I Den hellige nat fortæller teatret Gruppe 38 historier med små lysende figurer i kulsort mørke. Det er en på samme tid poetisk og skævt tænkt teateroplevelse for både små og store.
Publikum er placeret på lange bænke langs tre af de fire sider rundt om et rektangulært og kulsort mørke, der er så gennemtrængende, at det ved første øjekast er umuligt at vurdere, om det består af et sort tæppe umiddelbart under os, eller om det er et bundløst, sort hul.
For at komme til pladserne er vi gået op ad en trappe. Så vi ved, at vi sidder højt. Men lokalet er kun sparsomt oplyst af en enkelt lyskæde foran bænkene. Vi kan ikke se andet end de små lysprikker, omridsene af de øvrige publikummer og Bodil Alling, der småsnakkede sidder og syr på sin placering på rektanglets sidste side.
Hun sidder på højde med publikum, men modsat vores bænke er hun placeret midt på en luftig, hvid sky, der går i et med hendes hvide tøj og matcher hendes kridhvide hår. Hun er i sit helt rette element, som hun sidder der som en Guds engel og ser på os fra skyen. Hun tager ordet, stilheden sænker sig blandt publikum, og fortællingen af en af vor kulturs mest kendte historier tager sin begyndelse. Men i en noget anden form end den, vi er vant til at høre i kirken til jul.
Juleevangeliet i fineste indpakning
»Frygt ikke, for jeg forkynder jer en stor glæde,« siger Bodil Alling og kigger frygtløst ned i det sorte dyb foran hende. Hun løfter en lille lysende Maria-skikkelse op i sine hænder og lader hende glide ud i mørket.
Og derved igangsættes en virkelig forunderlig fortælling med lysende små objekter, der danser og bevæger sig rundt i mørket foran publikums øjne. De lyser alle klart nok til at få tydelige detaljer og form, men ikke så stærkt, at de oplyser mørket omkring dem. Illusionen om det totale mørke og de svævende figurer bevares.
Lynhurtigt gennemgås stort set hele evolutionshistorien på ordløs vis fra en flyvende meteor og en brølende dinosaur, over svømmende fisk til eksplosionen af teknisk formåen med rumraketter og en flyvende Superman. Og så vender historien sig igen mod startpunktet: Juleevangeliet og historien om folketællingen, den morderiske kejser Herodes, den gravide Maria, de tre vise mænd og ikke mindst den stærkt lysende stjerne, der ledte dem gennem mørket.
Sansemættet totaloplevelse
Den hellige nat er en nyopsætning af det, teatret selv kalder en Gruppe 38-klassiker, skabt i samarbejde mellem alle de medvirkende.
Instruktør Catherine Poher, der også var medskabende på den oprindelige opsætning i 1996, trækker på alle sine visuelle evner i iscenesættelsen. Og det skaber en smuk og helstøbt oplevelse for publikum, at lyset, scenografien og koreografien er så fint afstemt. I samspillet med Bodil Allings varme og finurlige fortællestil er publikum – store som små – uundgåeligt tryllebundne fra start til slut.
På den trange plads bag Bodil Allings hvide sky er placeret et lille orgel. Herfra skaber komponisten Søren Søndberg forestillingen igennem et stemningsfuldt musikalsk underlag til fortællingen. Fra enkelte toner til velkendte elementer fra julesalmer som Julen har bragt.
Og da Kejser Herodes pludselig serverer små julekagemænd for publikum, og den krydrede duft af julebag breder sig i salen, kan selv den værste Scrooge ikke undgå at mærke en varm glæde indeni. Det er en helt særegen julestemning, de skaber på Gruppe 38.
»I nat, der rører himlen ved jorden,« siger Bodil Alling mod slut. Og det var faktisk også det, vi oplever fra publikumsbænken. De mange små lysende figurer i mørket er forunderlige, smukke, poetiske og i flere tilfælde ret morsomme, hvilket skaber en fin kontrast til det højtidelige i fortællingens grundform. Den hellige nat er den type teateroplevelse, som man ville ønske, at alle kunne opleve.
LÆS OGSÅ: En teaterbygnings betydning – Om det nye teaterhus til Gruppe 38
