Ina-Miriam Rosenbaum har atter slået op i Projekt Glemmebogen, og sætter denne gang spot på Anders Fogh Rasmussen og Irakkrigen. Forestillingen udkommer i et filmformat, der langt hen ad vejen formår at rumme det rosenbaumske mix af satire, musik og journalistik.
Tiden er fuld af nye genrebetegnelser, og Den retfærdige kriger, der skulle have spillet på Teater GROB fra februar havde mandag premiere på Facebook under den velvalgte betegnelse Scenekunstfilmen En retfærdig krig. Meget få er fan af filmet teater, men blandt de mange digitale forsøg dukker der af og til nye formater op, der fylder forventningerne ud.
Den retfærdige kriger er heller ikke omskabt til filmmediet af hvem som helst. Torben Skjødt Jensen, der senest var aktuel med Michael Strunge-portrættet Væbnet med ord & vinger står bag det velforløste filmkoncept, der er en mosaik af nogle af forestillingens scener. Distinkt-lækkert at se på, visuelt klippet, og kun i enkelte sekvenser hæmmet af den af og til grotesk-teatralske spillestil.
Politiske møgsager
Den spillestil kender vi fra forgængerne i Ina-Miriam Rosenbaums serie Projekt Glemmebogen, der hænger politiske møgsager fra Christiansborg til tørre til satirisk-musikalsk akkompagnement. Først Skattesagens Helte om Helle Thorning-Schmidts skattesag, så CoryDONG om salget af DONG til Goldman Sachs, og nu Anders Fogh Rasmussens rolle i Irakkrigen. Den, hvor vi gik med USA i krig i Irak på uden FN-mandat og med det snævreste mulige flertal i Folketinget bag.
Rosenbaum er som den lille irriterende flue, der svirrer og svirrer en om ørerne, til det næsten ringer. Den vil bare ikke gå væk – og det er jo netop projektet med glemmebogen. At vække vores erindring om dubiøse beslutninger, der aldrig er blevet afdækket i offentligheden. ”Bevar Irak-kommissionen for irakerne og soldaternes skyld”, står der på et gammelt facebookopslag, som veteranen Sara La Cour lagde op netop i håbet om at få afdækket grundlaget for den krig, hun selv var aktiv i. La Cour medvirker i et par interviewscener, der nøgternt viser, at beslutninger taget i fjerne forhandlingsrum altid har kontante konsekvenser for dem, der skal eksekvere dem i felten.
Olsenbanden-gemytligt
Ifølge La Cour er der ”stadig hul i historien”. Scenekunstfilmen En retfærdig krig er et spekulativt bud på, hvad der skete mellem Anders Fogh, hans udenrigsminister Per Stig Møller og den daværende amerikanske præsident George W. Bush. Vi får altså ikke sandheden – hvis en sådan findes – men noget, der kunne være tæt på, da forestillingen læner sig op ad kendte fakta, begivenheder og dokumenter.
Det er ikke noget kønt billede, der tegnes af magtens mænd. Særlig æreløs fremstår en skiftevis smiskende, manipulerende og selvretfærdig Fogh-karakter, som især Karin Bang Heinemeier har en fest med at gnægge som. Hun spiller sammen med Sofia Mehlum og Anna Ur Konoy alle roller, og jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor alle disse magtfulde mænd skal spilles af kvinder i en stil, der af og til minder om Axel Strøbye og Bjørn Watt Boolsen-karaktererne i Olsen-banden. Muligvis intenderet, men det bliver mig en kende for gemytligt – og dermed kontraproduktivt i forhold til at mærke dybden af det etiske svigt. Kun i momenter skinner farligheden igennem.
Det sagt, er Scenekunstfilmen En retfærdig krig som de øvrige i den foreløbige trilogi et vedkommende og begavet stykke politisk teater, der i sit helt eget mix af journalistik, terrierbid og fabulerende brug af alle teatrets virkemidler umiskendeligt er ikke bare rosenbaumsk, men også vigtigt teater til tiden. Sara La Cour er vred, for hun ”stoler på, at politikere tager gode beslutninger”. Det gør de ikke altid, og så har kunsten en rolle at spille som glammende vagthund.
Læs mere om sagen hos Altinget her.
Læs mere om Projekt Glemmebogen her.
