Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Frank vender hjem: Faderkomplekser solskoldet i komiske punchlines og sommerstrand

Odense Teaters remediering af Kristian Bang Foss’ roman Frank vender hjem balancerer på en knivsæg mellem det følelsesmæssige traumatiske og det lårklaskende grinagtige til en sådan grad, at alvoren næsten drukner i komiske punchlines, trods en velspillet og velsmurt forestilling, der dog er 30 minutter for lang. 

Frank blev undfanget i en busk af en alkoholiseret mor og gademusikeren Rock Tage, der gik til og fra familien, som det passede ham. På universitetet møder Frank Thea, der kommer fra en fin, nordsjællandsk familie og sammenstødet mellem de to forskellige samfundslag og Franks iboende mindreværd og skam sætter plottet i gang i Odense Teaters Frank vender hjem.

Den ret klassiske historie om den utilpassede søn med faderkomplekser får dog i Simon K. Bobergs iscenesættelse tilskrevet en nysgerrig refleksion, der også handler om de historier, vi fortæller om os selv og andre, hvilket indfældes både i forestillingens mange publikumshenvendelser og i kernereplikken ”det handler ikke om, hvorvidt historien er sand, men om de tror på den” – og det gør man langt hen ad vejen.       

Frank og Far 

Frank skammer sig over sin far. Faderkomplekserne løber som en rød tråd gennem hele fortællingen om Frank, der ligesom far stikker af, når sandet brænder under fødderne, og årsagen er selvfølgelig begravet i en besværlig forældrerelation.  

Frank vender hjem manifesterer den sig helt fysisk igennem figuren Rock Tage, der som forestillingens musikalske troubadour ryster genkendelige sange ud af det sortklædte cowboyærme og lommefilosofiske betragtninger til sønnen Frank.    

Frank vender hjem, Odense Teater. Foto: Emilia Therese
Frank vender hjem, Odense Teater. Foto: Emilia Therese

Det er et smart scenisk greb, der giver publikum adgang til Franks indre dialogkonflikter med sig selv. Rock Tage spilles tilforladeligt og afdæmpet jovialt af Mikkel Bay Mortensen, men det er et lidt ærgerligt valg, at karakterens rebelpondus ender som Rock Nalle, når den fysiske fremtoning leder tankerne hen på en krydsning mellem Johnny Madsen og Johnny Cash. Det er måske intentionen i romanen, men den sceniske figur bliver lidt for slap og overfladisk.         

Multifunktionel sandkasse  

”Hvad skal jeg?” og ”Hvem fanden er jeg?”, spørger Frank i Jeppe Ellegaard Marlings nuancerede skikkelse, efter han er trådt ind i et oversolrigt strandunivers badet i glade strandgæster, der boltrer sig til tonerne af Beatles-klassikeren ”Here comes the sun”. Forestillingens anslag anslår således hurtigt og stramt den eksistentialistiske tematik og hovedkarakterens fremmedgjorthed fra miljøet, teatersalen og publikum.  

Tematikken i Frank vender hjem understøttes klogt af Ted Pierces smukke og enkle sandscenografi, der leder tanken hen på Samuel Becketts Vi venter på Godot (1955), og det absurde teaters symbolske no place–scenografier. Stranden bliver til mange forskellige rum i løbet af forestillingen, og de store dynger af sand komplementeres af den store projektor, der udover at være himmel etablerer stemninger ved hjælp af Simon Holmgreens flotte lysdesign, der projekteres ind på skærmen og giver scenebillederne en melankolsk efterklang.             

Storytelling med flere lag  

I Frank vender hjem arbejder iscenesætter Simon K. Boberg og dramatiker Thomas Markmann med den svære opgave, det er, at flytte en tekst fra det læste ord til det talte ord, fra skriftsprog til talesprog. Det er ikke nogen let opgave, men det lykkes meget godt, særligt i andet akt, fordi forestillingen indarbejder episke fortællingssekvenser fra romanen i både manus og iscenesættelse. Gennem frontalspil og brud på den fjerde væg kommunikerer karaktererne med publikum i bl.a. små præsentationsmonologer, der dog godt kunne have været færre af med tanke på, at forestillingen varer næsten tre timer og benytter et 13 mand stort ensemble.  

Frank vender hjem, Odense Teater. Foto: Emilia Therese
Frank vender hjem, Odense Teater. Foto: Emilia Therese

Grebet lykkes særlig godt med skuespiller Jeppe Ellegaard Marling, der som Frank leverer en indlevende kraftpræstation, der springer ubesværet mellem det fortællende lag og det dramatiske lag uden at miste karakterens troværdighed. Særligt i starten af anden akt, hvor Frank skal retfærdiggøre og udfolde sin ”get away” i en havkajak, tager Marling med ordene ”Okay, I bliver altså lige nødt til at forstå noget”, publikum med som vidner på turen i en 10 minutters dynamisk enmandstale, der ikke taber fokus eller publikum – det er story slam på højt niveau.            

Intet nyt under strandsolen  

Teatret har en lang tradition for remediering af romaner til scenesprog,  og Odense Teater har tidligere lagt scene til en anden af Kristian Bang Foss’ romaner Døden kører Audi (2016), ligesom Teater Katapult i Aarhus har haft Knud Romers Den, der blinker, er bange for døden (2016) og Teater HiLS DiN MoR har spillet Den sommer far blev homo (2020) af norske Endre Lund Eriksen.  

Vekselvirkningen mellem det fortællende og det dramatiske lag genfindes også i sidstnævnte, og bruddet på den fjerde væg giver mulighed for at kommentere, reflektere og humorisere over de dramatiske ”her og nu”-situationer, men i Frank vender hjem, føles det som om punchline-humoren til tider får for meget plads på bekostning af historiens tyngde og potentiale.  

Når spillestilen desuden holder samme tone grænsende til det karikerede, føles det til tider lidt som jovial folkekomedie, der udover at forblive ufarlig, er set før. Selvom forestillingen overordnet set har et dynamisk flow, flotte scenebilleder, velfungerende sceniske greb og rappe replikker, kunne man godt have ønsket sig, at alvoren havde fået lidt mere plads.                   

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Louise Christiansen
Louise Christiansen
Anmelder og skribent
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...