Del

MY DEER HUNTER
30. okt - 5. dec
Edison

Fix&Foxy kan om nogen blande virkelighed og fiktion i nye formater. Med MY DEER HUNTER rammer de ikke mindst i kraft af de fire medvirkende krigsveteraner lige i hjertet med en generøs skildring af mennesker i kamp med sig selv. 

Det er sjældent, jeg græder i teatret. Tårerne sidder løsere i biografens eller kirkens rum. Og det er da også en salme, der får klumpen i halsen til at opløses i tårer. MY DEER HUNTER handler om følelser, og den kalder på følelser i sin generøse og lavmælt insisterende fortælling om de fire krigsveteraner Sara, Palle, Jonas og Nicolai, der forsøger at genskabe eksistensen efter en livsforandrende oplevelse.

my deer hunter fix&foxy
My Deer Hunter, Fix&Foxy på Edison. Foto: Søren Meisner.

Skam, traumer og spinkle håb

Reumertbelønnede Fix&Foxy, der gang på gang afsøger nye felter og formater i spændet mellem virkelighed og fiktion, forløser i en på samme tid stramt koreograferet og intenst nærværende forestilling de fire krigsveteraners drømme, skam, traumer og spinkle håb, og løfter samtidig fortællingen ud af krigens rum og ind i det eksistentielle. 

Krig er spektakulært og koncentreret, men enhver stressramt eller en, der på anden vis har fået overskredet sine grænser, kan som soldaterne få PTSD (post-traumatisk stresssyndrom) eller genkende de voldsomme reaktioner, undertrykkelse af følelser kan udløse. Har man ikke selv været der, tror jeg stadig, det er uundgåeligt at blive påvirket af de fires historie, og måske særligt af deres blikke, deres forstenede ansigter, deres stemmers tonløshed isprængt råb og bittesmå sprækker af livshåb. ”Jeg er blevet verdens langsomste jazznummer”, siger Jonas i en af sine poetisk-kondenserede replikker, der både rummer den ufattelige afmagt og modet til at kigge andre steder. 

De har ikke oplevet det samme, de har forskellige baggrunde, og det er helt forskellige hændelser, der udløste den enkeltes sammenbrud. Der er ingen fællesnøgle til dem, eller til livet for den sags skyld. Selvom det ikke sker for alle, kan alle komme ud at balancere på eksistensens rand. Det er sjælsrivende at følges med skammen over ikke at kende sig selv, over ikke at slå til, over at såre sine nærmeste, over opgivelsen, over igen og igen at løbe panden mod muren. 

my deer hunter fix&foxy
My Deer Hunter, Fix&Foxy på Edison. Foto: Søren Meisner.

Dybt relevant og gennemført

Det mest spændende er til slut, hvor de skal genopfinde sig selv, bemærkes det om filmen THE DEER HUNTER, der på vanlig Fix&Foxy-vis blot bruges som en reference, som nævnes et par gange, og visualiseres af det døde dyr, som den rutinerede jæger Palle skærer ud til bøf. De oplever den samme følelse af at være udenfor, som skildres i filmen, hvilket i sig selv er hjerteskærende, men også forstærkes af, at krigsrammen modsat i filmen kun er indirekte til stede. 

Det gibber i en, når Palle eksercerer de andre, både på grund af den uvant hårde tone, som sjældent høres uden for militæret, men også fordi deres næsten marionetagtige koreografi mere end mange ord griber det låste, de manisk gentagne ritualer, det følelsesafkoblede. Det samme gør den diskrete og næsten skematiske iscenesættelse, der struktureres af kapiteloverskrifter som ”Forberedelsen”, ”Ankomsten” og ”Hændelsen” og af de spørgsmål, de stiller hinanden – nogle gange til kamera. Scenografien er mere kompleks som et kompakt myldrebillede af et hjem fyldt med alverdens dimser og detaljer som livet selv. Alt har sin plads, men alt kan også ende i kaos. Strukturerne tydeliggør de strategier for at overleve og siden leve, som fylder i de fires liv. 

my deer hunter fix&foxy
My Deer Hunter, Fix&Foxy på Edison. Foto: Søren Meisner.

Man kunne sige, at alle, der sender mennesker i krig, burde konfronteres med de fires forestilling. MY DEER HUNTER handler ikke kun om mennesker i krig, men om det menneskelige og taler derfor til os alle. Fix&Foxy genopfinder doku-dramaet til en fuldstændig eksistentielt rørende, dybt relevant og æstetisk gennemført fortælling, hvor fire mennesker nøgent inviterer os med i den sorte afgrund. ”Jeg er nødt til at fortælle historierne, hvis andre skal forstå”, som Sara siger.  

Da hendes stemme mod slut omslutter de andre tre og os i den vemodige begravelsessalme Se, nu stiger solen af havets skød, tændes et rensende håb af lys og tårerne får frit løb. 

Læs mere om forestillingen her.

Instruktør: Tue Biering
Scenografi: Ida Grarup
Lys- og videodesign: Andreas Buhl
Lyddesign: Daniel Fogh
Musikalsk arrangør: Louise Alenius
Dramaturg: Tanja Diers
Medvirkende: Jonas Hjorth Andersen, Nicolai Stokholm Sondrup-Ottsen, Palle Würtz og Sara La Cour.
Co-produktion mellem Fix&Foxy og Betty Nansen Teatret

Spiller 30. oktober-5. december 2020 på Edison