Man skulle ikke tro, at begge akter i Odense Sommerrevy er del af samme forestilling, men det er de. Første akt i årets første professionelle sommerrevy er kort og formidabel fremført med sine veloplagte numre, gode fortolkninger, fremadskuende stil og ungdommelige approach, der vil noget og går under huden. Men så kommer anden akt.
Og man må spørge sig selv om opsætningens ellers dygtige revy-instruktør, Joy-Maria Frederiksen, har sovet i timen, for sidste halvdel af anden akt er så kikset og består at så dårlige numre, fremført så pinligt, at man må tage sig til hovedet.
En revy har jo den store egenskab, at numre kan tages ud og erstattes med andre og den mulighed kan man håbe på, at revyens chef sammen med instruktøren benytter sig af inden for kort tid.
Men tilbage til det, som virkelig fungerer godt, og her er det revyens herrehold, der velfortjent løber med den største opmærksomhed, da revyens kvinder langt hen af vejen er blevet forsynet med revyens svageste tekster.
Thomas Mørk er her revyens ubestridte bedste bud på en super-god helhedsoplevelse, for på intet tidspunkt taber han sine figurer eller karakterer på gulvet. Brillant jonglerer han med teksterne og deres indhold, lige fra parodien som Morten Messerschmidt, der sammen med sin bakke-sangerinde, Dot, synger upassende sange, mens han har besvær med at holde armen nede for ikke at Heile-hilse ud i salen. Utroligt morsomt og spydigt på den helt rigtige og kærlige måde, idet Thomas Mørk hele tiden står inde for sine karakterer frem for bare at udlevere dem. Forrygende er han også i rollen som Uffe Elbæk fra Alternativet, for ikke at glemme indslaget som mand på en swinger-klub, her i selskab med Lars Arvad og Niels Olsen.
Faktisk har Lars Arvad ikke været bedre og så fint nedtonet i sit spil end her og netop ved, at han skruer ned, får både hans figurer og hans fortolkninger endnu mere dybde og charmerende pondus, ikke mindst i nummeret, hvor Lars Arvad angler om at blive årets Fynbo. Vidunderligt og slet ikke til at stå for.
Vicki Berlin er sød i sit eget indslag om moderen, der vugger sit barn i søvn, mens hun fremmaner et Danmark for den lille, hvor klimaet er gået helt amok. En stikpille, der sidder som den skal. Men desværre skal publikum igen igen igen i år så også plages med Vicki Berlins tomgangsmonolog om en ung tomhjernet gås, der intet har på hjertet. Men til forskel fra tidligere år, er dette års udgave direkte pinlig og indslaget formår at pifte al luft ud af revyen, her støttet af Sofie Lassen-Kahlke, der i sit eneste rigtigt store solonummer, skal synge om at have luft i maven. Teksten er ok, hvis den indgik i en Ørkenens Sønner-sammenhæng, der i forvejen kører på det fækale plan. Men idet man tydeligt mærker, at Lassen-Kahlke i denne udgave overhovedet ikke kan stå inde for nummeret, bliver det dobbelt pinligt både for hende og for publikum. Til gengæld byder andet akt også på revyens mest originale indslag, nemlig en raffineret Vase og Fuglsang-tekst, hvor Brexit-aftalen sættes op imod Beatlessangen Help, hvor sangtekst og aftale så kører parallelløb. Genialt fundet på og flot fremført.
Niels Olsen, der også står for en stor del af teksterne, forstår at revy-forføre på bedste vis og er rent ud sagt herre-morsom hele vejen igennem, ikke mindst som Inger Støjberg, der på melodien fra “På min lysegrønne ø” synger om integrationsforholdene i Danmark. Et dejligt spydigt indslag, hvor danskerne og danskheden klædes af til skindet. Enkelte fællesindslag mangler sigte eller pointer, f.eks. nummeret om de to kinesiske Pandabjørne eller det kedelige indslag om, at kommissær Barnaby er mere populær end Miss Marple og Sherlock Holmes på tv. Den slags numre er gammeldags og burde ryge ud i første runde.
Revyen første vellykkede akt er en sand fornøjelse, mens man roligt kan gøre sig usynlig under sidste halvdel af anden akt. Til gengæld er den musikalske ledsagelse flot styret af kapelmester Morten Wedendahl, forrygende, og sammen med de flotte kostumer og en velfungerende scenografi er der rigtig meget at glæde sig over i Odense Sommerrevy, hvis man kan leve med enkelte, men gevaldige bommerter.
