★☆☆☆☆☆ Greven af Luxembourg – hvidpudret operette er gennemført usjov

Hvor galt kan noget egentlig gå? Den Jyske Opera har et godt bud. Franz Lehárs operette Greven af Luxembourg er næsten imponerende usjov og rodet i Philipp Kochheims til tider pinagtige opsætning.

Det er herligt at gå i teatret. Nogle gange går man ud derfra som et nyt menneske, opløftet af kunsten. Andre gange, som nu i aftes, står man i garderoben efter tæppefald og får øjenkontakt med en fremmed herre. Ligesom en selv venter han på at komme ind til sin frakke. Ingen behøver sige noget, vi forstår godt udtrykket i den andens blik: taknemlighed. Taknemlighed over, at mareridtet er forbi.

Den Jyske Operas opsætning af Franz Lehár-operetten Greven af Luxembourg er en katastrofe. I sig selv er det besynderligt, at man har fundet på at hive den ud af glemslen. Er det, fordi historien er udspekuleret? Niks. Fordi musikken er mindeværdig? Heller ikke. Men så måske fordi man har set det komiske potentiale i alle forviklingerne? I så fald har man set noget, ingen i publikum får øje på.

Komedien uden latter

Fyrst Basil vil giftes med divaen Angèle. Angèle mangler adelighed, så et midlertidigt ægteskab med grev René arrangeres. Divaen og greven forelsker sig dog, og så står Basil med håret i postkassen. Det er klassisk forviklingskomedie, men historien er så tynd, at den først kommer i gang halvvejs inde i første akt. Inden da har instruktør Philipp Kochheim fuldstændig saboteret hele forestillingen.

Først forsøger en harlekin at gøre sig morsom ved at dirigere orkestret fra scenen. Ingen ler. I første scene møder vi så en forsamling af hvidpudrede adelige, kunstnere og deres omgangskreds. Nogen har en replik, nogen synger. Jeg spejder efter kilden, men lyden er umulig at lokalisere, og de hvide projektører falder egalt på alle.

Pinlig selvparodi

“Hvor er instruktøren, når man har brug for ham?” Ja, det er ikke bare mig, der spørger, men også en af sangerne på scenen. En anden kigger ud på publikum: “Jeg tror sgu næsten, de er faldet i søvn derude.” Det er alt for sandt til at være sjovt. Hele første akt er en opvisning i manglende personfokus, flad diktion, pinlig tavshed, uskarpt skuespil og en scenografi, der er så overlæsset med møbler, nips og personer, at man ikke aner, hvor man skal kigge hen.

Lyder orkestret så ikke i det mindste godt? Jo, sikkert – jeg ved det ikke, for jeg kan ikke høre andet end det helt overgearede slagtøj i højre side af graven. Sangerne er såmænd helt udmærkede, men akustikken og teknikken driller. Flere gange lyder arierne, som om de bliver spillet på en gammel rejsegrammofon.

Kan ikke blive værre

Joan Ribalta portrætterer egentlig fint den liderligt forelskede hovedperson, og det absurde kaos falder lidt til ro, når han kommer i fokus efter pausen. Det bliver pludselig en tålelig oplevelse, men også kun fordi bunden er slået ud af skalaen. Dog er det ærgerligt, at hans kraftige accent – Greven af Luxembourg fremføres på dansk – gør hans utekstede replikker svære at forstå.

Musikken er lige så febrilsk som alt andet. Halvdelen er Lehárs egen, halvdelen er hentet hos andre komponister og klemt ind, fordi … ja, jeg ved ikke hvorfor. Jeg har opgivet at forstå, hvad i alverden Kochheim og Den Jyske Opera har tænkt med denne forestilling. Er der da slet intet godt at sige? Jo: Det kan formentlig ikke blive værre.