★★★★★☆ Oceanic – mytologisk dans på spejlhav er badet i magisk lyd og lys

I Dansekapellet kan man under CPH Stage opleve Oceanic, der havde premiere på Atalante i Göteborg i 2020 og er co-produceret af Dansehallerne, MDT Stockholm og Dansstationen. Vi inviteres ned i et endeløst hav omgivet af organiske syngeskåle og lyde fra både fortid og nutid. Sanserne vækkes til live og fortaber sig i det dragende mytologiske landskab af skarp, minimalistisk æstetik.

Forestillingen kaster os fra begyndelsen ud i det totale mørke, hvor vi overlades til høresansen og en vibrerende maskinel lyd. Som en chokeffekt opstår det klareste, hvide lys ledsaget af skærende lyde, som var det selve universets fødsel. En kvinde står skrigende og stiv med armene lige op over hovedet omgivet af otte håndlavede, muslingeformede masurskåle fordelt ud over scenen. 

Et erfarent kunstnerisk hold står bag denne produktion. På scenen udfolder den markante danser og koreograf Marie Topp en magisk kvindeskikkelse. Bag lydpulten står koreograf og lydkunstner Julie Giertz, og de to har, siden de mødtes på Den Danske Scenekunstskole, kontinuerligt udviklet kunstprojekter sammen. Ofte som her i samarbejde med lysdesigner Mårten K. Axelsson, og dramaturg Igor Dobricic. 

Forestillingen er en del af en serie, der undersøger politiske og strukturelle strukturer fra et sanseligt perspektiv. Det nyeste værk er Hail to The Good Listener (2021). 

Flydende på et uendeligt lydhav

De unikke masurskåle har hver deres organiske former, og tre af skålene er samtidig små speciallavede strengeinstrumenter, smukt fremstillede af Julia Giertz og Felix Ahlberg Ericsson. De giver en fornemmelse af syngende muslinger som en del af havets stemmer. Kvinden i havet ledsager selv lyduniverset med lejlighedsvise lange vokaltoner, mens hun langsomt rækker armene prøvende frem mod omgivelserne. 

Med eminent kontrol læner hun sig forover, undersøger sit spejlbillede og synker ganske langsomt ned på hug. Hun flyder på havet med næsten vægtløse, ikke eksisterende bevægelser. Kun med forsinkelse opfatter vi, at den mystiske skabning faktisk har flyttet sig, og spejlvinylen skaber illusion af uendelig dybde. 

Marineret i lys, lyd og bevægelse, der næsten går i ét med de organiske træskåle, er det som om hierarkierne opløses til en jævnbyrdig, sansende relation. Kvinden synger en høj, slank tone, og lydtæppet løfter sig som et brusende orgel. Hun kommer langsomt op og står helt stille på bagscenen, mens hun ser ud på publikum. Vi er med på den meditative rejse i klang og bevægelse, til det, som er, og det, som var.

Erindringer fra jordens røde indre

Efter endnu et black out, denne gang kortere, skifter scenen til klart rødt lys, der står knivskarpt på de skulpturelle træmuslinger. Måske som et kig ind i jordens glødende indre, måske som en angstfyldt erindring. Lydene kommer langt fra, måske fra havets dyb eller jordens indre, fra hvaler eller erosioner. 

Kvinden spreder prøvende fingrene ud fra hinanden, men står ellers stille. Hun kigger op i luften, strækker halsen lang. Lyde som af rumlende fly eller anden industriel pulseren fylder rummet, og pludselig bevæges en arm frem med en truende eller angstfyldt energi. En enkelt kraftig, brummende tone tager over og afløses af pludselig stilhed. Kvinden stivner. 

I et blåsort lys kommer hun langsomt til sig selv, bøjer sig ned og sætter sig. Hun spejler sig i havet, som en mytologisk Narcissus, havfrue eller måske erindringens spejl, hvor hun ser livet passere i revy. En lang, flad tone sætter ind, som et hjerte der er stoppet med at slå, og lyset går ned. 

Opmærksom lytning i et refleksionsrum

Om Oceanic kan man læse, at kvinden vil fremmane det skete og nuet, stemmer og minder, og at det er en refleksion over det at lytte og et feministisk studie af lydens hierarkier. Det er godt tænkt, at anvende spejlvinyl som en del af det refleksive rum, hvor kvinden konfronteres med sig selv og sine minder. 

Marie Topp besidder fuldt nærvær og kontrollerer sin krop til mindste milimeter i sine overjordiske bevægelser. Det unikke er, at nærværet også inkluderer publikum, der underforstået er inviteret til at lytte med. Det er helt givet ikke for alle, men den, der kan slippe forventningen om en særlig fremdrift på scenen, vil kunne overgive sine sanser til lyd og billede, inklusive det, der kan føles ubehageligt. 

Den minimalistiske opsætning får scenebillederne til at stå knivskarpe som selvstændige, transformerende kunstværker i Mårten K. Axelssons fortryllende lysdesign. Vekselvikningen mellem forening og kontrast af lyd og billede bidrager til at skabe tidslommerne i et grænseland, hvor tiden på den ene side står stille, på den anden side indeholder hele universets cyklus. Der er intet at sige til, at den første lyd i rummet efter den sidste tone er døet ud, er et spontant og stille ”wow” fra publikum.