Materia inviterer os ind i et magisk flamingounivers, hvor alskens former for hvid flamingo bliver levende i samspillet med blæsende vindmaskiner.
Lyset er dæmpet. Spotlys på en ung mand og nogle hvide flamingobolde. En vindmaskine blæser derudaf. Meditativ musik kører i en højtaler. Den unge mand sætter sig ned ved siden af vindmaskinen med de hvide bolde. Han placerer langsomt boldene en efter en over vindmaskinen. Boldene begynder at svæve over vinden. Mandens bevægelser er rolige, kontrollerede. Han er så rolig, at man engang imellem glemmer ham, men han er der stadig.
Jeg fokuserer kun på flamingoboldene, musikken og vinden. Alt er i kontrol. En hypnotiserende tilstand af ro. Boldene blæser væk fra vindmaskinen. Triller over gulvet. Ude af fokus. Der står er en stak flamingoplader ved siden af vindmaskinen. Den unge mand trækker en af flamingopladerne frem. Lader den, ligesom flamingoboldene, svæve over vindmaskinen.
Flamingoen sitrer, den får næsten sit eget liv. Sådan fortsætter Materia. Den unge mand får flamingo i forskellige former til at svæve, danse, hvirvle og hoppe.
Og med en progressiv spændingskurve, går Materia fra en tilstand af ro og meditativ ekstase over i en eksplosion af larm og stroboskoplys. Larmen kommer fra knækket, bøjet, brækket og fragmenteret flamingo, som giver buldrende og knasende lyde. Lydene skabes i mødet med blæsende vindmaskiner, som er placeret forskellige steder på scenegulvet. Larmen går i loop, og skaber et lydbillede af kaos. Alle sanser ekspanderer i slutningen af Materia, hvilket skaber en udløsning af behagelig lettelse, når larmen og lyset ophører.
Den unge mand er Andrea Salustri, skaberen af Materia, det magiske flamingounivers. Et univers, hvor flamingoen er hovedpersonen og Andrea er magikeren. Andrea kontrollerer med sikker hånd det ukontrollerbare, og får flamingoen til at virke levende ved hjælp af sine blæsende vindmaskiner. Hypnotiserende arbejder Andrea med flamingoen. En hypnose så magisk, at jeg glemmer, at det bare er flamingo.
