Del

Om få dage går Danmarks første festival specifikt skabt til det digitale scenekunstformat i luften. På RE:LOCATIONS kan man komme en tur til Malaysia med en personlig avatar, gå på jagt efter Skotlands hemmeligheder og blive hvirvlet ind i en moderne konspirationsteori.

Fælles for forestillingerne er den høje grad af interaktion og publikumsdeltagelse. ISCENEs journalist mødte – online naturligvis – kvinden bag festivalen, Karen Toftegaard, til en snak om digitalt vovemod og internationale tendenser på online-teaterscenen. 

Ny, bæredygtig teatergenre

NINA: RE:LOCATIONS er født ud af Corona-krisen og nedlukningen af det fysiske teaterrum. Men hvorfor mener du ellers, Danmark har brug for en festival for digital scenekunst?

KAREN: Der er to primære gunde. For det første kan jeg se potentiale og muligheder i særligt digital first – altså den form for digitalt teater, som foregår live, og hvor producenterne kunstnerisk forholder sig til, hvordan man får teatret til at leve på en digital scene. Vi står med en unik mulighed for at lære og tage erfaringer med os fra denne her periode, hvor vi har haft nogle benspænd på grund af pandemien – et momentum for at udvikle en ny og bæredygtig teatergenre. I forhold til internationalt turnéteater er det sidste aspekt særligt interessant, fordi man kan supplere den turnéform, vi kender, med det at udkomme digitalt. The Journey, som bliver vist på RE:LOCATIONS har for eksempel “turneret” i Toronto, Chicago, Hong Kong og Singapore, selvom hovedpersonen sidder derhjemme i sit studie i Skotland. Den anden grund til at lave en digital teaterfestival er, at der i scenekunstbranchen forekommer mig at være en skarp opdeling i, om man er til det digitale eller ej. Det kunne jeg godt tænke mig at nuancere, for der er mange, der har modstand på digital scenekunst og ser det som en nødløsning, når man ikke kan lave “rigtigt” teater. 

NINA: Hvorfor tror du, nogle mennesker har det sådan?

KAREN: Der er mange kunstnere, som er i faget for at lave klassisk teater. Det er det, de brænder for – ikke det digitale. Jeg vil gerne inspirere til, at man kan få øje på det digitale rums kunsnteriske muligheder. Derfor var det også vigtigt for mig, at forestillingerne på festivalen er af virkelig høj kvalitet. 

Digital first og publikumsrelation

NINA: Min oplevelse er, at det netop er de forestillinger, som fra starten er tænkt til et digitalt format, som også ofte er af bedst kvalitet…

KAREN: Helt klart. Når man laver digital first-teater, forholder man sig til, hvilken scene det kunstneriske udtryk skal være på, så enkelt er det.

NINA: På RE:LOCATIONS vises der tre forestillinger, som alle er skabt specifikt til online-rummet. Udover digital first – hvilke kvaliteter ledte I så efter i de performances, I har valgt til festivalen?

KAREN: I kurateringen af RE:LOCATIONS er vi gået efter interaktion med publikum – at publikum bliver aktiveret i forestillingerne. Så kan den digitale intimitet og nærværet opstå – det kan det nemlig ikke nødvendigvis, hvis der er en 4. væg mellem dig og det, der sker i forestillingen. Alle forestillingerne har et element af interaktion, og det er nogle meget intime performances. De skaber en publikumsrelation, og de vil deres publikum noget.

Re:locations avatar me fix&foxy
Avatar i Indien. Foto: AVATAR ME, Fix&foxy

45 minutter i en andens liv

NINA: At bryde den 4 væg er jo et gammelt greb. Men på en måde kan det måske næsten være lettere at gøre det i det digitale rum end i virkeligheden, fordi man har nogle andre værktøjer til rådighed – og på den måde skabe følelsen af intimitet og liveness, som jo er det element, nogle vil sige, at de mangler online. I forestillingen AVATAR ME , som spiller på festivalen, er det et specifikt mål at bryde den 4 væg og aktivere publikum.

KAREN: Ja – den kommer virkelig ind under huden på publikum på en særlig måde. Du logger som publikum ind, og så ser du en avatar, som er i enten Indien, Malaysia, Brasilien, Moldavien eller Sydafrika. Så overtager du den persons liv i 45 minutter. Kameraet bliver vendt, sådan at du ser verden fra personens perspektiv, og så begynder du at have en dialog med din avatar og indtage dens liv. Du kommer meget tæt på et andet menneskes liv, som befinder sig et helt andet sted i verden – og fordi det er Fix & Foxy, der står bag, er der selvfølgelig et element af overraskelse. 

NINA: Det lyder som om, alt kan ske…?

KAREN: Der er en klar dramaturgi, og formatet er veltilrettelagt. Men som publikum skal man også tage valg, der påvirker avaterens handlinger – lidt ligesom man kender det fra gaming. Men fordi det udspiller sig live ude i den virkelige verden, kan man jo ikke styre fuldstændig, hvad der sker – hverken publikum eller performerne.

RE:LOCATIONS stiller krav til publikum

NINA: Så man er bare to personer – altså sig selv og avataren?

KAREN: Ja. Så man skal selvfølgelig have mod på at gå ind i det rum uden andre publikummer at læne sig op ad. Jeg kan selv være lidt tilbageholdende med de her meget interaktive og immersive formater, fordi jeg egentlig er et meget privat menneske og kan være blufærdig. Men fordi det foregår på skærmen, tør jeg på en eller anden måde komme tættere på. Jeg føler mig tryg på en anden måde.

NINA: Det er jo ikke alle, som vælger at involvere sig, selvom de er inde og se “klassisk”, interaktivt teater, fordi det kan være for overvældende, når man står i situationen. Men måske kan det digitale format faktisk få flere til at gøre det.

KAREN: Jeg kan personligt mærke, at nogle af de forbehold, jeg selv kan have ved at medvirke i interaktiv scenekunst, forsvinder i det her format. Jeg føler mig mere tryg, fordi der er en skærm imellem mig og performerne. 

Skærmen som reelt kunstmedie

NINA: Nogles anke mod det digitale teater er jo netop, at man ikke kan genskabe den live-oplevelse, vi kender fra det analoge rum. Men kunne det tænkes, at der faktisk er nogle muligheder i det digitale for at inddrage publikum endnu mere, end man kan i traditionelt teater? 

KAREN: Det tror jeg bestemt.

NINA: Og samtidig er det digitales teaters udfordring også det, at publikum sidder bag en skærm og kan klikke sig ind på en anden hjemmeside så snart, de keder sig det mindste. Det er svært at af fange folks opmærksomhed i det digitale rum. Derfor er en del af vejen frem nok at involvere publikum i forestillingerne og måske fusionere det digitale teater med det analoge, sådan som man har eksperimenteret med på blandt andet Theater Augsburg i Tyskland. 

KAREN: Ja – og så er det vigtigt, at vi begynder at betragte skærmen som et medie, hvor man kan opleve kunst og ikke bare tapper ind for at blive underholdt. Jeg vil selv gerne have muligheden for den årvågne kunstoplevelse i form af digitalt teater. 

Re:locations avatar me fix&foxy
Avatar i Brasilien. Foto: AVATAR ME, Fix&foxy

Et format med stort potentiale

NINA: Hvilke tendenser synes du er de mest interessante inden for digital scenekunst – internationalt set?

KAREN: Jeg synes både, der er perspektiver i de store teatres velproducerede streaminger – blandt andet fordi det gør teater mere tilgængeligt for flere grupper – og også i fx scenekunstfilm. Dansefilmen har internationalt set udviklet sig kolossalt som genre de sidste 10 år. Flere internationale festivaler har dansefilm integreret i deres program, og det kan jeg også forestille mig, man kommer til at gøre med scenekunstfilm. Og så er jeg fascineret af digital first og live-elementet og interaktionen, som denne genre kan eksperimentere med. Det er noget af det, der rykker. 

NINA: Mit indtryk er, at det i høj grad er de uafhængige grupper og kompagnier, som har grebet mulighederne og laver digital first. Det er en tendens, man ser både i Danmark men også i store teaterbyer som London og Berlin.

KAREN: De uafhængige grupper har jo kunnet rykke på det digitale på en anden måde end institutionsteatrene, fordi de ikke har skullet omstille et stort, bureaukratisk system. De har måske også i højere grad en måde at gå til verden på, hvor de altid er nysgerrige og vil bibringe verden noget. Derfor er det også her, vi ser kunstnere forholde sig til den virkelighed, vi er i. Det er her, vi ser de fleste nybrud inden for det digitale. 

NINA: To af de tre kompagnier, der optræder på RE:LOCATIONS er fra udlandet. Det ville ikke have været muligt lige nu, hvis det ikke var for Internettet. Kommer vi til at se en større international, digital turnévirksomhed i fremtiden? 

KAREN: Det tror jeg. Det med, at man som kompagni kan have premiere i flere lande samtidig og nå ud til et kæmpe publikum, rummer virkelig nogle muligheder. Så kan man pludselig dele en teateroplevelse med nogle, man kender, som sidder i et andet land eller måske på et helt andet kontinent. Så er det ikke så stedsafhængigt.

NINA: Festivalen går i luften om få dage. Hvad kan publikum forvente? 

KAREN: De kan forvente oplevelser, hvor de selv kommer i spil. Der vil være et intenst nærvær og en opmærksomhed fra performerne, og de kan også regne med, at intet helt er, som de troede, at det var… kort sagt vil publikum få skubbet til sine forventninger.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med RE:LOCATIONS by Wildtopia med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

RE:LOCATIONS er Danmarks første digital first teaterfestival. Den afholdes første gang 21. april – 9. maj 2021. Festivalen finder sted over hele verden i alle de byer, hvor publikum logger ind for at få en unik live teateroplevelse. Alle forestillinger på RE:LOCATIONS er produceret direkte til den digitale scene. Det er en ny genre inden for scenekunst: digital first teaterforestillinger. Læs mere her. Karen Toftegaard er stiftende festivaldirektør for RE:LOCATIONS. Hun er kulturel serieiværksætter og har iværksat festivaler, showcases, indsatser, virksomheder og et enkelt prisbelønnet galleri i mere end 20 år. Hun er CEO for produktionsselskabet Wildtopia, hvis mission er at arbejde internationalt. Virksomheden producerer bl.a. den danske showcase på Edinburgh Festival Fringe for Statens Kunstfond. Siden 2017 har hun arbejdet som international producent på CPH STAGE med at synliggøre dansk scenekunst på den internationale arena.