I Eva Meyer-Kellers performancerum får børn lov at lege med elementerne, når de rekonstruerer katastrofer med objekter og materialer fra hverdagslivet. Det er nemlig vigtigt, at børn får afløb for de voldelige billeder, de ser i medierne, mener kunstneren, der selv har lært meget af arbejdet med børn.
At der er visse forskelle på børn og voksne, vil de fleste nok anerkende. Som for eksempel den at voksne er større og stærkere, og at de har mere livserfaring. Men voksne kan nu alligevel lære en hel del om nyere forskning af børn, mener Otis på 12 år – for børn kan sagtens have mere viden end voksne.
Den selvsikre kommentar faldt i forbindelse med Live Arts onlineseminar ”Collaborating with Kids”, hvis fjerde afsnit får premiere på Youtube 4. oktober. Otis har sammen med en gruppe andre børn deltaget i performancekunstneren Eva Meyer-Kellers ”Sounds like Catastrophes”, hvor han og hans aldersfæller skulle rekonstruere katastrofer.
Ved at eksperimentere med lyd og materialer og genstande fra hverdagen lavede de deres egne modeller af naturkatastrofer, terrorangreb, industrielle katastrofer, flystyrt og sågar uheld, der opstår under madlavning. Der er nemlig ingen grund til at afskære børn fra at prøve kræfter med livets mere alvorlige aspekter, mener kunstneren, der er bosat i Berlin men udfolder sin praksis i flere forskellige lande.
Død over kirsebærrene
Eva Meyer-Keller har studeret dans, performance og visuel kunst og har en lang række af performances bag sig. Et af hendes særkender er brugen af hverdagsobjekter i performativ kontekst – det være sig fra hjemmet eller supermarkedet. Interessen for det, hun kalder ”rummene indimellem”, driver hende, forklarer Meyer-Keller –alt det, der er åbent for ny fortolkning og hvis betydning og repræsentation ikke ligger fast.
”Sounds like Catastrophes”, som er en serie af performances, der blev igangsat i samarbejde med kollegaen Sibylle Müller i 2006, er det første projekt, hvor Meyer-Keller inviterede børn til at deltage. Müller havde allerede erfaring med at arbejde kreativt med børn, og Meyer-Keller mærkede, at hun kunne lære noget – også af børnene selv. Hun havde i tidligere projekter gjort brug af kemibøger for børn i sin research. Blandt andet til performancen ”Death is certain”, som gik ud på at iscenesætte mord på en flok forsvarsløse kirsebær, der brutalt blev hængt og druknet ved at blive smidt ned i et glas vand med en sten bundet om stilken.
”Det er lidt af en besættelse for mig at forsøge at rekonstruere ting, der forekommer uhåndgribelige”, medgiver kunstneren, som også har ageret videnskabskvinde i performancen ”Good hands”, hvor hun anvendte husholdningsmaterialer til at lave trylletricks og skabe kemiske reaktioner. I 2006 var hun dog klar til nye udfordringer, og det faldt derfor naturligt for hende at vende sig mod ”eksperterne i denne form for leg” – børn.
Børn bearbejder voldsomme billeder
”Sounds like Catastrophes” er en forestillingsrække med børn, men for voksne og er bygget op gennem workshops. Med en bunke materiale fra deres hverdag og en stor mængde lydgeneratorer skaber børnene lyd af tordenvejr, ildebrande og jordskælv, som senere bliver performet live på scenen med en baggrund af tekster indtalt af børnene selv. Særligt disse interviews med de unge deltagere er noget, Meyer-Keller har lært meget af, fortæller hun.
Da børnene skulle foreslå idéer til katastrofer, der kunne rekonstrueres, kom en pige på en idé, Meyer-Keller ikke havde set komme. ”Det øjeblik, hvor du bliver diagnosticeret med uhelbredelig sygom”, var overskriften, som endte med at blive en del af performancen. At give børnene frit spil på idéudviklingsplanet giver voksne mulighed for at få et indblik i deres tanker, siger performancekunstneren. Også selvom nogle voksne bliver stødt, når børn beskæftiger sig med voldsomme begivenheder som katastrofer.
”Det er udfordrende at lave en performance med børn for voksne, for teatrene er ikke vant til denne tilgang. I min performance “Death is certain”, som ikke var for børn og blev vist på en festival i Wien, blev folk provokerede af, at den handlede om vold. Børnene selv havde ikke noget problem med performancen, men det havde lærerne og pædagogerne – eller unge voksne, der ikke selv havde børn”, fortæller Meyer-Keller. Hun mener tværtimod, at det er godt for børn at få bearbejdet alle de voldsomme billeder, de ser i TV, computerspil og på internettet.
“Vores samfund prøver ofte at holde børn langt væk fra al form for smerte og katastrofer, men samtidig er de eksponeret for det hele tiden gennem medier. Det resulterer i, at de sjældent får den nødvendige tid og rum til at fordøje det, de ser”, siger kunstneren.
Forskellen er ikke enorm
Så hvad har kunstneren erfaret om forskellen på børn og voksne, når det kommer til at planlægge og udføre det langstrakte stykke arbejde, en performance ofte er?
“Vi er alle mennesker med en vis mængde af erfaring, men børn er meget mere udsat for autoriteter og folk, der fortæller dem, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på, end voksne er. Visse af disse strukturer gør mig vred, for der er risiko for, at vi undervurderer børn”, siger Meyer-Keller. Hun mener dog, at nogle opgaver i et forestilingsprojekt bør overlades til de voksne.
Den overordnede idé og ramme for ”Sounds like Catastrophes” kom således fra hende og Sybille Müller, men inden for den var børnene frie til at gøre, hvad de ville. Noget af det, der overraskede Meyer-Keller, var at de var temmelig kritiske over for præmisserne for performancen. Da de for eksempel arbejdede med rekonstruktion af ”madkatastrofer”, stillede de sig skeptiske over for det madspild, det indebar – ”man må ikke lege med maden”, mente de.
“Men så forklarede jeg dem, at teatret er kunst og foregår i en ekstraordinær kontekst. Det er som et forstørrelsesglas – eller en ramme – hvor man kan ændre på parametrene og reglerne og også eksperimentere med at kritisere visse ting, som for eksempel madspild”, siger Meyer-Keller.
Naturligt kom det allestedsnærværende spørgsmål om klimakatastrofer også op at vende under arbejdet med performancen. I interviewene med børnene talte Meyer-Keller og Müller om deres fremtid og den arv, de får videregivet af de voksne. Som 12-årige Kaisa, der medvirkede i ”Sounds like Catastrophes”, formulerer det: ”Voksne kan stemme, og politikerne hører mere på dem end børn. Måske er det derfor, Fridays for Future ikke har bragt så meget med sig endnu”.
Den selvsikre Otis interesserede sig nu mere for videnskaben i projektet end for klimaaspekterne. Og selvom det måske hører til undtagelserne, at børn opdaterer voksne på den nyeste forskning, var Meyer-Kellers tilgang til projektet, at hun kunne lære noget af børnene fremfor selv at spille rollen som lærerester. Hendes erfaring har været, at børnene har meget at bidrage med, hvis bare de får lov.
“Børn har en fantastisk fantasi. De har deres helt eget perspektiv samtidig med, at de i høj grad forstår, at det er en performance, de medvirker i. Det synes jeg, er vigtigt – at de ved, at de er i kontrol og har magt og ikke bare bliver brugt som dukker. I vores katastroferum kunne de lege med og grine af katastrofer, hvilket normalt er forbudt. Og de er helt med på, at de ikke skal gøre det samme derhjemme. Børn er ikke dumme”.
Artiklen er udgivet i et samarbejde med Live Art Danmark
