Græskfødte Rodula Gaitanou er international berømmet operainstruktør. Netop nu er hun i Danmark, og aktuel med Donizettis tragedie Lucia di Lammermoor på Opera Hedeland. ISCENE har mødt instruktøren til en snak om kulturelle særpræg, inspiration, kvinden Lucia og udfordringerne for fremtidens opera.
Du er selv af græsk oprindelse, uddannet i Frankrig, bosat i London og laver opera over det meste af verden. Hvad er det første, du registrerer som et folks eller et lands særpræg?
“Mad naturligvis! De kulinariske traditioner giver mig altid en stor indsigt i et lands smag og smag for gæstfrihed.”
Hvordan forholder du dig til de enkelte landes kulturelle egenart i forhold til de kunstneriske greb?
”Jeg er meget interesseret i hvert steds historie, og det former min oplevelse og mit syn på mentaliteten hos de mennesker, jeg møder. Men opera er en meget international kunstform og arena. I den sidste produktion, jeg lavede, arbejdede jeg med en argentinsk solist og en australsk dirigent i et værk af en italiensk komponist med en fransk libretto.
For mig handler det ikke om at lave noget til et bestemt publikum, det handler mere om at inspirere publikum til at dykke dybere i de menneskelige lag og bringe dem op til overfladen. Det er eventyret i den menneskelige tilstand, der forbinder os mere end det at ramme en bestemt national tone.”
Hvad er det for en fortælling du gerne vil have frem i Lucia di Lammermoor?
”Det er en historie om en kvinde, hvis skæbne er bestemt af de mænd, der omgiver hende – med et fatalt resultat. Jeg ser i særdeleshed Lucia som et kvindeligt ikon – hun bliver et eksempel på, hvad mental og fysisk undertrykkelse kan gøre ved et menneske, og hun ofrer sig selv, så generationer af kvinder efter hende ikke skal opleve samme skæbne. I min optik formår hun at ændre livet for kvinderne i hendes samfund for evigt.”
Hvilke greb har du gjort for at fremme netop denne vinkling?
”Den måde, jeg ser hovedpersonen på, er gennem en bestemt linse: Hun er en stærk kvinde, der kæmper alene for det, hun står for. Patriarkatet vil knuse hende, og hun vil svare igen ved at begå et mord og slipper på den måde al fornuft.
Du har tidligere talt om, at du finder inspiration i film og tv-serier som fx The Hunger Games og The Handmaid’s Tale i forbindelse med William Tell, og Fellini er også blevet nævnt som inspiration til Ariadne på Naxos. Hvad er det film/tv særligt kan give operaen?
”Inspirationen til den verden, jeg vil skabe i hver forestilling, kommer faktisk alle steder fra. Men inspiration er en meget personlig ting, og de paralleller der trækkes hos én person er ikke altid tydelige for andre. Jeg får inspiration fra alle mulige forskellige ting, en persons gestik, et øjeblik mellem to mennesker, som jeg ser på gaden, en duft, et maleri, en tv-serie eller en bog. Det varierer alt efter hvilket stykke, jeg arbejder med.”
Hvad er dit inspirationsforlæg til Lucia di Lammermoor?
”Landskabsmalerier af slotsruiner og gamle fortællinger var inspirationen til Lucia di Lammermoor. Den slags ruiner, hvor du er nødsaget til at lukke dine øjne og forestille dig resten for at færdiggøre billedet og visualisere de liv, der engang blev levet mellem murene.”
Du arbejder jævnligt sammen med scenograf og lysdesigner Simon Corder – hvad er det for rum i søger at skabe sammen?
”Den verden og det rum, vi forsøger at skabe hver gang, afhænger af værket. Simon er en fantastisk designer, der skaber rum med en særlig sensitivitet over for arkitekturens absorption af lyset. Han har skøre idéer, en fantastisk humoristisk sans og et stærkt instinkt for værket. Vores dialog består altid af idéer, der kastes frem og tilbage, hvor kun de stærkeste overlever.”
Hvad er det for et rum, I gerne vil skabe på Hedeland?
”Vores tilgang til værket har været meget stedsspecifikt, og vi var meget inspireret af stedet. To af hjørnestenene for den atmosfære, vi gerne ville skabe, var naturen og gotisk arkitektur. Det sætter jeg sammen med en intens performance, der øser ud af rå følelser. Stedet, holdet og det arbejde, der allerede har fundet sted, ser meget lovende ud.”
Hvordan bruger I det udendørsrum, og hvilke udfordringer giver det fx i forhold til at arbejde med lys i et lukket teaterrum?
”Faktisk er det mest spændende, hvordan overgangen fra dagslys til nat sker, når teaterbelysningen gradvist tager over for solens lys. Der opstår særlige øjeblikke, når en anderledes visuel virkelighed overtager rejsen fra aften til mørke.
På den anden side, er der også noget frustrerende ved ikke at have mulighed for at guide og kontrollere publikums opmærksomhed på samme måde som i et lukket teater. Simon elsker den tilfældighed og usikkerhed, som det bringer til aftenen.”
Hvad ser du som operaens største force i dag?
”Det må være det faktum, at operaens meget internationale form kan nå mange flere mennesker end nogensinde før på grund af vores teknologiske tidsalder og globaliseringen. Om det er gennem nye medier, live transmission – operahusenes døre står helt åbne og der er en social bevægelse mod at række ud til samfundet og skabe morgendagens publikum.”
Hvad er operaens største udfordring i dag?
”Spørgsmålet er, hvordan man gør en kunstform, der er så bundet op på dens form relevant for et publikum i dag? Vores koncentrationsevne er så kort, og stadig forlanger vi, at vores publikum skal sidde stille og fuldt koncentreret om dramaet på scenen i næsten tre timer. Hvordan forholder vi os til det udover at forsøge at skabe en god aften? Hvordan kan vi løsne en sådan deltagelsesform op? Disse værker var skabt for et publikum, der kunne sludre, lave forretning, flirte eller tage en drink, mens de så forestillingerne. Stilhed og klapsalver var et tegn på påskønnelse mere end det var ritualer. Spontanitet var en central del af hele oplevelsen, og der blev tidligere i højeste grad opfordret til spontanitet. Hvordan bringer vi mere af det til den mere stive operaoplevelse i dag? Det spekulerer jeg på.”
