af detaljerne og synes, at det hele er godt. Derfor har vi fx fået en ny toiletvogn med junglemotiver og brølende dyrelyde som en særlig attraktion,” fortæller cirkusdirektøren, der også er sig bevidst om detaljerigdom og forventningsafstemning:
”Det at lave en ny forestilling er en hårfin balance mellem at bryde folks forventninger og så give dem det, de kender. Tager du for meget af det velkendte stof væk, bliver de usikre. Men er det for meget af det samme, keder det både dem og mig. Anmelderne efterlyste i begyndelsen, at jeg lavede noget nyt. Men dels kan jeg ikke bare lave noget nyt så mister jeg jo min forretning. Dels er det i detaljerigdommen, at karaktererne udvikles og raffineres. Og nu lader det til, at de også er begyndt at få øjnene op for nuancerne for de sidste par år har jeg høstet virkelig gode anmeldelser.”
Showet
Kerneoplevelsen i Nemo er og bliver dog showet, der gennem en ultrakort prøvetid og improviseret figurgalleri først får liv i mødet med publikum. Søren Østergaard siger:
”Jeg elsker oplevelsen af at stå på scenen og mærke, at publikum er med i teltet. Forestillingen lever kun i samspil med salen, og graden af morskab afhænger helt og holdent af publikums engagement, og det er helt fantastisk, når vi sammen løfter showet.
Men enkelte aftener vil de ikke lege med, og det dræner mig. Jeg bliver træt, når folk møder op med den dér facon, hvor de med korslagte arme og ‘underhold mig’-attitude forventer, at jeg leverer varen. Særligt mænd i pastelfarvede pullovere, mageligt tilbagelænede og med korslagte arme gør mig tæskesur, det kan blive helt personligt, og det går jo ikke …”
Men mænd i pastelfarvede trøjer er langt fra Nemos kernepublikum. For Nemo kan, som få andre, bryste sig af at favne en uhyre alsidighed i både alder og uddannelse hos deres publikum og kan melde om udsolgte huse i hele landet.
”Her kommer folk i alle aldre og mennesker, som ellers aldrig kunne drømme om at gå i cirkus. Jeg oplever, de genfinder glæden ved cirkus igen, og det er fantastisk at mærke. Jeg vil have, at de skal gå boblende herfra, helt latterflade af grin og gerne lidt småfornærmede, for Nemo må aldrig blive en stor roseklub. Det skal altid have kant med stof til eftertanke.”
Til kanten og ud over …
Spørgsmålet er så, hvor kanten begynder, og hvornår man tipper ud over den. Nemos kendis-karakter Smadremanden, der med ubehøvlet overskud har specialiseret sig i at tilsvine folk live i teltet, er måske et grænseeksempel eller hvad?
Søren Østergaard smiler: ”Smadremanden er så grænseoverskridende, at jeg slet ikke kan holde det ud. Han er helt og aldeles uden hæmninger, og jeg tror kun, at det ville være min personlige grænse, der ville stoppe hans verbale udgydelser. Hvis der fx sad en handicappet blandt publikum, ville jeg personligt ikke bryde mig om at kommentere på det, men det er min grænse, ikke Smadremandens.
For flere år siden opfandt jeg Smadremandens fætter sammen med Peter Frödin. Vi havde et nummer i Tivoli Variete, og sammen var de helt skruppelløse. Vi havde påført os et par falske pikke, som vi hev frem og pissede med på publikum midt i et rocknummer. Det, har jeg siden tænkt, var at gå for langt. For der mistede Smadremanden noget af den charme og poesi, som jeg alligevel synes, han besidder under al sin galde. Så han har en grænse, men det er i forhold til mit ønske om karakterens fremtoning. Det kommer ikke fra Smadremanden selv”.
Smadremanden – showets stjerne
Publikum elsker Smadremanden; han er showets stjerne. Folk skriver til Nemo, at det er Smadremanden, de vil se, men hvorfor egentlig? Cirkusdirektøren er også selv i tvivl:
”Hans succes undrer mig lidt. For han er en rendyrket indre svinehund i ydre form. Men han gør alt det, vi ikke tør gøre, og det er så grænseoverskridende, at jeg nogle gange næsten ikke kan holde det ud. Men han er også en ynkelig stakkel og forfærdelig ensom. Egentlig har man jo mest lyst til at holde om ham og sige: Gå nu i bad og vask dit hår sammen med Johnny Madsen.”
Fælles for cirkusdirektørens mange karakterer er deres desperate råb om at blive set, hørt, holdt af og respekteret. De lider alle af en forklejnet tro på egne kompetencer og plages af enorm ensomhed. De er alle genkendelige skikkelser fra virkeligheden. De findes – måske i lidt mere afdæmpet form – i de fleste danskeres familier og bekendtskabskredse, og for at synes om dem og forstå deres handlinger skal man kunne se ind bag facaden.
Søren Østergaard siger: ”Hvis du kun ser Smadremanden som en fyr, der spytter og råber skældsord, er det jo ikke sjovt. Smadremanden kaldte engang en kvinde for møgfisse, så hun begyndte at græde. Men man skal ikke tage hans ord alvorligt. Han er jo en ensom stakkel og afladsfigur for folks mindre pæne sider. Jeg har lagt mærke til, at jo grovere han er, jo bedre fungerer nummeret. Han giver luft for folks indebrændte frustrationer, og det er meget sjældent, at publikum bliver rigtigt sure.
Men det slider virkelig meget at lave ham, det er hårdt at være så smadreagtig hver aften, så jeg tænker, at han og Bager-Jørgen måske snart får en lille pause,” siger Søren Østergaard med et fornøjeligt smil
I 2014 år var Bager-Jørgen kun sporadisk med, fordi Smadremanden havde banket ham til plukfisk, så han sad stum og mumificeret bag bandager og vinkede fra sin kørestol. Derfor var han i 2015 dækket op af PET-vagter på scenen, da han viste sin tartelet-ballet.
Publikum var ikke klar
Hvad enten Bager-Jørgen og Smadremanden afgår, udgår eller genopstår i næste års show, har de allerede nået at manifestere sig som klassikere i den danske scenekunsthistorie og publikums bevidsthed. Men kunne de samme karakterer have fået succes for 15 år siden?
Søren Østergaard tænker lidt, før han svarer: ”Både og. Bager-Jørgen er fra år 2000 og har helt fra begyndelsen været populær. Men undervejs lavede jeg fx Ole Bendts Ballonshow i Tivoli Variete. Han var en ballonkunstner, der ikke rigtig kunne få form på sine balloner. Dengang syntes folk ikke, at det var sjovt, og der var først nogle, som grinede den aften, jeg ved et uheld røg ned gennem faldlemmen og var ved at slå mig selv halvt ihjel.
Men jeg vidste, at jeg havde fat i noget. Og da jeg lavede den samme ballonscene 10 år senere, blev han en stor succes. Så tidligere var publikum måske ikke helt parat til den form for karakterkomik.”
Men det er de blevet. Nemo har opnået en enorm popularitet, og dette års show (red. 2015) var stort set udsolgt på hele turnéen.
Artiklen er oprindeligt udgivet i magasinet Teater1, #172, 2015.