Hvordan laver man en forestilling om noget så kedeligt som Offentlighedsloven, uden at forestillingen også selv bliver det? Sådan som instruktør Ina-Miriam Rosenbaum har gjort på Teatret Svalegangen, åbenbart! For uanset hvad Det Fortrolige Rum er, så er den i hvert fald ikke kedelig.
Teatret Svalegangens Det Fortrolige Rum starter med at journalist Sofie Buch Hoyer stiller salen et spørgsmål: “Hvor mange her har egentlig læst Offentlighedsloven?” Tre-fire hænder bliver stukket i vejret. Det er ikke underligt; Offentlighedsloven er en næsten aggressivt kedelig tekst. Netop derfor er det så imponerende, at forestillingen ikke er det.
Offentlighedsloven er en mur
Efter Sofie Buch Hoyers intro åbnes persiennerne i scenebilledet for forestillingens fabula. Vores hovedperson, journalisten Frank Lewandowski (Anders Budde Christensen), spurter i en videosekvens gennem byen for ikke at overtræde udgangsforbuddet. Vi befinder os i 2064, lockdown er i sit fyrretyvende år, Mette Frederiksen er ikke blevet set i årtier, Medusavarianten hærger.
Angiveligt. For til et af de konstante pressemøder, lægger Frank mærke til noget: Der står en person uden maske på i baggrunden. Hvordan kan det være, hvis Medusavarianten er så farlig? I Franks søgen efter svar, støder han konstant panden mod en mur. Navnet på den mur er Offentlighedsloven.
Gennem Franks søgen i fiktionen og i små oplæg af Sofie Buch Hoyer, bliver vi bekendt med den. Vi lærer om dens historie og paragraffer, og hvordan næsten samtlige ansøgninger om aktindsigt kan afvises med henvisning til paragraf 24, reglen om ministerbetjening. Kort sagt: Vi får svar på, hvorfor Frank ikke kan få svar på noget helst – som fx hvad der er vaccinepillerne.
Det lyder didaktisk, og det er det også. Forbløffende nok er det ikke kedeligt. Selv når det, der udspiller sig på scenen, blot er Buch Hoyers nøgterne gennemgang af paragrafferne, går der hørbare fnys og smålatter igennem salen over, hvor absurde reglerne egentlig er. Sofie Buck Hoyer fortjener en cadeau for sin formidling.
LÆS OGSÅ: Offentligheds- eller mørklægningslov? Det politiske teater revser aktuel lovgivning
Det groteske og det genkendelige
De virkeligt fremragende øjeblikke er dog i fortællingen om Danmark anno 2064 og lockdownklaustrofobi. Som bekendt er alle fortællinger om fremtiden også altid fortællinger om nutiden. Det samme gælder også for Det Fortrolige Rum. Det rum og de stemninger, der bliver skabt af holdet, er både groteske og genkendelige.
Først og fremmest er der Anders Budde Christensens Frank, og alle de mulige variationer af vrede han går igennem. Fra den tømmermandstrætte irritation over den obligatoriske hygge med daglig fællessang til det afmægtige, vantro og tænderskærende raseri over ikke at kunne få et klart svar. Det er svært ikke føle sig lidt solidarisk med Frank, når han Jamieson-pimpende pacer frem og tilbage i sit isolation unit.
Ina-Miriam Rosenbaums instruktion bringer også fermt følelsen af klaustrofobi frem. Der er et væld af virkelig fine detaljer, som når Frank hænger på hovedet fra loftet i en monkey bar i ren og skær indestængt frustration eller – min favorit – da han netop timer at smide fnuller fra sine lommer på gulvet med sin Roombas daglige støvsugen. Der sker ikke en skid, så han ved, hvornår alting sker.
En følelse af dobbelt tab
Det helt konkrete rum, som Signe Krogh har skabt med sin scenografi og sine videoer, bidrager også effektivt til fortællingen. Det betongrå og graffitiovermalede isolation unit og den overdimensionerede skærm, hvor zoomopkald afløses af pressemøder som afløses af drømmene, Frank drømmer, illustrerer også noget om lockdownfølelsen af, at grænser udviskes.
Følelsen er også af et dobbelt tab. Samtidig med, at det offentlige rum bliver lukket, bliver det private rum åbnet for alt, alt for mange, og begge mistes på den måde.
LÆS OGSÅ: Den retfærdige kriger – lidt ujævn konfrontation af vores fælles hukommelse
Afslutning på Projekt Glemmebogen
Når en historie, der primært handler om en mand, der søger aktindsigt, er så sjov, tilfalder en betydelig del af æren også Kristian Halkens manuskript og hans blik for replikføring og det groteske. Der er alt for mange detaljer, der fortjener at blive nævnt, men især elskede jeg kulturminister Jim Lyngvild, der indviede en 80 meter høj statue af Sofie Linde og de tiltagende mere totalitære pressemøder, hvor vi fx hører om sundhedspersonale og militær, der slår ned på danskere, som spreder smitten, ved at dyrke rheinlænderdans i smug.
Manuskriptet har dog også et par svagheder. Først og fremmest er karaktertegningen af de personer, som Frank interagerer med på sine videoopkald, lidt for todimensionelle. Fx gør Sofia Mehlum, hvad hun kan med Franks kone Elizabeth, men da rollen primært er skabelonen Træls Kone, der skal forhindre Frank i at søge svar, er det svært at gøre særlig meget.
Endelig er der slutningen, der på den ene side fremstår sympatisk med sit forsvar for pressefrihed og frihedsværdier, men på den anden side virker for letkøbt. Hvad du synes, afhænger nok af din grundindstilling: Om du tror på, at sandheden i sig selv er tilstrækkelig til at ændre noget i politik.
Uanset hvad svaret er, så er Det Fortrolige Rum en værdig afslutning på Projekt Glemmebogen, Ina-Miriam Rosenbaums (nu) tetralogi om politiske møgsager.
