Truppen Peeping Tom er igen juvelen på Waves Festivalen med en forestilling om menneskets allermørkeste afkroge.

Den banebrydende belgiske teaterkompagni Peeping Tom har siden år 2000 med skiftende besætning budt på banebrydende scenekunst, der blander genrer og søger ud i de allermørkeste afkroge af det menneskelige følelsesregister.

Teaterfestivalen Waves i Vordingborg, som løber frem til lørdag har igen i år inviteret Peeping Tom til byen som en af juvelerne på årets festival med to opførelser af kompagniets seneste meget mørke kreation Kind (Barn).  

Kind er den tredje og sidste forestilling i en næsten ordløs trilogi, der begyndte i 2014 med Vader (Far) og Moeder (Mor) i 2016. Begge de to tidligere forestillinger har været tilløbsstykker på Waves Festivalen i Vordingborg i henholdsvis 2015 og 2017.

Kind af Peeping Tom. © Oleg Degtiarov

Kind, som uden sammenligning er den mørkeste og mest dystre af de tre kreationer, har ingen lineær fortælling, men er snarere en samling sansebombardementer og stemninger, der bevæger sig frit i grænselandet mellem moderne dans, mime, opera, og teater. 

Forestillingens scenografi med en truende stejl klippevæg og en øde nåleskov er som hentet ud af en David Lynch film. Man føler sig hensat til Twin Peaks, blot endnu mørkere, endnu mere mystisk og uhyggelig. Peeping Tom er ikke kendt som hyggespredere, og gør heller ingen forsøg herpå i Kind. Det er ikke for ingenting, at der er sat aldersbegrænsning på 16 år på forestillingen.

Lydsiden af den fem kvarter lange tour-de-force er voldsom, uhyggelig og truende fra begyndelsen, og man bliver vidne til alt fra nakkeskud, og en barnedukke, der smadres med en økse, til uophørligt faldende klippestykker og faderkomplekser udskreget i lige dele skrig og opera-sekvenser. 

Kind af Peeping Tom. © Oleg Degtiarov

Forestillingen åbnes af den 50-årige mezzosopran Eurudike De Beul, der forklædt som en ondøjet og charmeløs ung pige med rottehaler i en alt for kort nederdel kommer cyklende ind gennem landskabet på en alt for lille blå pigecykel. Hun er en gennemgående figur, og hendes faderkomplekser synes søgt forløst mod slutningen i en i øvrigt ganske stærk scene, hvor talrige kloner af samme blege udtryksløse mand dukker op fra alle verdenshjørner af skovbrynet.

Andre temaer, der fornemmes undervejs er hukommelse, angst, skyld, erindring og den tragiske søgen efter at skabe meningsfulde forbindelser, også i forhold til traumer og svigt i barndommen. De seks spillere og tre lokale statister er på hårdt – til tider akrobatisk – arbejde for at krænge sig selv ud. Og det lykkes ofte endog ganske godt.

Forestillingen låner talrige virkemidler fra filmens verden. Og dens stemningsunivers bevæger sig et sted mellem Ondskabens Hotel (The Shining) og Annabelle-horror-filmene, skabt af John R. Leonetti og Gary Dauberman tilbage i 2014. Hvem husker ikke den hvidblege Annabelle-dukke, der bløder fra øjnene? Man har en fornemmelse af, at hun er gemt et sted i landskabet på scenen.

Kind af Peeping Tom. © Oleg Degtiarov

Der er således klare og utilslørede referencer til flere filmiske virkemidler og karakterer. Tænk eksempelvis ”The Log Lady”. Sidder hun ikke dér på scenen i Vordingborg og holder barneliget ved sit bryst?

Forestillingen magter til fulde at skabe følelser af ubehag, væmmelse og forbløffelse – men rører og forfører kun undtagelsesvis i en grad, så man glemmer tid og sted og bliver trukket ind i universet. 

Stærkest er scenerne, hvor den i øvrigt fremragende og anerkendte operasangerinde Eurudike De Beul får lov at slippe sin mageløse stemme fri.

Uomtvisteligt er det, at Peeping Tom når længere og længere ud i sin søgen efter at lege og manipulere med menneskelige følelser i et overvældende abstrakt kunstværk af lyde, sanseindtryk og akrobatiske bevægelser.

Peeping Tom, 'Kind' kan efter Waves i Vordingborg opleves på turné. Se spillestederne her