Populært lige nu

Fem, du kan glæde dig til i september

ISCENEs redaktion er klar til at kaste sig ud i septembers mange premierer. Vi har kigget programmet igennem og udvalgt en håndfuld med fem...
Annonce

★★★★☆☆ Charmen er intakt i Græsted Revyen

Græsted Revyen 2025 stiller i samme skønne formation som sidste år, og inviterer atter ind i herreværelset, hvor de tre croonere Jesper Lohmann, Farshad Kolghi og René Richardt adresserer verdens fortrædelighed og musikkens forløsende kraft med deres helt særlige karlekammerkemi.

Annonce

Den flamboyante selvtillid fejler ikke noget “i Græsted”, der passer til versefødderne i On Broadway. Så er stilen lagt med høj musikalsk cigarføring af det samme herrehold som i fjor. Og hvorfor ændre på et godt koncept?

Jesper Lohmann, Farshad Kolghi og revydirektør René Richardt er stadig godt selskab, der generøst deler ud af sig selv og er knivskarpe til at returnere salens mere eller mindre bøvede tilråb på kærligste vis. Krorevy er intim og løfter sig, når spillerne har overskud til at læse (den overrislede) sal og bruge den.

Græsted Revyen 2025
René Richardt og Jesper Lohmann, Farshad Kolghi i “Magiker” i Græsted Revyen 2025. Foto: Jan Frithjof Stephan.

Crooneren sniger sig ind overalt

Vi får et par traditionelle disksketch om telefonkøer og hjemsendelse af syrere, og en fin dobbeltshorty om fiskenes fravær i vores farvande. Og selvom alle tekster måske ikke gnistrer af originalitet, bliver de leveret med charmerende tæft og timing, når hverdagens små og samtidens næsten uoverskuelige udfordringer handles af i herrernes skiftevis gakkede og tilbagelænede karakterer.

Selvom alle tekster måske ikke gnistrer af originalitet, bliver de leveret med charmerende tæft og timing

René Richardt trækker i år et stort læs med mange indslag. Han rister en præstationspressende far, giver lavkomisk kærlighed til spillefuglen og får sammen med Lohmann også Vase & Fuglsangs gode Phising til at svide med en velplaceret pointe. Helt skøn er han i sin egen Magiker, hvor holdet også lige får sneget et par swingende sangbidder med, mens han hypnotiserer og – helt flegmatisk – laver taltricks med os.

Annonce
Græsted Revyen 2025
Farshad Kolghi, René Richardt og Jesper Lohmann i Græsted Revyen 2025. Foto: Jan Frithjof Stephan.

Har ulve følelser?

Farshad Kolghi har vanen tro taget et væld af accenter med, men holdes klædeligt i ro i Donald Andersens timingsikre instruktion, når de udfoldes. Kolghi lytter til sin “inder” stemme i sit velplacerede nummer om ytringsfrihed med den sigende titel Ulve har også følelser – og går i mild thailandsk skrue som Vikaren for det hele. Her bliver scanne til skinne og krise til grise, når den velmenende lægevikar beder patienten om at “pis på dig selv.” De tre croonere på scenen bliver undervejs også til de 3 tenorer i Dan Schlossers fine breakup-arie, mens Kolghi selv viser et fornemt benarbejde som 90 årsfødselaren, Elvis.

Hvem behøver Hansi Hinterseer, når Lohmann vrider sig på scenekanten?

Jesper Lohmann har dog stadig teten med sin selvforelskede smørtenor, der “ikke ser en fejl / når han ser sig i et spejl” i Carl-Erik Sørensens På utallige opfordringer. Hvem behøver Hansi Hinterseer, når Lohmann vrider sig på scenekanten og ligesom Kholgi får lagt en lille gammelmandssvaghed ind i de potente karakterer. Sødt. Lohmann giver også flot croonerbund til Leif Maiboms vise om at tage stilling til verden, Det er et spørgsmål om, der vil rigtig meget.

Annonce

Lohmann har siden travlt med at holde styr på de vidunderlige twistere, der igen beriger os med talemåder som “Selvom man ikke er en andemor, kan man godt have mange løse ender.” Hvor får de det mon fra? “Fra kommunen,” mener Kolghis bedårende out of this world-karakter, mens Richardts bøvede ditto piller sig i skridtet trods Lohmanns pædagogiske opfordringer til at lade være. De er umanerligt søde og faktisk også “crazy indeni”.

Græsted Revyen 2025
Farshad Kolghi, Jesper Lohmann og René Richardt som “Twisterne” i Græsted Revyen 2025. Foto: Jan Frithjof Stephan.

More, underholde og mane til eftertanke

Det er lummert, det er lækkert. En del kører hjem på charmen, og musikalsk sidder leveringen i bulls eye hver gang. Revyens 175 års jubilæum får sit eget medley skarpt skåret med ikoniske karakterer og viser, der kulminerer med blik ud over det aktuelle revylandskab. Revyen lever trods sin ofte annoncerede død fortsat – også i Græsted. Holdet balancerer tradition og fornyelse med herreværelsets gemytlige stil, der i Donald Andersens instruktion får et gear mere med elegante pickups, der giver et flot flow gennem de mange temaer.

Der i Donald Andersens instruktion får et gear mere med elegante pickups

Græsted Revyen skal også prises for at invitere helt unge tekstforfattere med blandt de garvede. Hvis revyen, som de proklamerer, skal “more, underholde og mane til eftertanke” i fremtiden, skal der nye øjne og penne til. Græsted Revyen 2025 kommer flot i mål med alle tre parametre i sin robust-cool stil, der rummer en del alvor under de elskeligt fjollede karakterer og den store musikalske glæde. Under kapelmester Henrik Schrøders ledelse kulminerer det til slut med en Herretour som pendant til sidste års hyldest til kvinderne i dansk musik.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy, Den Danske Cirkuspris og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.

Gadeteater og personlige beretninger – en tur gennem Aarhus Festuge 2026

Aarhus Festuge havde i 2026 som vanligt et bredt og varieret udvalg af scenekunst. Både etablerede teatre, gadeartister og varietekunstnere bidrog til programmet, og...