Hvor god er du på en skala fra 0-20? Kan en orange trekant være ren ondskab? Har du nogensinde slået et menneske ihjel? I den digitale forestilling TM er det nogle af de eksistentielle og moralske spørgsmål, man som tilskuer skal svare på til en totalt fremmed.
Festivalen for digital first Live Performing Arts RE:LOCATIONS er i luften. Festivalen byder på flere 1:1-oplevelser, hvor man som publikum er alene bag sin egen skærm, men interagerer med en eller flere performere.
Interaktionen er oplevelsen i den belgiske teater-performancegruppe Ontroerend Goeds festivalbidrag TM Hvad der gemmer sig bag titlen, finder man ud af mod slutningen af den 35 minutter lange seance, der starter i akavet samvær i den digitale lobby, som allerede er ved at være standardingrediens i de digitale sceneoplevelser.
Now that I have your attention
Jeg ventede sammen med Emma fra UK og Inge fra Belgien. Først i venlig, smilende tavshed, senere med lidt rastløs samtale, da vi kunne konstatere, at ingen af os var de/den performer, vi ventede på. Men med ét forsvandt de to medtilskuere og en anden, intenst stirrende kvinde fyldte skærmen. Efter en tid, der føltes længere, end den var, brød hun tavsheden med et ”Now that I have your attention”, og så blev jeg introduceret til den verdensomspændende organisation T.M. Mennesker af alle slags, der alle havde set lyset – det havde jeg jo af gode grunde ikke endnu, så deres positive statements virkede jo mest som en blanding af en brandingfilm og en dokumentarfilm om en sekt.
Den sidste fornemmelse blev forstærket, da næste intenst stirrende person tonede frem og fastholdt øjenkontakten til det forløsende ”Now that I have your attention”. Derefter indledte den yngre mand en serie af spørgsmål, der sendte tankerne tilbage til dengang man ung og sprød blev antastet af Scientology-apostler på gaden og trods sin ungdommelige naivitet godt kunne gennemskue, at deres spørgeskemaer var svært tendentiøse.
Er nazister pure evil?
Tendentiøs var også spørgerækken hos TM, der på forskellig vis forsøgte at afdække mit forhold til ren ondskab – og andre humanistiske emner. Setuppet fungerede godt. Lidt afhængig af, hvad man har prøvet før, var det kun marginalt grænseoverskridende, og gik man med på præmissen og svarede ærligt – så ærligt som dagsformen jo trods alt kun kan blive – blev der i hvert fald hos mig skabt engagement i processen. Det er ikke hver dag, man bliver holdt op på egen etik og moralske spørgsmål, og det var svært ikke at lige have en aha-oplevelse a la ”mener jeg virkelig det?”
Det sagt, var sektelementet langt fremme indholdsmæssigt. Godt og ondt var implicit defineret i spørgsmålene. Nazister og CEOs for oliefirmaer er nogle værre nogen, muligvis overgået af generel materialisme, mens omsorg og sympati med de små, sultne og kolde er godt. Nazister kan jo både være Hitler og Heinz på 12 år, der blev sendt i slagmarken i marts ’45, men den slags nuancer var ikke rigtig tænkt ind i konceptet. Jeg tror kun, vi afveg kursen i samtalen med to korte digressioner ned i, om noget/nogen kan være gennemført onde/pure evil.
Jeg er det tydeligvis ikke – og det er jo altid rart at få bekræftet. Jeg skal ikke afsløre udgangen på seancen. Den var mig nok en anelse banal – men nogle gange skal man også høre det banale for at få perspektivet justeret. Det gør TM med enkle, meget velfungerende greb, så tøv ikke med at opsøge denne variant af digital scenekunst.
Se programmet for RE:LOCATIONS her.
Læs mere om Ontroerend Goed her.
