Forestillingens instruktør har læst på lektien og lært af sine forgængere; hans notesbog med dramaturgiske greb må være tyk som biblen, og han bringer dem godt og klogt i spil gennem Fanny og Alexander – lyder det blandt de mange rosende ord fra ISCENEs anmelder.
“Velkommen til”, lyset falder på Gustav Dyekjær Giese, et nyt ansigt på Aalborg Teater, der står nede hos os i salen, tæt på. Fra første replik er der hul igennem til en optrædende, den fjerde væg brydes, og skuespilleren interagerer med os i salen, så der etableres flere fiktionslag; en henvendelse fra en fiktiv karakter, én uden for fortællingen (eller hvad?) tager ordet og placerer sig i et interessant mellemfelt for både at give os et generelt foredrag om teatrets præmisser og potentiale, og for pædagogisk at præsentere os for forestillingen og det store persongalleri; en kærkommen håndsrækning til publikum, det er jo svenske Ingmar Bergmans krøllede hjerne, der står bag, og en god anledning til at få hilst pænt på den store familie, sådan føles det: “Familien Ekdahl er en teaterfamilie”, der bor under samme tag, etage på etage, i en mindre svensk by i begyndelsen af 1900-tallet, og at leve med teater er at leve med masker, løgne, fri fantasi, leg, erotik og druk.
Forestillingens instruktør, islandske Eigill Pálsson, har læst på lektien og lært af sine forgængere; hans notesbog over dramaturgiske greb må være tyk som biblen, og han bringer dem godt og klogt i spil gennem forestillingen, fx kan alle skuespillere træde til som fortællere og referere en handlingsgang, der ellers ville kræve meget påstyr (de kan fortælle, at hænderne ryster, at øjnene er rødsprængte, at regnen falder) og i nogen tilfælde også nærbilleder. Et andet greb er, at slutningen foregribes i begyndelsen, der er “nogen, der dør, bliver brændt”, og måske er det noget, som Pálsson gør for at give sig selv en udfordring: Hvordan fængsle et publikum, der kender slutningen og hurtigt gætter, hvem ofret bliver, eller måske kender til forlægget, tv-serien, der er blevet kaldt en svensk pendant til Matador? Indenfor narrativ teori findes der en teori om, at vi læser for at opklare fortællingens mysterier, “reading for the plot”, siger man, men her er der mere på spil; de største mysterier er ikke af plotmæssig, men eksistentiel karakter: Ønsker du at kende sandheden, eller foretrækker du at leve med løgnen? Er teatrets stukagtige eskapisme en løsning, eller vil virkeligheden så slå dobbelt så hårdt, når den først rammer? Gør teatrets liv én blasert? Fører det til utroskab og drukkenskab, tidlig sædafgang og tarmgas som i tilfældet med Gustav (Jacob Moth-Poulsen) og Carl (Markus Gad Johansen)?
Teatrets matriark, husets dronning og Fanny og Alexanders bedstemor, Helene (Annika Johannesen) er en smuk, dekadent dame, en sminket gallionsfigur på byens teater, som til sin egen store fortvivlelse ældes af tid og slid. Forfængeligt længes hun tilbage til sine ungdomsår, sit livs vår, og instruerer sin søn Oscar (Steffen Berenthz Eriksen) til at spille genfærdet i Hamlet mere affekteret: “Du må også føle noget”, “artikulere den kraft, hvert ord har”, belærer hun ham og demonstrerer det selv med rullende r’er. Udtrådt som hun er, forsøger hun at puste liv i ordene, at få dem til at betyde noget, give dem lidt swung, men ender med kun at blotte sig.
Fader Biskop og Fader Oskar
Gennem stykket er der mange gode kneb, fx indføjes elegant små metakommentarer som “lav ikke en scene”, når det netop er, hvad de gør, efter lang tids planlægning; alt er iscenesættelse, også når det skal virke, som om afbrydelsen af en tale til julemiddagen ikke er planlagt. Et andet godt greb er arbejdet med flashback og fler-tidighed; i en dialog siges der, at én må begære skilsmisse, hvorefter der ‘klippes’ til scenen, hvor hun gør det, live på scenen, og så tilbage igen, hvor svaret bliver noget i retning af “det har jeg gjort, det blev et nej”. Et smooth fortællegreb. Og så har jeg slet ikke nævnt det kæmpe maleri af engle, herunder faldne, der udgør bagtæppet; scenografien, der skifter ham, lader én scene glide over i en anden omkring en seng, der roterer; musikken, der stemningsfuldt understøtter handlingen med kirkekor, mystisk strengespil, Chopin-piano, ‘væltende toner’, tunge slag etc. Og skuespillerne, der, når de ikke spiller, anonymiseret som silhuetter løber med rundt, når andre gør, kigger, når andre gør, eller vender ryggen til, når nogen græder, for, gætter jeg på, hhv. at forstærke følelsen af vildskab, udstillelse og ensomhed.
Mest magiske er Fanny og Alexander, et par ansigtsløse dukker klædt i matrostøj, styret af Bolette Nørregaard Bang og Gustav Dyekjær Giese, der også lægger ansigt, og nogle gange krop, til dem. Børneskuespillere ville ikke kunne udfylde rollerne, det er rigtigt set; Alexander er et introvert barn med et tungt hoved og et blik liggende lige under brynene. Giese er en ny stjerne på teaterhimlen. Så megen mimik og en perfekt stemt barnlig tone, kroppen synes ude af proportioner som børns, han lader armene hænge og fødderne dreje indad. Undervejs siger Alexander grimme ord, “tisse, pik”, alt det han ikke må sige, for at gøre oprør mod sin nye stedfars, Biskoppen (Martin Ringsmose), strenge voldsregime, “Sandhedens stemme”. Sin egen far så eventyr og fortællinger i alting; stolen på værelset fik for øjnene af børnene en oldgammel historie af mystisk oprindelse, oprindeligt var den en gave fra en kejser til kejserinden. Omvendt er Biskoppen en kedelig fyr og taburetterne i hans hjem uden pude. Det er de to faderfigurer, de to veje i livet: Eventyret og løgnen, “et vidunderligt selvbedrag”, og religionen og askesen, “det hele er kunstigt”, hvilket er en konflikt, der bor i børnenes mor, der jo går fra Oskar til Biskoppen: Leg eller alvor, hed forførelse eller kold kalkule?
Gennem stykket udvikler tingene sig, og Oscar spøger som genfærd i en slags gentagelse af Hamlet. Hjerteskærende er det, når han griner ironisk over Biskoppens rablerier. Så dum han er. Men der findes også gode biroller, fx Ismael (Ena Spottag), som det er synd for, fordi han ikke kan lide andre mennesker. Et orakel og en mystiker af en slags, en séer, som er spærret inde. Mere siger jeg ikke. Se den!
