Aarhus Teater slår dørene op efter nedlukningen med premieren på deres udskudte iscenesættelse af Roald Dahls historie om Charlie og chokoladefabrikken. En velsunget og velspillet musical, hvor magien desværre drukner i scenografiens mange påfund.
Roald Dahls magisk-socialrealistiske fortælling om drengen Charlie og hans forunderlige besøg på Willy Wonkas chokoladefabrik udkom i 1964. De fleste kender nok bedst historien fra Tim Burtons film fra 2005 med Johnny Depp i den ikoniske rolle som Willy Wonka, eller fra den ældre film fra 1971 med Gene Wilder i rollen, som har dannet grundlag for utallige memes sidenhen.
På Aarhus Teater har instruktør Rune David Grue iscenesat fortællingen i David Greigs musicalversion med Marc Shaimans musik. En iscenesættelse, der trods gode præstationer og højt ambitionsniveau, ikke rigtig forløser fortællingens magi.
Velkendt historie
I Charlie og chokoladefabrikken lever drengen Charlie Bucket et gråt og farveløst liv med sin mor og sine fire sengeliggende bedsteforældre. Moren knokler i tre jobs om dagen og Charlie sørger for mad, der primært består af kål, han finder i byens containere. Men Charlie drømmer – ledt godt på vej af sin fortællelystne bedstefar Joe – om at opfinde chokolade ligesom hans idol Willy Wonka.
Da Wonka annoncerer, at der i fem af hans chokoladebarer findes en guldbillet, som vil give finderen adgang til en rundvisning på den ellers mystisk lukkede fabrik, tager Charlie drømme ekstra fart. Og mod alle odds lykkes det Charlie – og hans bedstefar Joe – at komme med på turen.
19 medvirkende finder man på scenen i Aarhus Teaters opsætning af musicalen Charlie og chokoladefabrikken, foruden musikerne og kapelmesteren i orkestergraven foran scenen. Her er faste medlemmer af teatrets ensemble blandet med skuespillere, dansere og musicalperformere – samt naturligvis de to drenge, der på skift spiller den omfattende rolle som Charlie Bucket. Fortællingen er, som de fleste kender den – fuld af håb og begejstring, forkælede børn, der kommer i problemer og Charlie, der vægter kærligheden til familien højest af alt.
Lidt for meget af det hele
Charlie og chokoladefabrikken er ifølge Aarhus Teater deres mest teknisk krævende forestilling til dato. Et væld af scenografiske elementer og tekniske effekter udgør Palle Steen Christensens scenografi, der tager fortællingens stemning helt bogstavelig og lader til at være skabt ud fra devisen more is more.
I første akt, hvor vi følger Charlies kamp for at hjælpe sin ludfattige familie, mens han drømmer om at finde en gylden billet, er det hele næsten udelukkende gråt, farveløst og beskidt at se på. Mørke silhuetter af bygninger, kraner og røgudspyende skorstene tårner sig op bag scenen, som er dækket af snuskede affaldscontainerne og bulede metalskraldespande. Alt, der er relateret til Willy Wonka, dukker op som farverige eksplosioner midt i det grå og triste. Det gælder både slikbutikken og de første fire, heldige børn, der finder en guldbillet i deres chokoladebarer.
I forestillingens andet akt, hvor de fem børn med deres voksne i selskab med Simon Mathews jakkesætklædte, stokbærende Willy Wonka træder ind i chokoladefabrikkens helligste haller, tager scenografien næsten helt pusten fra en. ”En verden skabt fuldstændigt og udelukkende af slik,” beskriver Wonka det som. Her er farver, mønstre og billeder overalt. Projektionerne, der dækker side- og bagvæg – bortset fra den kæmpestore chokoladefontæne bagerst – er en blanding af enorme bolsjer, regnbuer, græske statuer af nøgne mennesker med en overdimensioneret slikkepind i hånden, tårnhøje stabler af isvafler og en gigantisk flamingo. For slet ikke at tale om scenegulvet, hvor græskrymmel, lyserøde træer og en lang bro hen over det, der skal være chokoladefloden, kæmper om opmærksomheden. Øjet kan ikke finde ro noget sted og i stedet for at skabe et magisk slaraffenland, bliver det hele uoverskueligt.
Dygtige medvirkende er ikke helt nok
Det er, som om teatrets magi kun dukker op i små glimt hist og her, og i stedet mestendels går tabt midt i det store udstyrsstykke med rekvisitter og videoprojektioner. Og det til trods for det velspillende cast, dygtige sangere og den betagende præstation i rollen som Charlie Bucket, der på premieredagen spilles af den 12-årige Bertram Lyng Engelsted Jarkilde.
Simon Mathew er uden tvivl det rette valg til rollen som Willy Wonka. Hans sangstemme smyger sig om publikum som silke, og hans maniske opremsninger og forkludrede talemåder vækker latter i salen, som fx ”alt venter til den, der kommer”. Dog kunne man have ønsket, at Rune David Grue i sin instruktion havde skruet endnu mere op for Mathews Wonka-attitude, så den kom tættere på den fornemmelse for spirende vanvid, som Mathew mestrer til perfektion – hvilket han bl.a. demonstrerede i Bowie-musicalen Lazarus i forrige sæson.
Det er da også i én af forestillingens allersidste scener, hvor Wonka og Charlie omkranset af lys svæver op i det kulsorte scenerum, at en kortvarig følelse af teatermagi opstår. Derudover er det de fine præstationer fra de medvirkende i Charlie og chokoladefabrikken, som gør den til en en seværdig musical, også efter den første euforiske glæde over at være tilbage i teatersalen har lagt sig. Men de gode præstationer er ikke helt nok til at opveje for det kaotiske helhedsindtryk.
