Motionhouses Nobody leverer et troværdigt billede af menneskelig eksistens fra humor og selvironi til vrede og depression. Den næsten fyldte sal sidder tryllebundne fra ende til anden i en organisk sammensmeltning af formidabel moderne teknik og halsbrækkende akrobatik.
Nobody havde premiere i London den 22. september i år – umiddelbart efter Lock Down. Der hersker ingen tvivl om, at de har rejst sig igen og tilmed taget deres ”dance circus” til svimlende nye højder. Den kunstneriske vision udfolder spændet mellem vores indre liv og muligheden for at skabe mening i en foranderlig verden omkring os. Nobody hylder menneskets frigørende potentialer, når fællesskabet lykkes og individet kan balancere ydre og indre konflikter.
Det begynder et mørkt sted med projektion af en storby. På scenen står små, lukkede højhuse med lys i vinduerne. Fuglelyde og hviskende stemmer ledsager de sortklædte krager på lærred og scene – sidstnævnte med stolte, brede kragearme, som Cunningham ville være stolt af. Kragerne stiller spørgsmål ved alt og overser intet og kan ses som menneskenes mørke alter ego.
En foranderlig verden i konstant bevægelse
Byen forstørres imod os i et inferno af elektronisk, rungende lyd. Et hus åbner sig nedefra og åbenbarer en kvinde i røde pastelfarver, der hænger fast med det yderste af neglene. I huset oplever vi den klaustrofobiske hverdagsrutine, de endeløse skænderier og den kvælende isolation, som er en del af den menneskelige eksistens.
Huset udgøres af et kæmpemæssigt kvadratisk jernstativ, som det centrale, sceniske element for den tredimensionelle koreografi og de tilhørende projektioner. Danserne kan vippe og vende stativet som en del af koreografien og dermed udforske kroppens grænser for bevægelse med akrobatik og svimlende fald som en naturlig del af den narrative logik. Publikum suges selv ind i denne surrealistiske og konstant foranderlige verden båret af dansernes intense, sceniske nærvær.
Indre og ydre kampe
En elektronisk cellomelodi følger en pastelfarvet kvindes indre kamp, idet hun, i vores optik, sidder uvægerligt fast i en meget lille container i kløerne på en kragekarakter. Duetten er gribende smuk og ledsages af et visuelt ekko fra projektionen af et vippende hus i baggrunden. Duetten udforsker grænser og relationer med vores indre dæmoner, som vi danser med gennem livet.
Når kragerne er i flok, er påvirkningen på omgivelserne særlig stærk i sin kollektive skabelse af frygt og desorientering. De stærke, synkrone bevægelser smelter dem sammen til en frygtindgydende enhed, der fortrænger alt håb. Dansen formår at afspejle de menneskelige aspekter af at leve i en verden med usikkerhed og mistillid.
Tilbage til livet
Efter pausen mødes vi af bølgende sort vand, hvor hoveder stikker frem oven vande. Enkelte arme stiger op gennem det bølgende, sorte havtæppe. Der er hvisken, trommer – et urmenneskeligt univers? Danserne er iført sorte bukser, kvinderne i hudfarvet top. Nøgne og genfødte. Selv bagprojektionen er væk. En kvinde hæver sig op af havet, højt op, mens andre pibler frem under stativet og slynger sig om hinanden, snart drypper de som lava fra toppen. Livet vokser frem på ny, og kompagniet viser en imponerende bredde af kunstnerisk kreativitet.
Motionhouse står på en bund af stærk, moderne teknik med smukke linjer og intenst scenisk nærvær. Musikkens melodiske loops og rytmisk pulserende sekvenser medfortolker de psykologiske rum på smukkeste vis. Eneste minus er, at lydstyrken gennemgående er lidt for høj til, at vi helt kan overgive os til den.
Kunstnerne er ikke bare i bevægelse, de er bogstaveligt talt flyvende magikere, der holder nærvær, intensioner og energi oppe fra start til slut.
