Del

Shakespeares samlede værker

18. november - 18. december

Himmerlands Teater

Shakespeares samlede værker på Himmerlands Teater er en veludført og yderst velspillet falden på halen-komedie, der reaktiverer nysgerrigheden for gamle Shakespeares værker, men man skal grave dybt i hofnarren Yorics grav for at finde den dybere mening ud over at det naturligvis er ski’ sjovt.

Shakespeare har efterhånden nok lige så meget starquality som julemanden i den vestlige verden. I år er det ham, der er Himmerlands Teaters julegave til Hobros indbyggere. Igennem et to timers hæsblæsende forløb fordelt over to akter spiller skuespiller Kirstine Hedrup, Sune C. Abel, og Ronny Sterlø sig gennem samtlige af Shakespeares værker. Det gør de dødgodt! 

Ja-hats-energi og gnavpottepedel

At det også giver sved på panden understreges helt bogstaveligt i kostumet, der med sine tætsiddende leggins, benvarmere, sneakers og knæbeskyttere leder tanken hen på en spinningtime i det lokale fitnesscenter. Det er skam ikke for sjov! Og den hvide undertrøje trøje påsyet 1500 tals skjortemode bliver da også ganske svedig, efterhånden som forestillingen skrider frem, indtil det hele kulminerer i tragedien om Hamlet spillet forlæns og baglæns.

Mads Horsbøl afvikler sit lyddesign live i rollen som gnavpottepedel. Han er ikke helt klar med scenografien, da de tre ivrige Shakespearemotionister i Bardens Trup (Shakespeares kælenavn fra dengang) ankommer til skuepladsen. Han fungerer godt som en komisk modvægt til den (næsten) evigt positive ja- hats-energi i truppens scenefigurer. De mange publikumsinddragende sekvenser undervejs fungerer også rigtig godt i den lille intimsal, hvor vi nærmest sidder helt oppe i snotten på skuespillerne.          

  

Shakespeares samlede værker
Shakespeares samlede værker på Himmerlands Teater. Foto Nick Pedersen.

Shakespeareansk boot camp 

Man kan kun blive imponeret over de tre  skuespilleres omstillingsparathed og deres evne til med et enkelt skift i mimik og gestik at gestalte de mange karakterer fra Shakespeares stykker. Tempoet er højt, kostumeskiftene mange, fortællestilen hurtig, men klogt kalkuleret i replikbetoningen. Det lykkes uden publikum falder af spinningcyklen, fordi timingen mellem de tre indbyrdes og med publikum er spot on, og gang på gang udløser latteranfald.

Teaterleder og instruktør Susanne Sangill stramt koreograferede og opfindsomme scenearrangementer og Morten Kamuks virkningsfulde skrabede scenografi er endog ikke så lidt tro over for de sceniske virkemidler, man benyttede på Shakespeares tid. Dengang åbenbarede ordene og deres indhold et mættet billedeligt og sanseunivers univers på The Globes tomme scene. Ordkulisserne er også et gennemgående koncept i Sangills iscenesættelse, hvor kroppen med forskellige kostumerekvisitter anvendes som scenografi til at flytte handling fra sted til sted og værk til værk. 

Den ene lazzi følger den anden

Foran det enkle røde scenetæppe formidles Shakespeares værk i forskellige formidlingskoncepter. De peger mod den danske, ironibårne satiretradition, som den kendes fra fx Rytteriet og Ørkenens Sønner. De sceniske koncepter, hvad enten det nu ligger i det engelske manuskript eller i Sangills instruktion, trækker også på den historiske komedietradition fra blandt andet den italienske maskekomedie Commedia Dell’arte, som Shakespeare og mange andre var stærkt inspireret af. Her opererede man med konceptet lazzi, dvs. små indstuderede komiske pauser i selve plotudviklingen, fx et slagsmål, en leg på ord eller kamp om status.

I Shakespeares samlede værker afløser den ene lazzi den anden og sikrer på den måde en dynamisk fremdrift, hvor man ikke fristes til at lade tanken drive ud af teatersalen. Fin er fx formidlingen af Macbeth, hvor Kirstine Hedrups Macbeth og Sune C. Abels MacDuff kaster sig ud i en gennemført ordkamp på ordet Mac. Også (fodbold)kampen om kronen i Shakespeares historiske dramaer om Richard den ene, Henrik den anden og den tredje osv. bliver til skarpskåret fysisk lazzi, hvis fundament er kropslige tableauer i slow motion.      

Shakespeares samlede værker
Shakespeares samlede værker på Himmerlands Teater. Foto Nick Pedersen.

Brød og skuespil  

Skulle den franske dronning Marie Antoinette efter sigende have sagt om sit forhold til de fattige masser, og de romerske kejseres opskrift på god public service var brød og skuespil. Ideen var, at hvis folk var underholdt, tænkte de nok ikke så meget over, at deres livsomstændigheder kunne indrettes anderledes. En anke Brecht også havde, da han startede sit episke teater i starten af 1900 tallet med et ønske om, at tilskueren ikke hængte hjernen i garderoben sammen med hatten. 

Man sidder lidt med den samme følelse efter at have været med på den hæsblæsende tour de force gennem Shakespeares samlede værker. En tur, der er lige så letfordøjelig og lettilgængelig som de genkendelige satirekoncepter i Titus Andronichus TV-splatter køkken og Othellos gangsta rap. 

Lattermusklerne blev i høj grad forløst, men bliver man egentlige klogere på Shakespeares værker og de menneskelige grundtemaer, der er indkogt i værkerne? Nej! Det er nok heller ikke meningen, ville nogen sikkert sige. Men hvad er så meningen? Det er en god tekst? Ja bevares! Folk griner, så rummet minder om en amerikansk sitcom! Det er god underholdning? Ja, bestemt! Man lærer lidt om Shakespeare? Ja, bevares! Men hvad er det så for en viden om Shakespeare og hans værker, man tager med derfra? Det er spørgsmål, man godt kan tillade sig at stille. 

Tekst: Jess Winfield, Adam Long og Daniel Singer. Oversættelse og instruktion: Susanne Sangill. Scenografi: Morten Kamuk. Komponist og lyddesign: Mads Horsbøl. Othello-rap: Kirstine Hedrup. Lysdesign: Ise Kjems.

Medvirkende: Kirstine Hedrup, Sune C. Abel, Mads Horsbøl og Ronny Sterlø.