Årets Nykøbing F. Revy er en af de allerbedste på stedet gennem de senere år, for de fleste af revyens ialt 22 numre sidder lige som de skal i forlængelse af, at de leveres og serveres med al den smittende og musikalske charme, man kan ønske sig, selvom der – selvironisk – ikke spares på salut-hyldesten af revyens medvirkende ankermand og direktør, Flemming Krøll, der med denne revysæson trækker sig fra scenen efter at have stået på den og for den gennem flere årtier.
Den sprudlende forestilling byder på flere topnumre, ikke mindst det gennemmusikalske Vase og Fuglsang-indslag, hvor #metoo-bevægelsen i parodi lægges i hænderne, eller måske snarere i skødet, på en lang række kendte, danske sangere. Det spruttende morsomme nummer byder på raffinerede omskrivninger af sanghits skrevet af bl.a. Kim Larsen, Anne Linnet, Lis Sørensens og Rasmus Seebach her fremført af revyholdet i regi af Henrik Børgesens kostumer og Christina Klinke Sørensens parykker. Et indslag, der næsten fik taget til at lette til premieren.
Flemming Krøll byder vanen tro på sine to gammelkendte figurer, Ahmed og Henning, to plattenslagere, der på hver sin måde morsomt går i rette med folkementaliteten og tidens tendenser, ofte indpakket i hurtige slogans, der ligger et sted mellem det insinuerende, det rammende og det frække. Snusfornuftige og reflekterede tekster, hvor der mentalt skydes fra hoften i forhold til vore allesammens moral og etik, eller mangel på samme.
Rasmus Krogsgaard forgylder endnu engang scenen på Falster, ikke mindst i nummeret, hvor han med stikord fra salen på rekordtid får skrevet en sang, hvor alle stikordene indgår i en rimet sangudgave, der så fluks leveres fra scenen. Godt gået til premieren at rime på ordet ‘dyrlæge’, når man kun har 5 minutter at lave sangteksten på. Et vovestykke som Krogsgaard til premieren bestod med glans. Samme Rasmus er gennemsyret morsom i sin egen tekst om Flemming Krøll, en herlig ondskabsfuld tekst, der galgenhumoristisk, men også kærligt, både afslører, gør grin med, men også hylder den afgående og meget folkekære revykunstner og direktør.
Pernille Schrøder og Julie Steincke gør sig sammen i flere gennemmusikalske indslag, lige fra det jazzede i indslaget skrevet af Peter Oliver Hansen, til det mere Thomas Helmig-prægede, hvor de begge – i Søren Anker Madsens tekst – ikke kan blive enige om, hvem der er mest lækker: far eller søn – begge med efternavnet Helmig.
Schrøder er ligeledes helt uimodståeligt dejlig i rollen som Nord-Koreas præsident Kim Jong-Un, mens Steincke elegant gør sig i rollen som Sofie Løhde, her i Leif Maiboms ordspillende, dobbelttydige og insinuerende tekst.
Samme fine turnering og morsomt raffinerede deling af det ene og andet går igen i Vase og Fuglsangs tekst Tre Vise Mænd, hvor Jesus, Allah og Buddha i garvet samdrægtighed går i rette med alverdens troende – inden for alle religioner – mens de giver dobbeltmoral, skjulte dagsordner og skinhellighed tørt på. En svipende publikumslussing, der klukkende morsomt, men også selvreflekteret sjovt sidder som fem flade på kinden.
Gordon Kennedy gør sig, og er forrygende ikke mindst, i endnu en Vase og Fuglsang-tekst, hvor Kennedy i den grad brillerer med sin evne til at tale et hav af danske dialekter, her med fokus på dialekternes dobbelttydighed, hvis trykket lægges forkert.
I det hele taget er dette en revy, hvor ordspillet, dobbeltbetydning og ikke mindst (selv)ironien står som et gennemgående vandmærke for hele forestillingen, og til forskel fra mange af de andre revyer bruges ironien her som et spørgsmål rettet ud mod publikum, mens mange af de andre revyer ofte bruger ironien til at irettesætte deres publikum. På den led er der ingen slinger i valsen i Joy Maria Frederiksens velsmurte instruktion og tekstudvælgelse samt Flemming Krølls iscenesættelse og som appelsinen i turbanen kommer så kapelmester Mickey Pless og hans glimrende og gennemmusikalske arrangementer.
Dette er kort og godt en af de hidtil bedste revyer på landsplan, så stort kompliment til Hr. Krøll og Co og tak til den folkekære revyskuespiller og direktør, der med dette års forestilling ikke kunne have fået sig en flottere sortie.
