Hvad er den unge pige værd i dag? spørger kunstnerduoen How to kill a dog med deres forestilling Lolita for altid. Instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg fortæller her, hvorfor der er brug for nye fortællinger om kvinde på såvel scenen som i samfundet.
Vi oplever, at hvis teaterinstitutionerne bliver ved med at fortælle de samme historier om gamle mænd og unge piger, skrevet af gamle mænd for 500 år siden, så reproducerer vi forældede idealer.
Flere undersøgelser peger på, at særligt unge piger i dag kæmper med psykiske problemer, og vi mener, at en del af problemet er, at vi i dag finder vores værdi i andre mennesker. Hver dag bliver vi målt og vejet – og helt konkret på de sociale medier kan vi sammenligne vores værdi med andres. Hvem har flest likes? Hvem har flest venner? Hvem kører det for, og hvorfor kører det ikke for mig? Hvad sker der, hvis jeg mister min værdi?
Lolita-figuren har ikke nogen værdi i sig selv, hun skabes af det blik, der ser på hende. Sådan er det i Nabokovs roman, og sådan er det med Lolita-dukken. Den er ikke Lolita, før manden gør hende til det. Med Lolita for altid ønsker vi at slippe fra denne objektivisering og genfortælle den unge piges historie som et subjekt.
En kompleks, mangefacetteret, ung pige, der bliver syg af kun at se sig selv med andres øjne. Hun vil både have opmærksomheden og slippe fri fra den, hun vil elskes både når hun er fantastisk, og når hun hader sig selv allermest. Vi håber, at vi – ved at stille os op og fortælle, hvad vi kæmper med – vil give andre kunne genkende sig selv, så det bliver nemmere at sige: Sådan har jeg det faktisk også, nu I siger det.
Der er plads til os alle sammen
Vi håber, at Lolita for altid kan være en fortælling, der starter en samtale. Til vores publikumsprøver har vi oplevet at vise scener, som vi selv synes var pinligt ærlige, men heldigvis har der altid været nogen bagefter, der sagde: Det er præcis sådan, jeg har det! Og så er det jo det hele værd.
Med Lolita for altid vender vi mikrofonen væk fra manden, hen på den unge pige og spørger hende: Hvordan har du det? Hvad kæmper du med i dag? I alle dramaserier, vi har set i vores opvækst, har vi set den unge pige blive maltrakteret og ødelagt af en mandlig skurk, som om det var hele Danmarks yndlingsbeskæftigelse at sidde med slikskålen fremme og se på lemlæstelser af unge piger. Det er jo absurd at forestille sig samme mængde ondskab i samme omfang gå ud over mænd og drenge!
Mikrofonen vender ikke kun mod How to kill a dog, vi giver den også videre til vores publikum, for vores mål er sammen med dem at skabe nye fortællinger, der peger ind i solidaritet og fællesskab og et sammenhold, hvor vi har hinandens ryg også de dage, vi ikke føler, vi har nogen værdi. Når vi ser os omkring, oplever vi virkelig et kunstnerisk miljø, der sprudler af fortælleglæde og energi, og hvor man støtter op om hinandens succeser, og holder hånden under hinanden. Det er ikke en kamp, nogen kan eller skal kæmpe alene. Vi skal ikke kæmpe om pladsen, vi skal bare udvide den! Der er plads til os alle sammen, ellers må vi rykke os lidt sammen.
Men det er ikke kun institutionernes ansvar. Det er alle magthaverne i branchens – og derfor også anmeldernes. Vi bliver nødt til at være opmærksomme på hvilke historier, vi fortæller vores publikum. Hvis vi vil have et nyskabende teaterliv i Danmark, må vi give plads til nye historier og til at vende de gamle på hovedet. Denne forestilling er både i sit indhold og sin form vores bud på at skabe en ny fortælling om en moderne, ung kvinde. Den er ærlig og kompleks, ligesom kvinder er det i dag. Ikke bare nogen, der venter på at blive reddet, men nogen, der hver dag kæmper med, hvordan det er at være i en verden, hvor dit køn, din krop og din alder afgør din valuta i samfundet.
Lolita for altid spiller på Revolver på Østerbro Teater frem til 21. november. Læs mere om forestillingen her
Læs mere om How To Kill A Dog her.
