Kunstens kollektive potentialer i samfundet blev udfoldet, diskuteret og præsenteret på en velbesøgt kunstsalon arrangeret af Bikubenfonden på Betty Nansen Teatret.

“God eftermiddag alle sammen! Vi er her for at tale om det, alle i denne sal gerne vil have mere af nemlig fællesskabet”, lyder det i kor fra det mange-hovede panel på scenen i Betty Nansen Teatret.

Bikubenfondens salonprogram handlede i sidste uge om kollektivets skaberkraft. For der dukker flere og flere kunstnerkollektiver op, og måske er kollektivet en fremtidig nødvendighed i et samfund, hvor individet er presset, og planeten valser til undergangstoner. Salonen var også virkelig velbesøgt selv på en skøn forårsdag.

Panelet til Bikubens salon er sammensat af kunstnere fra to vigtige, danske kollektivinitiativer: Musikdramatikgruppen Sort Samvittigheds instruktør Elisa Kragerup og komponist, sanger samt skuespiller Jeanett Albeck, og skrivefællesskabet Blod Måne Søndag også kaldet BMS’ medlemmer: Dorte Limkilde, Fine Gråbøl, Mette Kierstein og Ronja Johansen.

Sort Samvittighed blev danmarksberømte for år tilbage med deres kradse sceniske og musikalske nyfortolkninger af Anne Linnets sange, mens BMS er det, man buzzer over i det litterære miljø lige i øjeblikket. De har senest sammen skrevet den anmelderroste Knoglemarv lavendel, og performer også teksterne, som en del af deres praksis.

Blod Måne Søndag læser op under salonen. Foto: Nanna Sigaard Helbo, Bikubenfonden

Panelet bliver professionelt, men samtidigt personligt og humoristisk modereret af kulturredaktør på Dagbladet Information, Katrine Hornstrup Yde. Deres refleksioner over kollektivets skaberkraft bliver sat i historisk og teoretisk kontekst bl.a. med tråde tilbage til avantgarden af forsker og forfatter Kasper Opstrup. Som metafor for kunstnerkollektivet bruger han ’bandet’, hvor de bedste er dem, hvor guitaristen og forsangeren er uenige. For her bliver noget tredje fælles til, der er større end individerne.

Efter den obligatoriske præsentationsrundgang performer BMS. For salonen diskuterer ikke kun, men giver også plads til at præsentation af, hvad det hele handler om. BMS læser sammen op fra Knoglemarv lavendel. Med variationer mellem synkron og forskudt samt svag og kraftfuld oplæsning skaber de arrangement, der ikke repræsenterer, men er det fællesskab, det hele handler om. Stemmer der løfter sig sammen og fletter ind og ud mellem hinanden.

”Hvor meget kan vi vokse?!”
”Vi folder vores knyttede hånd om ærterne”.

Lystbetonet opståen

Historierne om, hvor sjovt, lystbetonet og tilfældigt kollektiverne opstod smitter publikum i salen. En begejstring over sammenholdet og dets energi, man også mærker tydeligt i begge kollektivers kunst.

”Vi havde meget kort tid til de første forestillinger, så vi måtte træffe nogle meget hurtige beslutninger, når vi gik ind i rummet”, forklarer Elisa Kragerup om Sort Samvittigheds første pop up-forestillinger.

Jeanett Albeck og Elisa Kragerup i panelet. Foto: Nanna Sigaard Helbo, Bikubenfonden

”Ja, det har været med til at bygge DNA’et for vores kollektiv, at vores koncept var at crashe scenografier og lave et show med Anne Linnets sange der. Vi lavede noget nyt hver gang med helt nye kostumer, sangarrangementer osv. Vi blev nødt til at byde højt og være modige”, tager Albeck over og Kragerup fortsætter med en malende beskrivelse:

”Kamikaze-energien har givet virkelig mange ting. Og der gik altid noget galt til hvert show. Vi optrådte fx til en fest, hvor der var en Jägermeister-maskine. Folk var SÅ fulde, og vi stod der i sygeplejerskekostumer”.

”Nu siger du ’vi’”, griner Albeck. ”Ja jeg er så meget en del af fælleskabet, at jeg også føler, jeg er med på scenen”, svarer Kragerup med et stort smil.

BMS fortæller, at de startede som et skriftfælleskab, der gav kritik på hinandens digte om søndagen.

”Vi ville gerne lave noget andet og mere i fælleskab, men vidste ikke, vi skulle ende med at skrive, sammen. Vi vidste kun det skulle være fuldmåne, finde sted i Hans Tavsens park og være rituelt”, forklarer et medlem af BMS.

Og et andet medlem betoner leende:

”Ja, der var lidt freestyle over det første ritual. Mandellikør smager da meget godt, så købte vi det. Og Fine tog nogle digte med, og så læste vi dem op, og så tænkte vi, at vi vel måtte stille os i en cirkel”.

”Det var tænkt som en måde at markere, at nu skriver vi sammen” .

Efter ritualet gik gruppen hjem og skrev anonymt i et fælles google Docs-dokument.

Kollektive arbejdsprocesser

Nu begynder kunstnerkollektiverne at nørde lidt og tage os længere med ind i deres kollektive arbejdsprocesser. For hvad gør det at arbejde som kollektiv?

I 2017 udgav BMS bogen Manifestation, hvis grundmateriale var fra en time lang skrivesession i et fælles Google Docs-dokument.

”Vi synes ikke selv, det er en særlig effektiv arbejdsmetode, for bagefter skulle vi alle sammen blive enige om teksten”, forklarer BMS.

”Ok, så det skal vi altså ikke gøre på Information”, griner Yde.

BMS fortæller, at de arbejder med ritualer for at få et fælles rum og en følelse af en fælles krop. Og det skal forstås helt konkret.

”Vi kan fx aftale at dryppe vand i hovedet alle sammen og skrive bagefter. Det er en synkron bevægelse, erfaringen af at have noget vådt på panden, sidder de andre også med. Vi kan på den måde bestræbe os på at skrive med den samme hånd eller med den samme stemme, men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre”.

I Sort Samvittighed nyder de godt af at have forskellige fagligheder, mens de i BMS forsøger at opløse bestemte roller. Ved at give alt op og turde skrive noget dårligt, kan en anden overtage og få noget godt ud af det.

”Ja, vi i Sort Samvittighed har også et begreb om at tage én for holdet. Så byder vi helt vildt stort og kommer med mange virkelig dårlige ting, men fordi alle vover at gøre det, opstår der også gode ting”, forklarer Albeck.

Bikubens kunstsalon Vision. Foto: Nanna Sigaard Helbo, Bikubenfonden

Alle kunstnere mener ikke overraskende, at det at arbejde som kollektiv netop giver mod.

”Og det giver også en frihed og plads til leg. Jeg tør mere i BMS, men samtidig er det kollektive også en proces omkring kompromiser og egen mening, som kan være svær. Det tager sindssygt lang tid”.

Kragerup præciserer nu faren ved enighed: ”Vi vil gerne undgå konsensuskunst, hvor man bruger det, alle kan blive enige om. Vi vil gerne skubbe hinanden. Vi sætter os selv opgaver, der føles for store. Spil på noget du overhovedet ikke mestrer! For så oplever vi vores egen utilstrækkelighed og er ikke bare dygtige til én ting. Vi skubber konstant til hinanden. Filosofien er, at der ikke er nogen fejl”.

Er fremtiden fælleskabet?

Men mener kunstnerne så, at kollektivet har et politisk løfte og kan noget særligt udover kunstnerisk at skabe noget ud over de to individer i fællesskabet, et tredje.

”Vi bliver tit spurgt om, vi er feminister. Og det har vi ikke været som udgangspunkt. Det handler ikke om, at vi er kvinder, og vi har spillet Anne Linnet, fordi vi synes, hun er en fantastisk kunstner. Men med den sidste forestilling I et forhold, har vi valgt kun at bruge kvindelige forfattere”, fortæller Albeck.

”Ja, der har vi valgt at lyse på flere oversete forfattere. Man reagerer på noget, man savner. Det man vælger at bruge sine søndagsaftener på, er noget, der opfylder et behov i én. Præstationsindividsamfundet vi lever i, tror jeg, skaber en lyst til at skabe noget sammen. Noget vi ejer fælles”, siger Kragerup.

Læs også: Anmeldelsen af I et forhold med Sort Samvittighed

BMS nikker genkendende.

”Vi har talt om tekstlige overtoner. Vi har haft lang tid mellem at skrive teksten og redigeringen af den. Der er lange passager i teksterne, som vi ikke kan identificere. Ingen kan huske, vi har nedfældet de ord. Det er ghost-agtig skrift”.

BMS er selvfølgelig bevidste om, at de arbejder modsat ideen om den geniale mandlige kunstner ved at skrive og performe fire kvinder sammen.

”Som jeg oplever det, er det, vi laver uundgåeligt feministisk. Men Knoglemarv Lavendel er ikke et partiprogram selvfølgelig, og det er Manifestation heller ikke på trods af titlen”.

Yde vil nu høre mere om det transformerende potentiale i kunstnerkollektivet. Kan kollektivet fjerne individets grundangst og depression, som flere og flere mennesker bukker under for i et kapitalistisk præstationssamfund.

”Men fælleskabet er jo et fænomen, som allerede er til stede. Når vi arbejder kollektivt, er det også for at pege på, noget der allerede foregår. Vi mennesker er grundlæggende til kollektivt; vi står på skuldrene af hinanden. Hvis vi kan anerkende nogle af de dynamikker, som allerede er til stede i stedet for at arbejde på at komme videre et sted hen, sker der noget andet. Så lægger vi mærke til, hvordan der opstår ting i mellem hinanden”, svarer BMS.

”Jeg ved ikke om der nogensinde, er nogen, der har fået det bedre af at spise hele kagen selv?” supplerer Kragerup og afslutter salonen med et velvalgt retorisk spørgsmål – lige før vi alle, både scene og sal, råber et opløftet hurra med hinanden.

Til Bikubenfondens kunstsaloner kan du opleve faglig debat, få indblik i nyskabende kunstnerisk praksis og deltage i samtalen om kunstens betydning. 

Læs mere om arrangementerne her: www.bikubenfonden.dk/debatsaloner