Hvordan griber teatre deres relation til publikum an, når de ikke kan invitere dem ind i salen? Og kan de lære noget af at måtte genopfinde sig selv under krisen? ISCENE stiller skarpt på tre kunstneriske “coronaformater” og teatrets digitale rækkevidde i en tid, hvor publikumsudvikling har fået ny aktualitet.

“Jeg gad godt sige et eller andet mega klogt om corona, ik? Altså covid, der, 19… et eller andet mega filosofisk, samfundsrelevant-agtigt noget….”

Skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen ser ind i kameraet på sin computer med et halvt trodsigt, halvt skyldbetynget blik. Hun taler videre: ”Det gode ved det her er, at vi finder ud af, hvad der virkelig er vigtigt. Sammenholdet. Det menneskelige. Ikke mere tøj, ikke flere ting og sager fra søstrene Grene. Nix. Nu er det de dybe relationer…. trust me, we are going deeper now”. Stemmen er tyk af den bitre ironi, man kender fra forfatter Christina Hagens tekster. Karakteren, som Teater Republiques ensembleskuespiller gestalter, hører ikke til blandt dem, der vil lære noget af coronakrisen.

Utvivlsomt sidder der mange danskere hjemme i deres stuer og har det på samme måde. Mennesker, som vil slippe et genkendende fnis eller to under den første af Republiques nye “Coronamonologer”. Eller også har de det helt anderledes. Måske er de bange. Måske har de fundet en ny, indre ro midt i al stilheden. Eller måske er de frustrerede og ved ikke, hvad de skal tro og tænke. Uanset hvad, har mange sandsynligvis det til fælles, at de hungrer efter at se deres følelser spejlet og reflekteret der, hvor man plejer at kunne gøre det – i teatret.

“Vi har et kæmpe savn efter at tale med nogen i denne her tid. Som teater må man hurtigst muligt tænke over, hvad man gør i en situation som denne, og vi har en stor lyst til at være levende i publikums bevidsthed med noget nyt under corona-tiden”, lyder det fra Republiques direktør Emmet Feigenberg, som sammen med chefdramaturg Rikke Hedeager og kulturjournalist Klaus Rothstein fik idéen til “Corona-monologerne”. Over de næste uger udkommer 10-12 monologer skrevet af en række danske, skønlitterære forfattere og fortolket af skuespillere i deres hjem med Smartphone eller computer.

150 instagramfølgere på en aften

Med aflyste forestillinger og både økonomisk og kunstnerisk lavvande, må teatrene i denne tid da også hive hittepåsomheden op af lommen, hvis de skal gøre sig håb om at opretholde kontakt til deres publikum. Republique er et af de scenekunsthuse, der har været hurtigst til at vende en kulturel gold situation til en mulighed for at afprøve nye formater med støtte fra to fonde samt skuespiller- og dramatikerforbundet. Men selvom Corona-epidemien byder os at holde afstand til hinanden, er undtagelsestilstanden også er et dramatisk stof, det som teater er ærgerligt at gå glip af, medgiver Emmet Feigenberg.  

“Hvis der er noget, kunsten – og især scenekunsten – kan, så er det at være et spejl for folks tanker. Et sted, hvor man kan møde sig selv og sin ængstelse og visioner om det, der sker. På den måde har vi skabt en kontakt, som er så levende, som den overhovedet kan blive i denne situation. Vi kan føle os i fællesskab gennem vores devices”, siger han til ISCENE om Republiques kunstneriske svar på Corona-krisen.

Adskillige scenekunsthuse rækker i disse dage ud til publikum med streamede forestillinger og andre digitale tiltag, som for eksempel “chat med skuespillere” på Aarhus Teater. Også Mungo Parks “Karantæne-talks” er et af de “coronatiltag”, som har vundet interesse: En live-diskussion om “pop og politik” med udgangspunkt i to af teatrets repetoire-forestillinger. I samtalerne, som kan ses live på instagram, mødes kulturpersonligheder til diskussioner om “det ulige samfund – i lyset af corona”. Den første version kunne ses onsdag, hvor journalist Tine Byrckel og medlem af den franske protestbevægelse De Gule Veste Zoe L’Heureux var gæster hos Mungo Parks direktør Anna Malzer.

Ideen med karantæne-talksene er at udvidde og uddybe oplevelsen af teatrets forestillinger og udfolde dem tematisk, fortæller Anna Malzer, da ISCENE taler med hende i telefonen. Om man har set forestillingen eller ej, er ikke afgørende, og derfor lod formatet sig nemt konvertere til en digital udgave, hvor folk ser med på deres telefoner. Oprindeligt skulle samtalerne nemlig have foregået på Mungo Park og var altså allerede på tegnebrættet, før corona-epidemien brød ud.

Hvad er fordelene ved at transformere sit analoge indhold til digitale platforme?

“Det er uden tvivl, at man kan nå nye publikummer. Under normale omstændigheder var der sandsynligvis kun kommet et par ekstra mennesker for at se talken i forbindelse med en forestilling. Fordi det nu er på instagram, kunne vi under den første talk se, at der svingede en masse forbi og blev hængende, til den var forbi. Efterfølgende havde vi fået 150 nye instagramfølgere, så man kan sige, at vi hat publikumsudviklet som et slags biprodukt”, siger Anna Malzer.

Teater til tiden

I en tid, hvor publikumsudvikling og nye, digitale platformer ofte nævnes i samme sætning, kunne man netop fristes til at mene, at coronakrisen er en gylden mulighed for teatrene for at afprøve nye formidlingsformer. Men selvom blandt andre Republique og Mungo Park lige nu tilbyder formater, som tager udgangspunkt i krisesituationen, tyder noget på, at den digitale formidling stadig er noget, scenekunstbranchen skal vænne sig til.

“Det hele er meget håndholdt, og det er tydeligt, at der ikke har været scenograf eller instruktør ind over. Det er bare rå, umiddelbar formidling af et stof, som på forskellige måder reflekterer den krisetid, vi står i”, siger Emmet Feigenberg om Republiques coronamonologer.

Også Anna Malzer medgiver, at hun og hendes kolleger under Mungo Parks første karantæne-talk ikke havde 100 % styr på de tekniske udfordringer, der følger med at sende live på et medie som  Instagram.

“Æstetisk var det helt ude at skide, og 20 % af talken bestod af tekniske uheld”, siger hun med et grin – “på den måde er Instagram jo et ubarmhjertigt medie  – hvis folk ikke kan lide det eller keder sig, skrider de, og det kan man iagttage live”.

Ulemperne ved digital formidling er noget, man skal have bedre styr på i fremtiden, erkender Anna Malzer. På den positive side har det, at talken blev sendt digitalt, gjort at Mungo Park pludselig havde råd til at invitere Zoe L’Heureux fra De Gule Veste, fordi der jo ikke skulle betales for transport og ophold. Også det forhold, at man som tilskuer kan stille spørgsmål skriftligt, mens diskussionen er igang, ser Mungo Park-direktøren som et potentielt publikumsudviklende aspekt.

“Der var for eksempel en bruger, som spurgte “Hvad er de gule veste?”. Det havde hun måske ikke turdet spørge om, hvis hun havde siddet i salen på teatret. Hun udtrykte interesse for at se forestillingen senere hen, og det siger os, at der også er nogle – måske nye – publikummer på den anden side af denne her krise”.

Emmet Feigenberg har også fået god respons på sit digitale coronaformat. Folk synes, det er sejt og befriende, at de ikke kun taler om, hvor svært de har det som teater, men også tilbyder noget kunstnerisk, fortæller han. Hvor mange mennesker, og hvem, der ser monologerne, er teatret endnu ikke klar over, men det er data, de håber at kunne opsamle og bygge videre på, når teatret engang åbner op igen. At man med “Coronamonologer” kan fange interessen fra folk, der ikke plejer at gå i teatret, er bestemt ikke udelukket, mener Emmet Feigenberg.  


“Formatet er nemt at dele og give videre, så det egner sig til at fange mange menneskers opmærksomhed. Jeg håber selvfølgelig, at det sker, men vi kan jo ikke styre, hvor det går hen”.

Afstand som produktivt dogme

Corona er kommet bag på os alle. Så er det overhoverdet rimeligt at forvente, at scenekunsten, der, ligesom store dele af samfundet, er ramt på pengepungen, skal levere kunsterisk indhold, der reflekterer krisen gennem nye, innovative formater?

“Kunstnere bliver både i undtagelsestilstanden og til hverdag forventet at rumme en afsindig agilitet. Vi skal stå klar til at udfordre publikums samtid og også optage denne samtid i os og forvandle den. Det er vores vilkår og vores drivkraft, og corona-krisen viser, at teatret vil sit publikum – selv når det ikke må”, mener forrige sæsons kunstneriske leder på Teater Momentum, Niels Erling, som er aktuel med radiodramet Til Eftertiden (Sammen hver for sig) med lydteatret AKT1. Her fabulerer 135 skuespillere – blandt andre Pilou Asbæk, Danica Curcic og Claes Bang – fra deres isolation over det at være menneske i en krisetid. Niels Erling havde på Teater Momentum allerede beskæftiget sig med temaet ”undergang”, og teksten til Til Eftertiden (Sammen hver for sig) lå således allerede klar, da Corona-epidemien gjorde den uhyggeligt aktuel

“Allersidste aften i forrige sæson på Teater Momentum lavede vi et ritual med publikum: Vi læste en ny tekst skrevet i et kollektiv mellem sæsonens dramatikere og mig selv. Den hed TIL EFTERTIDEN – og mens vi læste den, blev det første Corona-tilfælde fundet i Danmark. Næste morgen vågnede vi op, og så var det all over the news”, fortæller Niels Erling.

Da Danmark lukkede ned, var det som om alle de følelser, han havde beskæftiget sig med under overskriften “Undergang”, blev intensiveret, siger instruktøren. “De bankede på hele tiden, stærkere og stærkere. Og så tænkte jeg: Vi må sgu da gøre noget. Vi kan ikke lave teater, som vi plejer, men vi må sgu da kunne et eller andet”. Derfor besluttede han, sammen med AKT1, at udnytte sin ekspertise inden for lydteater og hørespil.

“Normalt optager vi live foran publikum og har prøver med hinanden, men vi måtte her finde en måde at få afstanden til at arbejde som et produktivt dogme for os, frem for kun at tænke i begrænsninger. Teksten til Til Eftertiden har en tydelig struktur. Alle sætninger begynder med Jeg vil bede dig om ikke at glemme… – den skaber altså et tydeligt fælles “jeg” og et “du” i en gentagende form. Jeg tænkte, at det var perfekt at lave et stort “kor” af et fælles “jeg”, som kunne tale direkte til du’et – altså lytteren”, forklarer Niels Erling.

Du er selv garvet i digital formidling af drama. Men hvordan oplever du, at corona-krisen er med til at udvikle scenekunstbranchen og dens møde med publikum?

“Jeg synes, at vi oplever en enormt stor generøsitet. Det er helt tydeligt, at teatret savner sit publikum, og at publikum savner teatret – og at alle har lyst til at mødes på en eller anden måde, trods at det ikke kan være fysisk sammen. Så alle gør, hvad de kan: Gratis forestillinger, nyskrevne monologer, debatter. Det er jo næsten svært at nå at se forestillinger, der pludselig kan findes gratis på nettet”, siger instruktøren.

AKT1, Republique og Mungo Park er eksempler på, hvordan kunsten blomstrer både på trods og med afsæt i krisen. Corona er spændende, dramatisk stof – det er ikke til at komme uden om. I årene, der kommer, vil mange historier have udgangspunkt i Corona, mener Emmet Feigenberg.

Teatrene synes i skrivende stund at være drevet af en kunstnerisk trang til at være til stede med og for danskerne i denne helt specielle tid. Publikumsudviklingen vil uden tvivl komme hen ad vejen. For vil scenekunsten være present i folks bevidsthed, må den – hvis ikke den allerede havde det – se at sætte fingeren på pulserende, nye formidlingsformer. Og selvom den tekniske know how måske skal finpudses og idéerne videreudvikles, er viljen der til overflåd.

“Måske vil vi se en stærkere tilstedeværelse på digitale platforme for teatret fremover. Måske får teatrene flere værktøjer til at nå publikum uden for salene. Men jeg synes egentlig, at corona-krisen primært har en afslørende funktion, når det gælder teatrets forhold til publikum: At vi har brug for hinanden, og at scenekunstnere står på spring, når muligheden for at møde publikum opstår”, siger Niels Erling.

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk, Danica Curcic og Claes Bang i nyt hørespil om at være menneske i en krisetid

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Publikumsudviklingsprojektet 
Applaus.

Skærtorsdag har onlineforestillingen Karantæne premiere på Det Kongelige Teaters Facebookside og på KGL Xtra – helt gratis. Læs nyheden her