Må vi? Kan vi? Tør vi? Genåbning uden klare retningslinjer presser de frie kompagnier

Siden genåbningen sidste mandag er Facebook oversvømmet med nødråb og spørgsmål fra Det Frie Felts kunstnere, der har svært ved at navigere i en genåbning uden klare retningslinjer. Det giver akut kaos nu, men forstørrer samtidig de generelle udfordringer for et felt, der arbejder med en helt særlig økonomi.  

”Hold op, hvor har vi brugt mange timer over de sidste uger på at finde alternative datoer for de aflyste jobs”. Sådan siger Tali Rázga, kunstnerisk leder af Gazart, der producerer forestillinger til børn og unge. Kompagniet havde en planlagt skoleturné i januar, og de mange timer gik blandt andet på – uden held – at få afklaret, om de overhovedet måtte gennemføre turneen. ”Hverken vi eller arrangøren ville aflyse, for den, der aflyser, bærer ansvaret for den økonomiske del,” uddyber hun.

Udover turneforestillingen er Gazart også i gang med prøver på en ny produktion. Begge produktioner har været ramt af corona-sygdom, hvilket også sætter både økonomien og det kunstneriske forløb under pres. ”Vores produktionsforløb er jo som udgangspunkt altid meget sårbare overfor sygdom, fordi budgetterne er meget stramme, og de største poster er lønningerne. Vi betaler selvfølgelig vores medarbejdere under sygdom i produktionsforløb, men konsekvensen er, at tiden går fra prøverne,” siger Tali Rázga.

Den økonomiske gråzone med en sammenstykket økonomi

Gazart lander som de øvrige frie kompagnier ifølge hende i en gråzone i forhold til kompensationsordningerne. Produktionerne er statsstøttede, mens turné- og workshopvirksomhed skal hvile økonomisk i sig selv. Hun er den eneste fastansatte, alle andre ansættes projektbaseret i kort tid på fx turneer og lidt længere tid på nye produktioner. Tali Rázga er altså selv berettiget til lønkompensation, ”men det er fuldstændig urealistisk, at jeg skal sidde uvirksom hen, mens der er en voldsomt forhøjet arbejdsbyrde for alle med sygdom og omrokeringer af forestillinger op til tre gange,” siger hun og peger dermed på, at kompensationsordningerne indtil nu har ramt skævt i forhold til arbejdsforholdene i Det Frie Felt.

Budgetterne er stramme og overvejende projektbaserede, dvs. at indtægterne også er knyttet til et bestemt tidsrum. En aflyst turné og dermed manglende indtægter til at betale lønninger kan være helt uoverskuelig for både kunstnere og kompagnier, fordi man ikke nødvendigvis kan lave turneen på et andet tidspunkt. Isoleret set kan det være et mindre beløb, men for kompagnierne er turneindtægterne altafgørende for at lønne de mange løstansatte, der stykker deres månedsløn sammen af de mange, kortvarige jobs. Sygdom betyder derfor også, at alle og ikke bare den syge mister indtægt, hvis der aflyses.

Alle gør alt, hvad de kan

”Det er en megatræls situation, som ingen er tjent med, men det er ikke lykkedes mig at få øje på et alternativ. Vi har ikke økonomien til at bære risikoen ved at betale alle spillere løn, når vi mister indtægten,” slår Tali Rázga fast og forklarer videre, at det er derfor, hun bruger så meget tid på at finde alternative spilledatoer, selvom det er en stor udfordring at få de forskellige freelances kalendere til at gå op.

”Det løser ikke problemet for spillerne, for de mister stadig den indtægt, de havde regnet med i denne måned og samtidig optager et flyttet job plads for en anden mulig indtægt. Så det er ikke en god løsning, men det bedst mulige, jeg kan tilbyde”.

”Alle gør alt, hvad de kan, og strækker sig langt, men det står lysende klart, hvor skrøbelig, udsat og uprofessionelt organiseret vores arbejdsfelt er. I denne tid mangler jeg et tydeligt, professionelt organ, som har kendskab til branchens forhold og kan vejlede ordentligt. Der er simpelthen for mange ting, jeg skal sprede mig over. Samtidig med at jeg skal være kunstnerisk skabende, skal jeg være jurakyndig, chefforhandler både i forhold til medarbejdere og kunder, strategi-, HR-, kommunikations og marketingsansvarlig. Det er en nervepirrende og ret opslidende periode vi er i. Må vi? Kan vi? Tør vi?” spørger Tali Rázga.

Leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst Mikkel Harder bekræfter de strukturelt bestemte udfordringer: ”Noget af det, der kendetegner Det Frie Felt, er, at de typisk arbejder i ad hoc strukturer. De har sjældent tunge driftsudgifter, fordi næsten alt går til den enkelte produktion. Det er ikke et valg, men et vilkår. Når samfundet så pludselig lukkes ned i kortere eller længere perioder og det sker med kort varsel og tidsubegrænset, så har de ikke en ramme, de kan omdisponere indenfor, fordi rammen er produktionen. Fælles for alle, der bliver ramt af nedlukninger på ubestemt tid, er, at det skaber enorm usikkerhed, om man kan overleve økonomisk”.

The show must go on

Koreograf og danser My Grönholdt, der står bag MYKA, som producerer forestillinger til familier, har flere gange sat fokus på arbejdsforholdene i Det Frie Felt og balancen mellem liv og arbejde. Coronaperioden har for hende skærpet opmærksomheden endog mere.

”Vi lider under ideen om The show must go on, hvor jeg har hørt dansere fortælle, at de bare sætter en brækspand ved siden af scenen og så går det. Det har jeg ikke selv lyst til, og måske skal vi til at lære at blive hjemme, når vi er syge,” siger hun indledende.

Selv har hun været i coronaisolation i 15 dage, hvor hele familien på skift var syge. Så hun har som mange andre passet syge børn og forsøgt at arbejde over zoom samtidig. ”Der er ikke meget kreativt rum over det, og mentalt er det også et stort pres. Sidste produktion var på samme måde. Denne gang løste vi det ved at få en medkoreograf ind, som jeg briefede online, vi har ansat en danser til dublering og har et meget professionelt hold på og bag scenen til at løfte udfordringerne sammen. Og heldigvis har vi midler, der kan dække de ekstra udgifter, men det er det ikke alle, som har,” fortæller My Grönholdt.

Alle barriererne udenom kunsten

My Grönholdt er frustreret over de barrierer, hun møder som koreograf i forhold til alt det udenom kunsten. Generelt og sat på spidsen under corona. ”Det ville være godt at have dubletter i produktionen og også på turneer, men det er ikke alle i det frie felt, der kan dække de ekstra udgifter, da budgetterne i forvejen er meget skrabede,” fortæller hun.

Under sidste nedlukning, hvor lange planlagte turneer blev aflyst både nationalt og internationalt, brugte hun meget tid på at undersøge kompensationspakker, som det så viste sig, at hun ikke kunne få, da MYKA dengang ikke var organiseret som en forening. ”Det er sårbart at være hjemsendt uden kompensationsmuligheder,” konstaterer hun.

Nogle af kompagniets kunder valgte at betale for aflyste forestillinger, og det lykkedes derfor at sikre løn til danserne. ”Jeg er stolt af, at jeg fik pengene hjem, men jeg fik selv 0 kroner og meget ekstraarbejde under barsel, som jeg var på dengang, hvilket var utrolig stressende. At finde nye datoer for det aflyste er et større puslespil, som kræver flere resurser og tid, som jeg brugt utroligt mange kræfter og tid på de seneste år. Når man har eget kompagni, må man selv gøre alt det praktiske og selv tage alle beslutninger og ansvar, noget som især under krisen har fyldt for meget. Jeg bruger min bestyrelse og administrator at sparre med. Men mange står meget alene,” siger My Grönholdt. 

Kunne man gøre det anderledes?

Denne gang har kompagniet overvejet at udskyde forestillingen, men valgt ikke at gøre det, da det indtil nu har været sådan, at man skulle fortsætte arbejdet for at kunne få kompensation. ”Jeg kender en, der har været med til at producere otte forestillinger under corona, der aldrig har mødt et publikum. Men jeg kender også musikere, der har aflyst alt, fordi de ikke vil ligge under for den mentale stress, udsættelser og usikkerhed om corona medfører,” siger My Grönholdt og fortsætter:

”Jeg synes, man skulle reflektere mere over, hvordan staten, kunstnerne og publikum kunne få mest muligt ud af kompensationen. Man kunne jo godt arbejde og udvikle, men måske lade være at producere og i stedet arbejde med at formidle kunst på en anden måde”.

Hendes erfaringer med online prøver er, at de skal være korte, og at det kræver ordentligt udstyr, som man kan finde ud af at bruge. ”Vi gjorde det kun i en kort periode og valgte så at bruge en fra holdet som co-koreograf i stedet. Det fungerede godt, og jeg synes, hele branchen løser situationen meget professionelt, men økonomien er altid lille og usikker og konsekvenserne af det bliver meget tydelige under corona. Vi har ikke råd til at betale løn under sygdom og samtidig hyre en anden ind, men vi har besluttet at gøre det alligevel. Vi kan ikke stå inde for ikke at betale løn, når vi som kompagni står for og arbejder med holdbarhed. Næsten 80% af holdet har været syge, men heldigvis samtidig. Det presser produktionens økonomi meget, for sygemeldingerne kan jo være op til ti dage, og det er utroligt stressende for holdet og produktionsledelsen, når alt skal laves om hele tiden og det tager også tid at følge med i alle opdateringer af restriktionerne. Her ville det have været virkelig godt med en ekstra hånd, en med ekspertise som flere grupper kunne dele, så man ikke hver især skal sidde med det aften og weekend,” foreslår hun.

Ingen kender kriterierne endnu

Hos Udviklingsplatformen for Scenekunst oplever Mikkel Harder også det stærke behov for afklaring: ”Det Frie Felts scenekunstnere søger rådgivning bl.a. hos os, men kan ikke få det, fordi ingen kender kriterierne for at få hjælp endnu. Nu hvor samfundet er åbnet, og mange af dem i øvrigt er ramt af corona som resten af befolkningen, må de gerne spille. Men ingen kan fortælle dem, om de kan få udgifter til en ny danser, skuespiller, sanger, teknikere eller andet dækket, eller om de overhovedet får løn, hvis de har udbetalt løn til sig selv og evt. ansatte under nedlukningen, og derfor ikke har flere penge”.

”I ministeriet og styrelsen arbejdes der på højtryk. Så det er bestemt ikke ond vilje, der gør, at kunstnerne ikke får svar. Det tager bare tid. Men usikkerheden er enorm og det er uhyre stressende – især når det ikke er første gang, det sker. Hvilke undtagelser vil der være denne gang? Kan kunstnere, der ikke er danske statsborgere få del i hjælpepakker? Kan man tvinge udenlandske spillesteder til at betale for aflyste forestillinger? Er der løn til nye prøver, som er nødvendige, hvis alt har ligget stille i en måned eller mere? Kunst er ikke en motor, man bare tænder, når den har været slukket i lang tid. Den skal varmes op, før den kan trække et publikum,” pointerer Mikkel Harder til slut.

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.