Aalborg Teaters opsætning Jeg er er vinden af Jon Fosse forbliver en stille sejlads uden hverken forlis eller forløsning i en iscenesættelse, der viser, at Samuel Beckett ikke har levet forgæves.
I et kunstigt farvestrålende hav-land-skab sejler to unavngivne personer rundt i forsøget på at finde lysten – til at leve og til hinanden. Alt sammen leveret i et meget langsomt tempo.
Til tonerne af sagte bølgeskvulp og kælvende isbjerge samtaler to sortklædte non-personer lavmælt om eksistentiel smerte, ensomhed og livets værdi(løshed). Betegnelsen samtaler bruges her, fordi der på intet tidspunkt er bare en tilnærmelse til følelsesmæssig graduering eller ekstraverbale udbrud. Og det til trods for, at der ikke snakkes om andet end følelser.
Under fjeldet
Det er naturligvis et bevidst valg fra instruktør Camilla Kold Andersen, der med Jeg er vinden får sin debut som husinstruktør på Aalborg Teater. Den monotone og langsommelige stemning i både bevægelse og replikbetoning, der præger forestillingen fra start til slut, tildeler dialogen den egentlige hovedrolle i stykket. Med god grund.
Den vellykkede oversættelse fra nynorsk til dansk af Madame Nielsen lykkes med at indfange den humor, musikalitet og gentagne poetiske pauserytme, der er Jon Fosses signatur. Men det ulmende fjeld af ensomhed og frustration, der ligger og lurer under den overfladiske dialog, bryder aldrig igennem, når de sceniske virkemidler forbliver banalt oplagte.
Karla Rosendahl og Marie Knudsen Fogh spiller henholdsvis ”Den ene” og ”Den anden”, som de hedder i forestillingsprogrammet. Det gør de iført sorte kostumer og tung hvid ansigtsminke, der leder tanken hen på den japanske No-teatertradition. Den forstørrede stregtegnede mimik i sminken krøller figurernes følelsesmæssige grundstemning i de rette folder og understreger figurernes udviklingsmæssige dødvægt.
Ekkogentagelser og ja-reaktioner
Der er ikke tale om psykologisk motiverede karakterer, men ekkolignende aftegninger af noget, der engang var et menneske. ”Jeg kunne ikke gøre for det,” siger Den ene til Den anden. Med en nærmest hulkende og klagende musikalsk betoning, der fastholdes forestillingen ud – ikke nogen nem stemmepræstation.
Den andens stilistiske ansigtsminke er optegnet, så ansigtet er frosset i en forvirret, måbende, og handlingslammet grundstemning. Det understøttes ydermere af den valgte stemmeklang, at Den anden forbliver tilskuer til Den enes smerte, der betragtes og spejles i replikker, som er blottede for udsagnsord og mestendels bestående af ja-reaktioner og ekkogentagelser af Den enes udsagn.
Rosendahl og Knudsen Fogh har en god scenekemi, og de klinger smukt og til tider musikalsk sammen i udsigelsen af dialogen, men samspillet begrænses af de stillestående og stive scenearrangementer, der bliver meget lidt publikumsinddragende.
Berøringsangst og regnbuefjeld
De to figurer bevæger sig rundt med stor fysisk afstand til hinanden. At afstanden også er følelsesmæssig understøttes af de store kostumer, hvis overdel minder om en panserrustning. Enkelte gange mindskes afstanden, og man føler som tilskuer et tilsnit af følelsesmæssig spejling, da figurerne drikker sig fulde i en fjeldhytte.
Intimrelationen foldes her ud i et scenisk rum i rummet, der opstår via en skydedør i det regnbuefarvede havfjeld. Kropssproget bliver mindre stiliseret, ligesom glødelampen i loftet skaber en mere varm og nærmest menneskelig stemning. Her skabes rum til, at figurerne kan smide maske og kostume og blotte hud og sig selv. Det er befriende at se i en iscenesættelse, hvor både scenografi, scenetableauer, spillestil, kostume og dialog er stiliseret til bristepunktet.
Urealistisk mellemstation
Ligesom figurerne er repræsentanter for følelsesmæssige stemninger er det sceniske miljø, de bevæger sig i, i bedste absurde teaterstil et no-place, der dog via Kristian Bergs lyddesign og den bølgende scenografiske udformning refererer til noget genkendeligt, nemlig hav og fjeld.
Ditte Marie Walther Tygesens scenografi er flot og anvendes både som hav og fjeld, ligesom scenens bagvæg tiltager et nærmest ekspressionistisk præg med de heftige nærmest maniske penselsstrøg i rødt og grønt. Kasper Daugbergs lysdesign, der er delvist unaturligt hvidt og unaturligt farvet er med til at understrege, at rummet afspejler en indre psykisk stemning.
Stilisering på max volumen
Åbningsreplikken “Jeg kunne ikke gøre for det” indikerer, at der er sket noget for Den ene. Sandsynligvis et selvmord, der ser ud til at gentage sig i stykkets afslutning – en sekvens, der udføres ligeså stiliseret, som de andre virkemidler, da en moderne bæresele introduceres på scenen, sammen med en line fra loftet.
Selvom den stiliserede tilgang til forestillingens æstetiske koncept er velvalgt til at illudere den distance, der er indlejret i både dialogen og relationen mellem de to figurer, så kan man godt tillade sig at stille spørgsmål ved om det egentlig bliver interessant at kigge på?
De valgte sceniske virkemidler er med til at etablere distance og manglende følelsesmæssig indlevelse, som tematiske ledetråde i forestillingen, både i det sceniske univers og til publikum. Man fanger nemt kontrasterne og deres metaforiske betydning, men der er så meget distance og fremmedgjorthed i det æstetiske koncept, at en ellers interessant fortælling om døden som eskapistisk vej ud af ensomheden og utilstrækkeligheden, strander på fjeldet, sammen med figurerne og publikum.
