Projekt Glemmebogen åbner med Den retfærdige kriger kapitlet om det tvivlsomme mandat, Danmark gik i krig i Irak på i 2003. Spillestilen står lidt i vejen for budskabet i denne kunstneriske insisteren på, at vi skal lære af vores fejl i stedet for at gemme dem væk.
Den retfærdige kriger blev i skyggen af Covid-19 omskabt til film i marts i år, men får nu scenepremiere på Teater GROB. Sceneversionen består naturligvis af de samme elementer som filmen, og spørgsmålet er, om live-oplevelsen i dette tilfælde tilføjer så meget til oplevelsen? Jeg synes det ikke – med diskussionsdelen efter pausen som eneste undtagelse.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af filmversionen
Ina-Miriam Rosenbaum kan ikke prises nok for sin utrættelige graven i sager, politikerne helst vil glemme og gemme væk. Hun indleder forestillingen i et lille dukketeater forrest på scenen, hvor Bush og Blair diskuterer konsekvensen af Irakkrigen og det hak, den gav i begges eftermæle. Hun afbrydes af Anders Fogh Rasmussens rungende stemme fra oven. Hans historie skal ikke fortælles af en venstreorienteret kunstner.
Måske er der kun dårlige løsninger
Han har derfor udvalgt tre helt almindelige kvinder, Gunvor (Anna ur Konoy), Rikke (Karin Bang Heinemeier) og Connie (Sofia Mehlum) til opgaven. De starter ud med hver sin holdning til sagen, der ændres undervejs. Det står mig ikke klart hvorfor, og det interesserer mig heller ikke. Tværtimod blev det mig en kende for skabelonagtigt med deres gentagne konfrontationer. Dog tjener de selvfølgelig til at understrege, at sagen har mange perspektiver, og at der trods det tvivlsomme krigsmandat ikke nødvendigvis er lette løsninger.
Se gæstelisten til anden akt her
Det samme budskab havde dagens gæst, veteranen Masoud Vahedi, der efter pausen taler med historiker og journalist Christoffer Emil Bruun. ”Måske er der kun dårlige beslutninger,” siger han og peger også på, at vi skal lade være at overvurdere vores ansvar. Irakkrigen var ikke afhængig af Danmarks deltagelse. Det har han helt ret i, men derfor giver det jo stadig mening at lære af fortidens fejl. At gå i krig af uklare og åbenlyst usande årsager – masseødelæggelsesvåbnene – må siges at være en sådan fejl.
Spillestilen står i vejen for budskabet
Den retfærdige kriger er som de øvrige kapitler i Projekt Glemmebogen baseret på massiv research, men får alligevel et lidt spekulativt præg. Man kan jo af gode grunde ikke vide, hvad der skete bag de lukkede døre. Det er ikke usandsynligt, at forestillingen ligger tæt op ad virkeligheden, men vi ved det ikke, og den groteske spillestil, som er et af projektets faste greb, kommer til at stå lidt i vejen for historien denne gang.
Jeg forstår fortsat ikke, hvorfor alle magtens mænd skal spilles af kvinder. Det er muntert, at de kan gnægge som Anders Fogh Rasmussen, men det er jo mest af alt en gimmick, og ligesom i filmversionen bliver det altså lidt for meget Olsenbandenstemning for min smag. Det farlige bliver trukket ud med sjove parykker og fynsk dialekt – og det er vel ikke formålet? Til gengæld står de tre kvinder stærkt i Frankie Motions fede musiknumre med enkle, skarpe tekster af Babak Vakili og ditto koreografier af Rebekka Lund. Musikken løfter forestillingens flow og spidder på en legende, ja næsten lækker måde, pointerne med andre midler.
Elementerne finder ikke helt sammen denne gang, men der er ingen tvivl om historiens væsentlighed, og der er også en klar pointe i at diskutere forløbet med forskellige gæster efter selve forestillingen. Det er jo netop den offentlige samtale, hele glemmebogsprojektet kalder på, og som den med sit kunstneriske greb kan fastholde os på.
Se forestillingstrailer her.
