Cirkusrevyen sætter af med et flot show, betagende danseoptrin og dygtige skuespillere – men virkelighedens politiske absurditeter synes at have overhalet teatrets parodier og teksterne savner satirisk bid.
Sikke et flot show, de har lavet derude under Dyrehavens smukke trækroner. Her er revyens grand old men og kvinder, der i topform kaster sig legende ud i politiker-parodier, musikalske indslag og klassisk revy-satire, der sammen med et hold dygtige dansere får fyret op for et flot revyshow.
Vi begynder med de blide fornærmelser og en lovende start med en vedkommende kommentar til en krænkelseskultur, der er ved at tippe over i absurditet, da holdet med spraglede bowlerhatte går rundt blandt publikum og kommenterer på dem. ”Dig med næsen, sidder du godt?” lyder det lystigt fra Henrik Lykkegaard, der hurtigt sættes på plads af Lise Baastrup: ”Nu føler alle mænd med store næser sig krænket” – og sådan er der så meget, som vi alle kan blive stødt over indtil Ulf Pilgaard entrerer til stor applaus og lover: ”At nu kommer vi og krænker jer!”.
Helt så heldige er vi dog ikke, for trods de gode intentioner og velsmurte show, så har den politiske virkeligheds absurditeter for længst overtrumfet det satiriske teater. Hvem kan fx forestille sig en parodi på Trump, som han ikke selv kan overgå i teatralt vanvid, og det bliver achilleshælen for dette års revy, der ovenikøbet er løbet ind i en uforudsigelig valgkamp, som gør det svært at spidde den politiske dagsorden.
Der er ellers gode numre undervejs, som Paludan, hvis forvrøvlede tosserier, ingen plads har i den demokratiske debat, så han får et hastigt knock out i Lykkegaards vellignende parodi. Mens, en flaksende statsminister ikke aner, om han skal holde til højre eller venstre i Lisbet Dahls fine karikatur. Lige så desorienteret flakser Theresa May omkring i Lykkegaards herlige skrutryggede parodi til Spice Girls Wannabe med omkvædet ”tell me what you want, what you really really want”, men så er der heller ikke så meget mere politisk stof.
I stedet er de store parodi-numre centreret omkring kulturlivets store personligheder – men dermed taber man også lidt kant, for magtens centrum er jo til stadighed politikerne.
Lisbet Dahl giver den som Ghita Nørby, der, iklædt dén kødrøde kjole, fyrer op for fornærmelser og med lillepigestemme spørger om ”vi skal gå en tur på bakken”. Dahl gør det godt som Ghita, men virkelighedens absurde interview gør det svært at parodiere og kjolen er jo blevet gjort til moro før, så parodien forbliver lidt kantløs. Langt stærkere og temmelig morsom er Ulf Pilgaards Jørgen Leth-parodi, hvor han mellem alskens Tour de France-fraser får klemt hele rækken af Citroen-biler og priser ind – alle er tydeligvis til salg i den moderne medieverden.
Lise Baastrup stråler af charme og griber elegant publikums kommentarer, mens Karsten Jansfort kæmper lidt med at løfte sin berusede mandefigur, som genbruger det hele, ikke mindst ølsjatterne fra plastbægerne ”Ind i klimakampen”. Både Baastrup og Jansfort kæmper med tekster, som godt kunne være skarpere. Og det er nok her, årets revy kæmper mest, for teksterne savner bid og stramhed, som kunne få lidt mere fut i løjerne. Men som sagt er virkeligheden også efterhånden blevet svær at parodiere. Og flot er det – her er smukke showdansenumre, dygtige skuespillere, små kradse kommentarer til samtiden, et band der svinger og flere fængende numre, som lader latteren få frit løb.
