Demo eller ej? Det er spørgsmålet hos den lille franske familie, som Teater Mungo Park belyser De Gule Vestes oprør igennem. Det bliver både til demo og ej, men også til gode skuespillerpræstationer og måske lidt mere forståelse for globaliseringens tabere.
Hovedløs kan man være på flere måder. Man kan fx handle med hovedet under armen, som en del franske politikere mener, at demonstranterne i de gule veste gør. Eller man kan helt konkret få hovedet hugget af, som Marie Antoinette fik i guillotinen som den sidste franske dronning i 1793 under den franske revolution, hvor folket tog magten. Det er netop hende og hendes fjogede kammertjener, vi møder først i Mungo Parks forestilling om det, teatrets nye direktør Anna Malzer kalder ”en voldsom reaktion fra globaliseringens tabere, som vi som omverden skal tage dybt alvorligt”.
Malzer har gjort en moderne form for doku-dramatik til sit varemærke, og lykkes ganske godt med at implementere på formen på det efterhånden gamle ensembleteater i Allerød. Måske fordi iscenesættelsen bygger videre på ensemblets karakteristiske sorte humor og sans for kroppens talesprog. DE HOVEDLØSE adresserer et både tragisk og alvorligt emne, men holder latterkurven høj og energien ligeså, om end den måske fader en smule mod enden, hvor for mange sløjfer skal bindes … og så måske alligevel ikke.
Det kunstneriske hold bag De hovedløse har fulgt De Gule Veste over et år, og har transformeret den vrede og afmagt, de har mødt i menneskene i vestene til et koncentrat, hvor konflikterne gennemlyses af familie, der bevæger sig fra godmodigt, gensidigt drilleri til engagement i oprøret mod systemet og blodig alvor. Det hele rammesat af Marie Antoinette, der oplever forestillingen som en adspredelse i sin kedsommelige regenttilværelse. Vi står med andre ord ”i nutiden og er en parodi på fortiden, fordi vi frygter fremtiden”, som det formuleres i forestillingen, der ret håndfast bruger fortiden til at fortælle os, at magthavere sjældent er beredt på fremtiden. Magten var arrogant ved solkongens hof, og magten er arrogant hos globaliseringens vindere.
De hovedløse er nu ikke en moraliserende forestilling og der tages ikke entydigt parti for oprørerne, men vinklen er i høj grad deres. Den lille familie består af far Bernard, hvis angstneuroser Henrik Prip giver rørende, aldrende krop. Han ligefrem sitrer af mangel på håb og kærlighed. Jonas Munck Hansen er ældste søn, politimanden Phillipe, der må kæmpe mod både demonstranter, egen familie og sine indre dæmoner. Han er god som fortvivlet kyniker. Marie Rømer Brolin-Tani er datter Manon, der pludselig hvirvles rundt som mediedarling, kandidat til EU-parlamentet og talsperson for vestene.
Oprøret æder som bekendt sine egne, og hun formidler skiftet fra den hurtige optur til det dybe fald med sit helt utroligt talende kropssprog. Kasper Dalsgaard brillerer som den yngste, voldslatente bror Marcel. Han er som et billede på oprørets spændte bue, intens forudsigelig og uforudsigelig på samme gang, væltende ind og ud af scenens fjerde væg, charmerende, aggressiv, spillende på vores nedladende medlidenhed. Fornem præstation i et også samlet stærkt ensemblespil.
Højt tempo, skarpe karakterer, fremragende lydside og en fin balance mellem teater og ”virkelighed”. Det gælder spillestilen, men jo især også dramatiseringen af researchen, der med konkrete eksempler om prisen på shampoo – det er dyrt at være fattig – og antallet af selvmord blandt politifolk trækker konflikten tættere på os. ”Hvorfor skal jeg betale for de riges miljøkamp?”, spørger Manon med god ret. Hendes budget vælter, hvis benzinpriserne stiger. Det er vi nok nogle globaliseringsvindere, der ikke helt har forstået endnu, og Malzer fortjener ros for at bringe nogle af de stemmer, vi så sjældent hører, på scenen. Det bliver hun forhåbentlig ved med og det bliver interessant at følge, hvordan teatret vil videreudvikle formen.
Interview med forestillingens dramatiker Nanna Tüchsen og Anna Malzer
