Del

SNART DER er langt mere et videoværk end det er digital scenekunst, men som sådan er det både særdeles velkomponeret og nærmest meditativt at være tilskuer til.

Et samarbejde mellem to dansere, en komponist og en videograf har resulteret i en form for digital kunst, der ikke egentlig er scenekunst eller dans, men alligevel trækker på erfaringerne fra netop disse genrer. SNART DER er en alternativ måde at tænke digital dans, og resultatet – der kan betragtes i timevis, hvis man har lyst – er virkelig fint.

Afslappet uendelighed

Når man klikker start og sætter gang i afspilningen af første del af SNART DER, er lyden det første, der fanger én ind. En melodisk, ordløs sang, der består af lyde som uh, mm og ah, toner ud gennem højtalerne med blid musik som bagtæppe. Dette afslappende – næsten meditative – lydbillede, der er skabt af den norske komponist Anna Elise Sørdal Klungre, kører i en uendelig gentagelse, hvor ingen start eller slutning markeres.

snart der videoværk
Skærmbillede fra afspilningen af SNART DER

Netop uendeligheden er kendetegnende for første del af videoværket, der tilsyneladende aldrig slutter. På en lysegrå baggrund ses to videoer ved siden af hinanden. De starter samtidig med musikken, når der trykkes på startknappen. Og derefter er der ingen mulighed for at stoppe eller pause værket igen.

De to videoer viser først nærbilleder af bare fødder og panorerer derefter langsomt op over to kroppe iført hvert sit grå jakkesæt. Kameraet dvæler ved detaljerne. En hånd, der langsomt stryger op og ned ad en arm, fingre, der trommer mod en hofte, en hånd, der glider om bag nakken, en underlæbe, der næsten umærkelig bides i og et ansigt, der drejes en smule.

LÆS OGSÅ: #28solos28days – virtuel dansefestival på Instagram

Gentagelsen skaber nye helheder

Der er fokus på kroppen i videograf Jarl Anders Ruset Hjelles videoværk. Det er de små trækninger og de næsten umærkelige bevægelser, der stilles skarpt på. Det er mere essensen af dansen end selve de forventede dansetrin.

I første del af SNART DER mærkes dansernes fornemmelse for kroppen som en implicit nerve gennem hele værket. De to dansere på videoerne, Anna Ting Nissen Bech og Viljar Irtun Moe gør lige akkurat så lidt, at det er fascinerende. Der er ingen unødige bevægelser, som kræver energiudladninger. Energien virker intakt indeni danserne, hvilket gør gentagelsen intens.

snart der videoværk
Skærmbillede fra afspilningen af SNART DER

For gentagelsen og uendeligheden er væsentlig. De to videosekvenser afspilles igen og igen i en uafbrudt spole. Men eftersom de ikke er lige lange, løber den ene optagelse fra den anden. De skiftende konstellationer skaber konstant nye helhedsindtryk. Der går omkring 15 minutter, før de to videoer igen mødes og starter samtidig.

Så nej, SNART DER er måske ikke scenekunst, men det er så afgjort et godt (og særdeles afstressende) alternativ, når nu alle de fysiske scener er lukkede. Og gentagelsen spejler på mange måder den trivielle hverdag, vi alle befinder os i netop nu. Ovenstående omhandler kun den allerførste del af værket. Er du i stand til at finde vej, er der et helt univers af videosekvenser skjult, som du kan klikke dig videre igennem.

Læs mere her.

Ide og koncept: Anna Ting Nissen Bech og Viljar Irtun Moe. Koreografi og dans: Anna Ting Nissen Bech og Viljar Irtun Moe. Komponist og musiker: Anna Elise Sørdal Klungre med trommer af Erik de Presno. Video og redigering: Jarl Anders Ruset Hjelle. Tekst: Viljar Irtun Moe og Anna Ting Nissen Bech. Netdesign: Anna Ting Nissen Bech og Viljar Irtun Moe