Det er skaberglæden, der driver mig – interview med Jesper la Cour

Jesper la Cour har fortalt historier hele sit professionelle liv. Han har besøgt 23 lande på fire kontinenter, optrådt for Dronning Margrethe i Tanzania og fortalt historier i én af verdens mest forurenede byer i Rusland. Nu kan Det Fortællende Teater fejre sit 25 års jubilæum, og vi har i den anledning mødt Jesper til en snak om fortælleglæde, hans livsrejse med teatret og det at dele begejstringen for det, han laver, med andre.

Jeg står i et øvelokale og prøver at balancere en lang kæp udskåret af hasseltræ på hovedet. Overfor mig står Jesper la Cour – også med en kæp på hovedet. Få minutter før, vi endte i denne situation, var jeg ankommet til vores interviewaftale med opsmøgede ærmer, spidset blyant og notesblok. Vi skulle jo snakke sammen. Men Jesper viste mig resolut ind i øvelokalet, for han interesserer sig for det, der kan opstå mellem mennesker.

Med kæppen på hovedet

“Jeg kan godt lide at starte et møde på denne måde. Vi skal kunne mærke hinanden. Kan vi ikke det, hvad er der så tilbage?” siger Jesper i den filosoferende og insisterende tone, som er karakteristisk for ham. Han fortsætter med at udfordre mig:

“Prøv at sætte dig på hug, mens du stadig balancerer kæppen på hovedet. Ja, fint. Og nu skal du helt ned og sidde på gulvet. Stadig med kæppen på hovedet!” Jeg klarer mig nogenlunde. Øvelsen er sjov, og vi er allerede i gang med interviewet. Snakken går.

Efter nogle øvelser med hasselkæppene, slår vi os ned i Jespers lille kontor overfor øvelokalet. Der står et klaver i lokalet – det bruger Jesper til stemmeøvelser – og i loftet hænger en gammel zinkvandkande på en krog: “Den kande er faktisk et blæseinstrument, men Troels (Kirk Ejsing, red.), som jeg har arbejdet sammen med i mange år, har sgu’ blæst den helt i stykker. Nu hænger den bare dér,” griner Jesper.

Vi befinder os på Forsøgsstationen på Sønder Boulevard i København, som har været hans faste tilholds- og værksted i 14 år. Forsøgsstationen er til daglig et summende kreativt miljø, som fungerer som en platform for scenekunstnere, der ønsker at eksperimentere indenfor deres håndværk. På gangene eller i sofagrupperne bestående af genbrugsmøbler er der ofte nogen at snakke med eller blive inspireret af. Det er noget, som Jesper befinder sig rigtig godt med, for som han siger:

”Vi har brug for at nyde godt af hinandens erfaringer. Det er vi gode til her”.

Teater for hoffet

På bordet foran os ligger der et udvalg af printede billeder fra mange af de forestillinger, som Jesper har optrådt med over årene. I år er det 25 år siden, at Det Fortællende Teater så dagens lys, og med så mange minder og historier at kigge tilbage på antager vores samtale hurtigt et kalejdoskopisk præg, hvor den ene anekdote afløser den anden. Der er meget at tale om, når man vitterligt har rejst verden tynd og optrådt for tusindvis af publikummer i over 20 lande. Jesper er insisterende og næsten ustoppelig, når han først kommer i gang.

Således kommer vi blandt andet omkring regentparrets statsbesøg i Tanzania i 2008, hvor Jespers teater var en del af det officielle besøgsprogram. Nogle planlægningsmæssige forviklinger forårsaget af arrangørerne bevirkede, at han ved den lejlighed endte med at stå og fortælle en historie for dronningen foran en flyhangar ved en provisorisk landingsbane i byen Morogoro, ca. tre timers kørsel fra Dar es Salaam.

Verdens nordligste teater

Mange af Jespers anekdoter knytter sig til Rusland, som han har besøgt hele 14 gange. Jespers fascination af dette store, mangfoldige land, som det kan være svært at blive klog på, skinner tydeligt igennem:

“Jeg har været mange steder i Rusland, truffet mange spændende mennesker, jeg har optrådt og lavet workshops på mange forskellige festivaler. Men da jeg i 2013 blev inviteret til at spille min forestilling Bjowulf på en festival i byen Norilsk i Sibirien fik jeg mig en ekstraordinær oplevelse. Sammen med Troels Kirk Ejsing, som er med i forestillingen, havde jeg forestillet mig, at vi skulle til det nordlige Rusland og møde oprindelige folk, spise tørret kød og indånde den friske luft,” griner Jesper og fortsætter:

“Men vi fandt hurtigt ud af, at vi var havnet i én af verdens allermest forurenede byer. Det var en lukket by, hvor folk mest levede inden døre. Det var simpelthen usundt at opholde sig udenfor. 40 % af klodens nikkel-produktion foregår her. Det er byens eksistensgrundlag, og det forurener helt vildt. Der er ingen veje dertil. Lufthavnen er meget lille, for der er meget få, der rejser dertil, og næsten ingen, der forlader byen igen, selvom der bor 200.000 mennesker. Vi var i dén grad havnet på verdens kant. De havde det, de kaldte det nordligste teater i verden, The Polar Drama Theatre, hvor vi optrådte som en del af en lokal teaterfestival.”

Oplært i Børneteaterbevægelsen

Jesper er hovedsageligt oplært i Børneteaterbevægelsen og den uddannelse, han igennem årene har fået indenfor sit felt, henviser han til som værende af mesterlære-karakter. Fokus har for ham været på det at spille en fortælling. Stemmearbejde har været helt afgørende, og skuespillet har været et supervigtigt virkemiddel. Jesper forklarer:

“Det er den dansende fortæller med fuld stemme, der spiller fortællingen i dialog med publikum, der udgør et værk. Dét, der driver mig, er skaberglæden. Det er samarbejdet mellem fortælleren og lytteren og den mulige poesi i nuet. Jeg har igennem alle årene fortalt historier for både voksne og børn og er nu meget optaget af at skabe fortællespil i blandede grupper af børn, unge, voksne og ældre. Jeg er i dén grad rundet af det danske børne- og ungdomsteater – og af hele det kreative miljø, som er vokset frem af den danske børneteaterbevægelse.”

Den kunstneriske praksis

Jesper har således over årene været en hyppig deltager på Horsens Teaterfestival og Teatercentrums årlige teaterfestival for børn og unge, der siden 1971 har været afholdt næsten hvert år i april. Men i virkeligheden interesserer Jesper sig ikke for kategorierne voksenteater og børneteater.

“Jeg vil kombinere teater for børn, unge og voksne. Jeg ønsker at arbejde på tværs, og det smukke ved fortællingen er, at det i virkeligheden er det mindste teater, vi altid har med os. I fortællingen fremmaner vi noget sammen. Vi forestiller os noget, og vi træner vores forestillingsevne. Og når det lykkes, så har vi skabt noget sammen. Teatret er jo en social hændelse, og der skal være mindst to personer til stede, før teatret opstår.”

Og her er vi så måske ved kernen i det, som er styrende for Jespers kunstneriske praksis: ”Det er punkterne mellem dig og mig, mellem publikum og mig, som interesserer mig. Og i min kunstneriske praksis leger vi det ofte frem. Det er noget, som jeg har med mig fra børneteatret. Når man giver sig hen til legens improviserende ja-hed, så lever man og bidrager til noget.”

Således har vi under gunstige omstændigheder ifølge Jesper fundet opskriften på den gode fortælleoplevelse – både for fortælleren og publikum. Dog er der nogle betingelser, der i øvrigt skal være opfyldt, fx er mulighed for øjenkontakt med hele publikum essentielt for en gensidig dialog:

“Det betyder, at der optimalt set maksimalt kan være 100 tilskuere til en fortælle-forestilling. Jeg bruger heller ikke mikrofoner eller højtalere, fordi den forstærkede, elektronisk reproducerede lyd i mine øjne –og ører – er et fremmedgørende element,” slår Jesper fast.

De store fortællinger

At overvære en forestilling med Det Fortællende Teater betyder næsten altid et møde med én af de store fortællinger – en myte, et sagn eller en urfortælling. Forestillinger som f.eks. Bjowulf baseret på det oldengelske vikingekvad og I Guder! med udgangspunkt i den nordiske mytologi er gode eksempler på forestillinger, hvis tankegods er ældgammelt og dermed universelt. Måske er det netop grunden til, at der altid er efterspørgsel på disse to forestillinger både i ind- og udland.

Men også Gilgamesh om en sagnkonge og helt fra den oldgamle sumeriske mytologi og Absalon med udgangspunkt i begivenheder i 1100-tallets Danmark er eksempler på fortællinger fra teatrets repertoire, som med Jespers ord er rundet af tiden:

”Jeg interesserer mig for menneskestoffet, den “levethed”, der gemmer sig i de ældgamle fortællinger. For der finder vi jo også nutidige tematikker, som vi kan spejle os i. Jeg elsker, når vi kan bringe det universelle ind i nuet, fx er følelser som kærlighed, had og jalousi jo de samme nu som for 5.000 år siden. På den måde er historierne egentlig de samme som altid. Det er bare måden, vi formidler dem på, der ændrer sig over tid.”

Om at videregive fortælleglæden

Siden 2012 har Jesper arbejdet bevidst med at videregive sin fortælleglæde på en systematisk måde. Det sker gennem den såkaldte Story Play-model, som han selv har udviklet og som udspringer direkte af hans egen praksis og mangeårige erfaring med historiefortælling.

“Det rum, der opstår, når vi deler fortællinger, er et fællesskab. Det at fortælle og lytte er en menneskelig samværsform, hvor vi er sammen om at være forskellige. Og netop dét, at vi er forskellige, er en klar værdi for os alle. Fortællingens forbindende væsen er en fantastisk mental kraft i en tilværelse, hvor traditioner ændrer sig og samvær får nye betydninger. Potentialerne i dette arbejde på det kunstneriske, kreative og læringsmæssige niveau har vist sig at være rigtig store,” beretter Jesper.

Jesper organiserer workshops og længere procesforløb baseret på Story Play-modellen, og kurserne er ikke kun for professionelle teaterfolk. De er for alle, der holder af at fortælle og ønsker at udforske fortællingens kraft.

“Jeg er nu kommet til et sted i mit professionelle liv, hvor jeg virkelig har lyst til at bruge noget af alt det, jeg har fundet. Jeg føler, at jeg mestrer mit stof og evner at give det videre i struktureret form. Jeg elsker at optræde og har stor appetit på at videregive min praksis og instruere forestillinger,” slutter Jesper.