I år tænkes der kort og godt helt ud af boksen i det nordjyske med satirisk-skarpe tekster, bid og vid samt et hold formidable skuespillere i topform i Hjørring Revyen 2019.
Hjørring Revyen 2019 tænker stort, tænker skævt og tænker nyt. Årets hidtil mest banebrydende revy går i clinch med sig selv, genren og de gamle revy-traditioner. I år tænkes der kort og godt helt ud af boksen i det nordjyske, her i Frede Guldbrandsens velfungerende og smidige iscenesættelse, hvor ikke mindst cabaretformen sætter sine tydelige aftryk gennem hele revyen, kombineret med indslag, der helt bevidst ikke har noget på hjertet.
Det er 29 år siden at Preben Kristenen sidst stod på en revyscene, men nu er han tilbage og det for fuld udblæsning. Karismatisk og højtråbende drøner han rundt på scenen, så man må overgive sig, hvor ikke mindst den pæne Preben Kristensen er lagt til side, til fordel for den mere vrede og oprørske af slagsen.
Vi finder ham vred og krænket, både i rollen som irriterende påfugl i fuldt påfugleskrud, men også som den syrebadsætsende ægtemand, der verbalt og nederdrægtigt raffineret får den mentale skovl under sine kone, mens hun, i Trine Gadebergs skikkelse, mentalt flår tæppet væk under ham, her i en formidabel Jan Svarrer-tekst. Læg dertil årets morsomste og mest selvironiske åbningsnummer.
Den revy-debuterede Kasper Le Fevre slår fuldstændigt benene væk under alt og alle i sin egen imponerende tekst og ditto fremførelse over emnet: Europas historie kogt ned til et gigantisk time-run. Sikke han kan og sikke en fræk publikumsforførelse, der sine steder tangerer stand-up komik på speed.
LÆS OGSÅ: Hvordan er det at være kærester og kolleger på revyscenen?
Trine Gadeberg vandt, sidste år i Kerteminde Revyen, prisen som årets revykunstner, bl.a. for rollen som lille Pelle på 5 1/2 år. Den figur har Gadeberg taget med sig til Hjørring, og i år får vi så Pelles frimodige familieblotlæggelse, hvor han i forsvaret af sine fraværende forældre, viser sig at være et totalt forsømt barn. Det er sort humor af højeste potens og kors, hvor er teksten grumme morsom, og man skammer sig næsten over at tage sig selv i at le af de uhyrligheder, den lille gut disker op med fra hverdagslivet. Omvendt er det en fin reminder om, at man skal huske at være der for sine børn. Læg dertil Trine Gadeberg i rollen som alkoholiseret alenemor, der bittert holder tale ved datterens konfirmation. En åndelig spanking-lektion over familielivet, morsomt og nedrigt begået af tekstforfatteren Mei Oulund.
Carsten Svendsen klovner og tryller sig underholdende gennem revyen, mens han snakker vrøvle-russisk og selvom han ikke har fået de bedste tekster, brillerer han i det, han har fået at gøre godt med.
Der er indslag og numre om fx at tørre hænder, der synes totalt tåbelige, da indholdet i flere af teksterne synes skørt og skævt sat sammen. Men indholdet er ikke ubegavet, det er bare underligt på den helt rigtige måde. På den led er dette årets mest gakkede, men også mest unika-prægede revy med et vandmærke, der er helt sit eget. Læg dertil revyens gennem-musikalske og velspillende seksmands-orkester under ledelse af Henrik Baloo Andersen, samt Kirsten Brinks flotte scenografi, der alt sammen er med til at højne denne knaldperle-revy til langt ud over det sædvanlige.
Dette er en revy man roligt kan køre langt for at opleve. For noget så skønt, skørt og sjovt, skal man lede længe efter.
Hvis man er til spisning forinden, kan byens Michelin-anbefalede restaurant Bryghuset og deres vin-revy-menu kun anbefales.
