LONDON – Den danske filminstruktør Thomas Vinterberg er i fokus i Londons teaterverden i disse dage, da Almeida Theatre i Islington netop har haft premiere på en stort opsat teaterudgave af hans film Jagten fra 2012.
Stykket er instrueret af teatrets egen kunstneriske leder, Rupert Goold, og bearbejdet til teater af dramatikeren David Farr, som bl.a. er kendt fra BBC-serien Night Manager og Hanna for Amazon.
Det er lykkedes de to til fulde at skabe overbevisende Nordic Noir-uhygge fra begyndelse til slut. Stykket handler om læreren Lucas, der uberettiget anklages for pædofili af de lokale et sted i den danske provins. Og først efter, at alle har ødelagt sig selv og hinandens værdighed renses han.
Ikke et ord er overflødigt i denne opsætning. Ikke et øjeblik uden spændstighed.
Det kan være halsbrækkende at forsøge at opsætte film som teater, uden filmens rige virkemidler i klipning og kameravinkler. Men her lykkes det til fulde.
Der er tale om et absolut seværdigt og gribende stykke nutidig dramatik, der ikke mindst i kraft af en fantastisk scenografi formår at komme dybt i sin skildring af de basale instinkters labyrint.
Scenegulvet er påmalet de stiplede linjer og striber, som man kender fra en skolegymnastiksal, og midt på scenen er bygget et gennemsigtigt glashus på en drejeplatform, der med genial lyssætning skifter rolle og funktion gennem stykket. Et øjeblik er huset jagthytte for mændene på egnen. Det næste skolens kontor. Og senere Lucas’ hjem.
Man kunne påtale, at brugen af nordiske klichéer flere steder kammer over. Eksempelvis går de fleste af mændene i skovmandsskjorter, er kraftigt byggede og har fuldskæg (Lucas dog undtaget). Og alt er naturligvis bygget i fyrretræ. Men lad nu det ligge, for resten fungerer.
Stykket er gennemført klaustrofobisk i sin scenografi og dramaturgi og byder på flere fremragende skuespillerpræsentationer.
I hovedrollen som skolelæreren Lucas, spiller Tobias Menzies, der spillede Brutus i HBO’s Rome. Hans præstation er sublim.
Det kan være risikabelt at bringe børn og dyr på scenen, men også dét lykkes. Den i stykket helt centrale 6-årige pige Clara (som spilles af Taya Tower) gør det godt og indlevende – i hvad der må have været en svær rolle at sætte hende ind i.
For at få opmærksomhed anklager Clara sin lærer Lucas for at have blottet sig for hende, inspireret af noget drengesnak.
Også scenerne med den eneste ven, Lucas efterhånden har tilbage, da det ser sortest ud, hans hund, før også den bliver skudt af de lokale, er vellykkede. Den klarer både bulder og brag og en helt igennem trykkende lydside, der ellers nok ville have fået de fleste dyr til at flygte med halen mellem benene.
Det er ikke første gang, Almeida Theatre har succes med at opsætte danske film til nutidigt teater. De gjorde det allerede i 2004 med Festen i hænderne af National Theaters nuværende kunstneriske leder Rufus Norris og dramatikeren David Eldridge.
Bliv endelig ved, fristes man til at konkludere.
