Populært lige nu

Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Den lille havfrue – musikalsk gendigtning skruer op for mørket og begæret

Anastasia Holst Nørlund har genfortolket H.C. Andersens eventyr om Den lille havfrueDet Kongelige Teater. Det giver fortællingen nye dimensioner og et væld af kontraster, som spiller flot sammen i ord, musik og scenografi. 

Som en blågrøn blødkoral bølger Stephanie Nguyens krop, mens hun taler fra havets bund. Om blomster, kirkeklokker og længslen efter at skifte livet som 15-årig havfrue ud med et på land. Hvorfor græder mennesket, plager hun sin bedstemor, spillet med skrap beskyttertrang af Charlotte Fich. Men svaret gemmer sig på den anden side af en mørk dannelsesrejse, hun selv må gennemleve.

Annonce

I Anastasia Holst Nørlunds frie fortolkning af H.C. Andersens eventyr er mænd kun noget, der findes på land. Begær ligeså. Havet er sort og tomt, men prinsen, som den 15-årige Solea først redder fra druknedøden og siden stalker på afstand, har flammende rødt hår. Og sixpack. Desværre er den eneste, der forstår de følelser, han vækker i hende, en hævngerrig havheks.

Lasse Steens prins smider trøjen og bliver mål for havfruens nyfødte begær. Den lille havfrue, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.
Lasse Steens prins smider trøjen og bliver mål for havfruens nyfødte begær. Den lille havfrue, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Solea er virkelig en lille havfrue. Det er det, Nørlunds nådesløse portræt og Nguyens naive spil får frem. Hun sælger sin stemme, forlader familien, og for hvad? En 16-årig prins, som Lasse Steen med ubesværet komik gør til en umoden dreng. Det ser Solea selvfølgelig ikke. Hun betragter ham og resten af det kysttivoli af papirklip, der møder hende på land, med barnets øjne. Et let offer.

Kamp mellem lys og mørke

Styrken ved Den lille havfrue i Nørlunds fortolkning er forståelsen for den første forelskelses blinde begær. Men også det djævelske sammenfald med barnets verden. Det ene øjeblik er Solea fuld af spørgealderens nysgerrighed, det næste gnider hun sit underliv op ad den sten, prinsen har ligget på, mens han skuede ud over havet.

Julian Juhlins scenografi gør anden akt til et kysttivoli i papirklip. Den lille havfrue, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.
Julian Juhlins scenografi gør anden akt til et kysttivoli i papirklip. Den lille havfrue, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Senere, da havheksen har opfordret til mord på prinsen og hans nygifte brud – der ligner Disneys havfrue til forveksling – slynger hun sig sensuelt til blød techno og støjsynth. Skal, skal ikke? Nørlund får en dybde og kontrast ind i karakteren, som Solea måske ikke selv når at reflektere bevidst over, men det er heller ikke hendes lod. Hun er det blinde begær, et kærlighedsoffer.

Det er en kamp mellem lys og mørke

Det er en kamp mellem lys og mørke, der ikke kun spejles i Julian Juhlins fine scenografiske skel mellem hvidt, let land og sort, tungt hav, men også i Markus Artveds let jazzede sange, der ofte springer mellem dybt leje og høj falset. Det er med til at gøre Den lille havfrue til en meget helstøbt forestilling.

Julian Juhlin har udstyret Rosalinde Mynsters havheks med et endeløst, sort slæb. Den lille havfrue, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.
Julian Juhlin har udstyret Rosalinde Mynsters havheks med et endeløst, sort slæb. Den lille havfrue, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Musikalitet tager over

Det musikalske overskud er stort, og Artveds sange udmærker sig ved at give plads til vokalen og teksten. Til gengæld tynger den ret konstante musik faktisk første akt, fordi dialogen mellem Solea og hendes familie af havfruer har tendens til at blive mere rytmik end reaktion. Det problem løser sig dog i anden akt med Lasse Steens frie levering og komiske timing – et træk, der går igen hos Camilla Laus lige så rødhårede og sjove prinsesse.

At hendes karakter får så mange overraskende nuancer, er i virkeligheden Anastasia Holst Nørlunds største genistreg

Også Rosalinde Mynsters utålmodige havheks giver replikkerne liv. Hun ligner i sin sorte fremtoning et kryds mellem Marilyn Manson og Medina, og at hendes karakter får så mange overraskende nuancer, er i virkeligheden Anastasia Holst Nørlunds største genistreg. Men også måden, hendes historie fortælles på, er smart.

Camilla Lau ligner Disneys havfrue, men spiller her rollen som prinsessen, der stjæler prinsens hjerte. Den lille havfrue, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.
Camilla Lau ligner Disneys havfrue, men spiller her rollen som prinsessen, der stjæler prinsens hjerte. Den lille havfrue, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

En bevidst fortolker

Det er bedstemoren, der fortæller Solea om heksens skæbne. En forsmået kvinde, der myrdede sin elskede og hans udkårne, før hun kastede sig i døden og endte som havmonster. Her får vi det andersenske foldet ud: eventyret, der fortælles af den gamle, og barnet, der lever sig ind i de talte ord. I det hele taget er Nørlund ekstremt bevidst om sin rolle som fortolker.

En forestilling, der altså meget fint og fokuseret opdaterer det gamle eventyr

Digtlinjer af H.C. Andersen fletter sig ind flere steder, men står i kontrast til den poppede tone i dialogen. ”Gør, hvad du vil. The world is your oyster,” siger en af søstrene til Solea, og de engelske fraser hænger løst, måske som en kommentar til tivoliseringen af Andersen, som også ses på Langelinie og hos Disney, der begge får små, sjove kommentarer med på vejen.

Fint med mig. Det er kun med til at give forestillingen flere lag at bevæge sig imellem. En forestilling, der altså meget fint og fokuseret opdaterer det gamle eventyr – og lærer den lille havfrue, hvorfor mennesket græder.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Sune Anderberg
Sune Anderberg
Selvstændig kulturjournalist og kritiker, skriver fast for en række danske medier. Medlem af Reumert-juryen og Anmelderringen, cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet.
Annonce