Nina Rasmussen er frivillig i kuratorteamet på Roskilde Festivals Arts & Activism, der igen i år er en del af programmet og – som alt andet på festivalen – skabes i samarbejde med frivillige. ISCENE tog en snak med hende og den kunstfaglige chef Signe Brink Wehl om samarbejdet og ambitionen med programmet.
”Jeg glæder mig så meget, jeg flytter derned i morgen,” siger Nina, da hun fanger mig på telefonen kort før årets Roskilde Festival. Hun er en af de 24 frivillige, der helt i festivalens ånd er en del af det kuratorteam, der udvælger kunstnere og værker til Arts & Activism-programmet. Det udfolder sig med performances, happenings, installationer, talks, debatter og meget mere i hele festivalugen.
”Roskilde Festival er et stort rum fyldt med sanselige oplevelser, og sluserne er helt åbne hos publikum. Det er en legeplads, fordi deltagerne kommer for at få fantastiske oplevelser og er åbne emotionelt, måske endda spirituelt,” fortæller Nina. Hun bidrager til kuratorteamet med sit netværk inden for dans og performances og en baggrund som kulturskaber og projektleder i forskellige NGO’er. Hun forener dermed selv programmets to ben, kunst og aktivisme.
Vi udfordrer hinanden
”Jeg har selv nydt godt af festivalen i mange år, og det er helt særligt selv at bidrage som frivillig med at skabe en stærk og tillidsfuld relation og forventningsafstemning med kunstnerne. Det er jo en ren rock’n roll experience, når vi bygger op hernede,” ler Nina og uddyber: ”Det gælder om at skabe rum, hvor kunsten kan komme ud over rampen, hvor kunstnerne føler sig godt tilpas, og publikum bliver fanget ind. Så kuratorrollen går også over i en producentrolle. Det en stor fordel at kende til, hvordan en scene bygges op, og hvordan man skaffer en tilladelse, når man er en del af teamet.”
Lige så stærk man kan blive i én retning, lige så spændende er det at blive udfordret
Kuratorteamet kommer med forskellige baggrunde og inviterer i løbet af året hinanden ud på oplevelser: ”Vi udfordrer hinanden og taler om, hvordan de forskelliges input kan spille sammen. Lige så stærk man kan blive i én retning, lige så spændende er det at blive udfordret, og vi kan kun lave et udfordrende program, hvis vi også udfordrer hinanden,” slår hun fast. Nina ærgrer sig samtidig over, at det ikke er muligt at opleve hele programmet, når festivalen først kører.
Lige i hjertet af festivalen
Signe Brink Wehl er programmets kunstneriske chef, og hun oplever, at kuratorteamet rammer lige i hjertet af festivalen, der har frivillighed i sit DNA: ”Det er et fællesskab, der er engageret hele året, og de er super faglige,” fortæller hun, der betragter gruppen som en gave.
”De giver os et meget nuanceret blik med deres forskellige øjne og fagligheder, lige meget om de er helt sprøde eller garvede og erfarne. Vi har en samlet ramme og vision, og med teamet kommer vi længere ud og får et bredere perspektiv. Samtidig giver det også en større omsorg, når man arbejder med en stærk frivilligkultur, hvor communityet og det sociale er meget vigtigt. De frivillige er på arbejde i dagtimerne og svarer ikke altid på mails med det samme, så vi arbejder med en lidt langsommere proces, der understøtter kulturen og formidler den til vores samarbejdspartnere.”
Det er et stærkt arbejdsfællesskab med en helt særlig gnist og med stor respekt for hinandens arbejde
Sekretariatet har ansvar for drift og organisation. Det er dem, der skriver under på kontrakter og har styr på sikkerhed og budgetter, mens de frivillige bidrager med indhold. ”Vi drives af motivation og mulighed for at lave og lære noget, vi ikke kan andre steder. Det er et stærkt arbejdsfællesskab med en helt særlig gnist og med stor respekt for hinandens arbejde. Vi har et stort råderum som frivillige, og sekretariatet har tillid til, at vi løser vores opgaver hele vejen rundt. Og det er netop kombinationen af os frivillige og sekretariatet, der former programmet,” forklarer Nina.
Snubler ind i den bedste festivaloplevelse
Nysgerrighed er drivkraft for både frivillige og ansatte. ”Vi kan eksperimentere med at blande vækstlag og store anerkendte navne. Vi kan blande genrer og tilbyde nye, engagerende formater. Vi kan give en scene til det, der ikke har en, og vi kan skabe en infrastruktur for artisterne, hvor de kan prøve nye formater, som de ikke nødvendigvis kan i institutionerne,” forklarer Signe. Hun peger også på, at festivalen er et stop på rejsen for værker, som meget gerne må leve videre hos programmets samarbejdspartnere – der for performanceværkernes del typisk er kunstinstitutioner:
”Vi arbejder sammen med vores partnere på at skabe bæredygtige arbejdsvilkår, der giver værkerne længere levetid. Det er meget motiverende at arbejde på den måde. Det giver en anden ro at vide, at ideen bæres videre,” forklarer hun og fortsætter: ”På den helt høje klinge er vores store fokus at gøre kunsten relevant for et bredt publikum. Roskilde Festival er et vidunderligt sted at arbejde med det mål, fordi langt fra alle på forhånd ved, at de kommer for at se billedkunst og performance. De snubler ind i det, og måske bliver det deres bedste festivaloplevelse.”
På den helt høje klinge er vores store fokus at gøre kunsten relevant for et bredt publikum
Nina Rasmussen er inde på det samme: ”Platform-scenen er et helt åbent rum, hvor folk, der kender kunstnerne blandes med folk, der bare kommer forbi. Vi er ikke ude på at sende dem i teatret, men at give dem sanselige oplevelser, de slet ikke vidste fandtes. Kunstnerne får mulighed for at møde et meget ungt publikum, der ikke nødvendigvis køber billet til almindelige forestillinger. Og de oplever det som en helt anden måde at være i deres værker på,” fortæller hun.
En ny verden
Signe Brink Wehl er optaget af at skabe en solid plads til performancegenren på festivalen, fordi det er en scene, hvor der sker meget netop nu: ”Det er et sted, hvor kunstarterne mødes på tværs, og hvor det intime mødes med det progressive, der har stærke rødder i aktivismen. Vi prøver at skubbe til publikums billede af, hvad performancekunsten er, og Platform-scenen er en mulighed for at skabe en meget intim oplevelse,” forklarer hun.
Vi prøver at skubbe til publikums billede af, hvad performancekunsten er
Art & Activism-programmet har gennem flere år haft utopien som overordnet kuratorisk ramme, idet utopien associeres med den håbefulde mulighed for forandring: ”Det kan man se i performanceprogrammet som en lyst til empowerment og til at kunne forestille sig en ny verden,” forklarer Signe. Hun peger på Marie Kaae og Louis Schou Hansens som eksempler på kunstnere i programmet, der skaber nye historier om fællesskaber, der endnu ikke findes.
”Vi arbejder også med ”party as activism”, altså den erkendelse, der kan opstå i energien i festen. Vi er nysgerrige på forandringspotentialet i den aktivisme, der er i tidens praksisser lige nu. Mange af kunstnerne beskriver også sig selv som aktivister. Fx Julie Nymann, der inspireret af sin dysleksi skaber grønne værker, fordi hun har oplevet, hvordan den røde farve har været markør for ordblindhed i tests og forbundet med skam. Hun ønsker med den grønne farve at skabe positiv opmærksomhed omkring alle de fordele og ressourcer, der findes hos mennesker med dysleksi,” fortæller Signe.
Festivalgæsterne vil mærke diversiteten
Ninas mål med programmet som del af kuratorteamet er at styrke genrer og mennesker, der historisk har haft færre privilegier og mulighed for at blive set:
”I år har jeg kurateret Marie Kaa. Jeg har fulgt hende gennem mange år, og i år stod stjernerne rigtigt for at få hende på Platform med et nyt værk. Hun har altid været gavmild og spredt glæden ved musik og dans i communities og workshops. Hendes praksis er en fuldstændig silverlining af, hvordan kunsten og fællesskabet kan befrugte hinanden. Hun inviterer ind i dansen som et redskab for frigørelse og sammenhængskraft,” forklarer hun og fremhæver også værket DUNKEL af Olivia Rivière og Lisen Pousette, som udforsker mørke og growling.
”Det er et helt andet værk, der arbejder med, hvordan krop og lyd smelter sammen i et mørkt rum, og hvordan grænserne mellem dem, der ser på, og dem, der performer, bliver opløst. Netop det er et af målene med Platform. Jeg har altid fokus på noget med bevægelse og kroppe, fordi det både prikker til sanserne og til holdninger,” reflekterer hun. Nina besvarer derefter mit spørgsmål om, hvordan man vil opleve programbeskrivelsens erklærede mål om at have diversitet og opfordre til protest:
Jeg håber, at alle festivalgæsterne vil mærke diversiteten gennem de mange stemninger og lyde
”Vi kan præsentere mange stemmer, fordi det er et stort program, og jeg håber, at alle festivalgæsterne vil mærke diversiteten gennem de mange stemninger og lyde. Noget er farverigt noget mørkt, noget ungt vækstlag, noget erfarent med pondus. Vi ser på, hvad der rører sig lige nu, så hos nogle ligger action indlejret i formen, mens det hos andre måske mere inviterer til samtale efter forestilling,” siger Nina. Som afsluttende teaser lover hun dog, at kuratorteamet har sat noget på Platform i år, der meget direkte opfordrer til handling.
