★★★★☆☆ Livet er en morgengave – underfundig dramatisering af Halfdan Rasmussens tekster

Sikke en overvældende ordskat, Jesper Asholt minder os om i sin kalejdoskopiske og charmerende musikalske kabaret, der på Café Liva fortæller et mandeliv gennem Halfdan Rasmussens tekster.

For et par år siden skabte det debat, da Gyldendal udelod otte digte i en nyudgivelse af Halfdan Rasmussens børnerim og remser illustreret af Ib Spang Olsen. Tiden er løbet fra racistiske ord, der på skrivetidspunktet havde en anden klang. At Halfdan Rasmussen trods alt fortsat har noget at byde på, er Livet er en morgengave et charmerende og livsklogt bud på.

Nerver og migræne

Halfdan Rasmussen var produktiv, og selvom han i dag nok er mest husket for netop børnerimene, står han også bag både langt mere dystre tekster om krigens oplevelser og de voksnes pendant til børnerimene, Tosserier. De blev oprindeligt skrevet til avisen Social-Demokraten og hedder alle noget med Noget om…. Mest elsket og citeret er Noget om helte, som denne kabarets titel også er hentet fra. Det er finurlige, livsfilosofiske – nogle vil nok sige lommefilosofiske – digte, der kombinerer lethed og dybde ved at være på rimede vers.

“Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor
Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.” 

Vi er et fredeligt sted, hvor man kan så kruspersille i stedet for at slå på tæven. Et univers, hvor vi hylder reserven af reserven, der ”får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk”. Måske en nostalgi, måske en utopi, men på Café Livas lille scene i hvert fald et univers, der fik mig til at spidse ører og følge med på livrejsen gennem Halfdan Rasmussens sprudlende sprog.

Et barn dybt inde

Først vågner han besværet og alderdomstynget. En lille mand i undertøj og forpjusket frisure, der snorkende bliver bragt ind på scenen af de to elegante musikere, Morten Wedendahl og Elo Lindhardsen. De to fylder lige præcis det, de skal, med overlegen musikalitet og perfekt doseret mimik og tralala-kor.

“Jeg tror, der lever et barn dybt inde,
En kraft der aldrig kan drives ud”

Fra kroppens forfald springer Jesper Asholt adræt tilbage til glimt af en barndom på stenbroen. Brændevin og barnesind mødes på lønningsdag, og far vinder en bamse og mor spiser softice, når familien er på tur. Den gode og den onde lærer, der begge formede barnet. Bolsjer og bændellakrids til de attråede piger og drengens fantasier om den kvindelige anatomi. Det er sødt og leder fint frem til det mere modne begær og parforholdets trakasserier.

Maj måneds katte

Efter pausen bliver det kortvarigt mere dunkelt med modstandsbevægelse, stikkerdrab og meningsløshed, men meningen genfindes i egne børn og kærligheden, for ”Venus fra Milo har en datter lige her på Nørrebro”.

Idyllen spejler nok ikke helt Halfdan Rasmussens egen modus vivendi med serielt utroskab, men Jesper Asholts projekt er heller ikke at skabe en biografi, men at bruge litteraturen til at reflektere et mandeliv.

Hans manuskript fletter således en underfundig, men ikke naiv livsfortælling af det store materiale, hvor fortællende og poetiske sekvenser blandes absurdistisk med remserne om ”Irske dværge i irske bjerge, der drikker øl og sover i fingerbøl” og om ”Maj måneds katte,” der “kan spinde og pjatte” i en trods de mange ord letløbende monolog, der rammer med sit glimt i øjet og især flyver højt i de mange, musikalske sekvenser, hvor Jesper Asholts lyse, udtryksfulde stemme folder teksternes dybde ud.