Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...

Ny festival sætter fokus på følelsen af ubehag

Publikum får udfordret deres komfortzone, når Toaster og Live Art Danmark præsenterer kuraterede værker på performancefestivalen Managing Discomfort. Temaet for festivalen er ubehag. Den...
Annoncespot_imgspot_img

★★★☆☆☆ Arbejdskraft – legende doku-performance om komplekst emne

Norpol undersøger i Arbejdskraft konsekvenser af arbejdsstyrkens frie bevægelighed. Inspireret af stilladskonflikten i 2019 opstår et legende refleksionsrum, der ikke peger i en særlig retning, men bruger humor og forvandling til at inddrage publikum i problematikkerne.

En venlig, nysgerrig mand fra den kreative klasse, Daniel Norback, boede lige om hjørnet til den arbejdsplads på Nørrebro, hvor danske stilladsarbejdere væltede et seksetagers stillads bygget af litauiske kollegaer. Han opsøgte straks stedet, talte med begge parter, forfulgte sagen og har nu gjort en ganske god doku-performance ud af problemfeltet.

Derfor sidder vi nu i AFUKs rå scenerum, mens Daniel småsludrende sætter rammen. Først  præsenterer han litauiske Petras, der straks går i gang med at bygge et stillads. Så polske Weronika, der står for lydbilledet, som hun blandt andet kreerer live af de metalliske lyde fra Petras’ stilladsbyggeri. Daniel viser fotos af sin research – garneret med svulstig underlægningsmusik, så vi kommer i stødet til højdramatik. Vi øver bandeord sammen med ham, så vi kan føle os sprogligt hjemme i stilladsmiljøet.

Arbejdskraft
Arbejdskraft med Norpol på AFUK. Foto: Malle Madsen.

Nonchalant-inddragende publikumsgreb

Bandeordene får vi brug for et par gange undervejs, når vi skal stemme nogle gange om alvorlige ting: Er det ok, at litauiske arbejdere kun får 65 % af danskernes løn? Vi siger ”narrøv,” som betyder nej i denne sammenhæng, mens Petras har et lidt andet syn på sagen; ”It’s still good money”. Andre gange stemmer vi i macho-færdighedskonkurrencerne mellem Petras og Daniel, der rækker fra hop på rør til deres kunstnerisk evner.

Vi bliver hele tiden adresseret og inddraget på en fin, nonchalant måde, der faktisk virker og holder os nysgerrige på den lidt løse collage af scener, hvor også den danske stilladsarbejder Rune og den litauiske arbejdsgiver Donatos får taletid på voice-over. Der graves ikke dybt i problematikkerne, men sammensætningen af perspektiver giver i kombination med de mere abstrakte sekvenser, hvor plader får plasticafdækning til at svæve underfuldt eller værktøj aflokker metallet melodiske lyde, skabt et eget refleksionsrum for det både såre simple og ret komplekse tema.

Arbejdskraft
Arbejdskraft med Norpol på AFUK. Foto: Malle Madsen.

Prekære positioner

Det handler jo ikke bare om den konkrete konflikt, men også om Europa og EU’s sammenhængskraft. ”Ideen om Europa falder sammen med stilladset”, som Daniel formulerer det. Det handler også om at være stolt over sit arbejde. Om mafiametoder og retssager ved EU-domstolen. Mest af alt handler det om, at alt har flere perspektiver. For hvem er Petras egentlig? Har han måske mere tilfælles med Daniel, end vi først troede? Og hvad fortæller det os, at det er billigere at hyre en udenlandsk skuespiller end en ditto stilladsarbejder?

Der er mange bolde i luften i Arbejdskraft, der således også får skabt en relation mellem prekrære erhverv, der ellers befinder sig langt fra hinanden, men begge på kanten af det etablerede arbejdsliv med pension og sundhedsordning. Doku-performancen skaber et velgørende humoristisk og publikumsinddragende rum. Forestillingen får samtidig et væld af nuancer med sine skift mellem det konkrete plan og de æstetiske udtryk, der samles i slutbilledets installation, hvor en blå og en rød hjelm side om side peger håbefuldt frem på det, vi har til fælles. Arbejdskraft er dog en anelse for retningsløs til at komme helt op til de fire stjerner, den ellers på mange stræk er til.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce