Del

Bon Voyage, Bob

Sadlers Wells, London

Elskere af moderne dans fra hele verden valfartede til Sadlers Wells i London i fredags for at opleve premieren på anden del af de to første store nyopsætninger i ni år, siden den banebrydende tyske koreograf Pina Bausch pludseligt døde i 2009 og efterlod sig en af verdens mest berømte dansetrupper, Tanztheater Wuppertal Pina Bausch, i vildrede over sin fremtid uden stifteren.

I forrige uge blev premieren på del 1 med titlen Since She (koreograferet af græske Dimitris Papaioannou) modtaget med stormende bifald og tilråb på Sadlers Wells (læs ISCENEs anmeldelse her).

Indtrykket var dog mere blandet i del 2, Bon Voyage, Bob, som er skabt og iscenesat af den 41-årige norske koreograf Alan Lucien Øyen, der til daglig er huskoreograf på Nasjonalballetten i Oslo.

Bifaldet var relativt behersket, og publikum og anmeldere syntes ikke overbeviste om, at Tanztheater Wuppertal Pina Bausch (TWPB) med Bon Voyage, Bob kom helt op på mesterens niveau.

Bon Voyage Bob af Tanztheater Wuppertal Pina Bausch, Sadler’s Wells. Foto: Mats Bäcker

Pina Bausch blev definerende for genren “tanztheater”, som blander dans, ord, musik og scenografi. Genren sætter følelser og visuelle indtryk over egentligt narrativ, og er således abstrakt, surrealistisk og ofte ganske krævende af sit publikum. Bausch selv mestrede genren bedre end nogen, så det var på forhånd klart, at det blev en svimlende opgave at træde op i hendes sko.

Temaet for stykket var døden, det at miste, og hvordan man kommer videre efter sit tab. Og som aftenen skred frem, gik det op for os, at vi måske faktisk var med til Pina Bauschs afsked med livet, ja selv til hendes begravelse. Vi deltog i post-mortem-refleksioner i en meditation over døden.

Glimt af genialitet

Der var mange glimt af genialitet og også passager med stor kunst i Øyens værk, der blev bestilt af direktionen af TWPB efter flere års intern diskussion, om man skulle forblive ”et omrejsende museum” med Pina Bauschs bagkatalog af banebrydende opsætninger, eller om man skulle vove at kaste sig ud i nye store opsætninger og komme videre.

Man valgte det sidste, og de to første nye stykker peger i hver sin retning. Den korte opsummering er, at græske Papaioannou med Since She lykkedes med den svære opgave at træde i mesterens fodspor og ind i fremtiden uden at kappe rødderne til hendes distinkte stil og tone – mens norske Øyen tog chancer, funklede momentvis, men kom mere blandet ud af forsøget.

Bon Voyage Bob af Tanztheater Wuppertal Pina Bausch, Sadler’s Wells. Foto: Mats Bäcker

Hver gang Bon Voyage, Bob nærmede sig en opadgående spiral af dragende kunstnerisk udfoldelse, trak Øyen nærmest demonstrativt i nødbremsen med et stil- og sceneskift som gav en flakkende dramaturgi.

Værst da man midt en følsom og udtryksfuld scene – og dem var der trods alt mange af – pludselig tændte alt lys i salen, og stykkets bedemand gav sig til at spille Hangman med publikum.

Man skulle gætte navnet ”Christopher”, og gaven til vinderen var en pakke cigaretter – overbragt af en cigaretpige (Bausch var kendt for at ryge meget og bruge cigaretter i sine forestillinger); dette indslag oplevedes som et kollaps af konsistens samt et tab af energi og fremdrift.

Man sad nogle gange med fornemmelsen af, at der manglede en sidste kritisk hånd på værket, der udvalgte de bedste elementer og skar det ned til halv tid.

Som titlen antyder handlede stykket på overfladen om tabet af karakteren ”Bob” – set fra alle tænkelige vinkler. Bob indtog mange former og skikkelser; både mænd og kvinder. Men som stykket udviklede sig syntes det klart, at det nok primært var kunstnernes farvel til deres mentor og fører. På et tidspunkt blev symbolerne næsten for tydelige; eksempelvis da Pina Bauschs karikatur blev tegnet på en tavle med kridt, hvorefter spotlightet på tavlen demonstrativt blev slukket.

Bon Voyage Bob af Tanztheater Wuppertal Pina Bausch, Sadler’s Wells. Foto: Mats Bäcker

Det var dog effektfuldt, da ”Bob” mod slutningen af stykket stod frem på scenen som en kvinde i sort tøj med en smøg i munden og holdt sin afskedstale til verden:

”I’m leaving now. In a moment. I will pack my things. Pick-out some outfits, and fold everything into a little suitcase. When I finish my cigarette, it will be night. And the taxi will be here. The driver will help me with my luggage. I’m leaving now. I won’t look back. I may leave a note. A forwarding address; Perhaps. But I won’t check for messages. When I get to the hotel I’ll be tired from the journey. I’ll ask for a drink, and tip well for room service. Then I’ll throw open the balcony doors to my ocean view. I won’t see it. The sun sits below the horizon. But I can smell the salt in the breeze; Warm. Playful. I run an ice cube over my chest. Across my heart. And I think about this place. The place I’m to which I’ll. But I’m still Still still. Calm. And still. Leaving now. Never return. I’m still here. Here. I unpack, and hold each dress against my body to catch my reflection. But I’m no longer here.”

Symbolporno og malplaceret tragikomik

Symbolpornoen kammede imidlertid over, da Øyen til sidst lod en tom stol stå fremme på scenen efter tæppefald og danserne bukkede for publikum med den tomme stol i centrum. Idéen har sikkert lydt godt i en brainstorming mellem kunstnerne, men fungerede ikke.

Øyen har tidligere fortalt i et interview, at processen med at skabe Bon Voyage, Bob har været løs og primært drevet af kunstnerne selv med ham som fødselshjælper. Kunstnerne har fået lov selv at udtrykke temaet ”tab”. Men kludetæppet af deres input endte meget spraglet.

Et andet eksempel på, hvordan stykket skiftede stil og tone på en forstyrrende måde var en scene i en bedemandsbutik, hvor en pårørende kommer ind for at bestille en bisættelse, og dialogen (der er generelt mange ord i dette stykke) bliver til lagkagekomik. Bedemanden (der i øvrigt bruger en urne som askebæger) vil godt sikre en bedre gravplads, end den tiltænkte, hvis der kan komme lidt ekstra penge i spil.

Bon Voyage Bob af Tanztheater Wuppertal Pina Bausch, Sadler’s Wells. Foto: Mats Bäcker

Ligesom han mener, at tidspunktet for døden faktisk var godt – ”man kunne jo aldrig vide, hvilke lidelser, der var i vente”. Publikum grinede for en stund, men skiftet fra stor kunstnerisk udfoldelse i scenen forinden til tragikomik fremstod malplaceret.

Der var gyldne øjeblikke og store kunstneriske præstationer fra alle medvirkende. Det var ikke deres indsats, som haltede, tværtimod. Da det var bedst, tænkte man uvilkårligt David Lynch. Men stykkets svaghed var mangel på kuratering. Åh, hvis det bare var blevet strammet op.

En af de mest vellykkede scener var et indslag kaldet ”Question Time”, hvor en danser lå på scenen med ansigtet ned i gulvet og til en forrygende lydside stillede 13 vidunderlige spørgsmål om livet og verden til de øvrige på scenen – naturligvis uden at få svar:

”Do tall buildings enjoy the view? Do stairs know where they are leading? Do snowflakes feel unique? Does love ever find itself? Does the dress feel pretty? Does dust ever settle down? Is a still life painting still alive? Are raindrops afraid of falling? Does the ship dream of land and the ocean the ship? Does a table remember the forest? Is time aware of its passing? Do clouds gather together? Do questions always give birth to answers and answers to questions? And again, to answers and to questions and answers and answers to questions and questions to answers and answers to questions…”

Virkningsfuldt var også en af de sidste scener, hvor en danser trækkes hen over scenen i benene, mens han forsøger at skrive et afskedsbrev på gulvet med kridt. Den visuelle effekt var nærmest som en EKG-plotter på et hjertekardiogram med de karakteristiske rytmiske udsving for hvert hjerteslag – for til sidst at flat-line, da pulsen hører op. Da dækkes han til i et hvidt klæde og bæres ud.

Forventningerne til de to nye stykker har været enorme. Og presset på Papaioannou og Øyen må have været næsten umenneskeligt. De delte kompagniets 36 dansere imellem sig med Papaioannou som angivelig førstevælger; ”jeg vil gerne have de unge og stærke”, skulle han have erklæret. Øyen stod således med de mere modne og skæve dansere, som samtidig også var dem, som har været længst med på Pinas rejse. Enkelte helt tilbage til 70’erne. Man fornemmede lidt for tydeligt Øyens selverklærede rolle som medie for kunstnerne og ikke som en leder med en klar idé, men stykket er absolut seværdigt og spektakulær kunst.

De to nye stykker rejser nu på turné verden rundt. Næste gang i Paris i juni og juli.