Revyperler kan i år fejre sit 10års jubilæum og forestillingen har aldrig været bedre, for Revyperler charmer sig sprudlende og vedkommende gennem det danske revylandskab.
Onde tunger vil mene, at dette også er nemt gjort, fordi revyen stort set kun består af numre og indslag hentet fra andre revyer, topnumre der har glimret i andre sammenhænge, fremført af andre kunstnere. Så hvor svært kan det være at stå med en i forvejen forgyldt og anerkendt tekst og så bare fremføre den igen? Svaret er: Det er svært, for teksterne skal fortolkes på ny for at give mening og få relevans for publikum. Det skælsættende er derfor, at teksterne twistes, så selve grundteamet bliver et andet og ofte meget mere konkret, der gør, at forestillingen bliver helt sin egen og langt mere en blot en repetition af gamle tekster.
Revyen er super forførende, velspillet ud over alle grænser, veltilrettelagt og dybt charmerende. Men den er fuldstændig barberet for politiske holdninger og indhold, så går man efter en samfundskritisk revy, er dette ikke den rette forestilling. Præmissen er at lade indholdet pege ind mod publikum og spørge indtil, “hvad mener du selv?” frem for at stille skarpt på alt det samfundsmæssige udenfor og denne drejning fungerer perfekt.
Allerede i anslaget bliver publikum blæst bagover i form af Kasper D. Gattrup og holdets glimrende fremførelse af en velkomst og så kører det ellers afsted.
De fleste af de 24 sange og tekster er få år gamle, mens et mindre antal er af ældre dato – sange der så får sig et nutids-twist. I den forbindelse skal fremhæves Arvid Müllers berømte Jacobsen, der raffineret, og i Rikke Buch Bendtsens fine fremførelse, får en #Metoo-drejning, så sangfortællingen om den smarte Jacobsen kommer til at handle om overgreb og påtrængt forførelse, mens Sven Gyldmarks og Finn Martins Mariehønen i denne udgave fremføres i en hæsblæsende og moderne togstations-hverdag, for så pludseligt at blive drejet til noget poetisk og dagdrømmende, inden vi igen og med et snuptag er tilbage i den rationelle nutidshverdag. På den konto er det befriende at se og mærke, at alt hvad der hedder bedaget revystøv er som blæst ud af lokalet, selv når det drejer sig om ældre revy-klassiskere.
Årets mest sorte og galgenhumoristiske revy-tekst finder man i form af Kasper D. Gattrup, der i egen tekst tager os med på Bedemandskongres. Kulsort så det batter, men herre-morsomt bliver der i bogstaveligste forstand gået verbalt til benet i en ramsaltet form, der grænser til indforstået jødisk humor.
Kors hvor er det grovkornet uden på nogen måde at være plat eller pinligt og kors, hvor man ler. Max Hansen står bag den velfungerende og smidige instruktion, og i selve revyen tager han også kegler, ikke mindst fordi scenenærværet brænder totalt igennem. Sidst men ikke mindst skal fremhæves revydebutanten Charlotte Amalie Kehlet, der i den grad gør sig fra først til sidst, og sjældent har jeg moret mig så godt over en så sjov, moderne og skøn udlægning af Robert Arnolds Styrmand Mohr.
Læg dertil et stort opbud af supertekster af Vase og Fuglsang, Jan Svarrer, Rasmus Krogsgaard, Niels Olsen og mange flere og De står med det samlede resultat.
Det her er en stor revy i en lille indpakning og en revy, der flot gennemfører sin egen præmis om ikke at ville gå i klinch med hverken kendte, kongelige eller kendis-politikere, og i stedet gennemført vælger at sætte sit publikum i fokus. Der er ingen slinger i valsen, hverken i stil eller indhold, så på den led er dette en af de mest gennemførte revyer på landsplan. Om man så er enig med den revyform er i sig selv ligegyldigt, og selvom dette måske ikke er ’revy af tiden’, er det ’revy til tiden’.
