★★★★☆☆ Act of Gravity – Vægtløse dansere i frie fald tæmmer tyngdekraften

CPH Stage har programsat en storskala danseforestilling i Den grå hal på Christiania. Act of Gravity præsenteres af Recoil Performance Group, der består af fire dansere og akrobater. Fra scenografiens forskellige plateauer og højder udfordrer de tyngdekraften med variationer af fald ned i en kæmpetrampolin. 

Act of Gravity er udviklet i samarbejde med Science & Cocktails, der hver aften inviterer til rygende cocktails og foredrag om tyngdekraften ved en anerkendt fysiker. På premiereaftenen indtager den Cambridge-uddannede fysiker Thomas Hertog scenen. Han er en belgisk kosmolog på KU Leuven Universitet og har samarbejdet med Stephen Hawking omkring aspekter af Big Bang-teorien. Hvis ikke dette veloplagte crash course eller de boblende drinks allerede havde blæst os bagover, satte kunstnernes ekvilibristiske bevægelser gennem tid og rum trumf på.

Efter pausen indtog de scenografien, som er en flere meter høj ”bjergside” med klatrevæg, plateau og sliske og en gigantisk trampolin som scenegulv. Med et smalt, fast gulv på siderne og en ”catwalk” mod publikum, er der ikke meget sikker grund under fødderne. 

En efter en lader de sig falde baglæns ned i trampolinen, der straks returnerer dem, stående på scenekanten. Det er ubesværet, svævende og magisk, som et filmtrick. Forestillingen har elektronisk musik komponeret af Mathias Friis-Hansen i samarbejde med lyddesigner Mikkel Larsen. Et pulserende incitament til at udforske tyndekraften i en stemning af universets tidløse soundtrack.  

Stor teknisk kunnen

Narrativet om tyngdekraften visualiseres i alle rummets retninger. Det ser ubesværet og legende let ud, når danserne kravler op på væggen, fronten eller siden af trampolinen og falder ned på ryggen. For en danser er gulvet normalt den trygge og stabile faktor. I Act of Gravity får vi illusionen af, at gulvet nu er væggen, som danserne kan ”lande” på efter et fald. De kan med andre ord pludselig stå og gå på de lodrette flader.

De katapulteres også højt op i luften ved hjælp af en partners præcise timing af impulser ned i nettet. Det giver en oplevelse af, at tiden står stille i de lange, passive fald gennem luften. Akkompagneret af en elektronisk sprød og lyrisk vokal, blev det et af aftenens mange højdepunkter i mere end én forstand. 

Tina Tarpgaards koreografi indeholder udover fald- og springteknikker bl.a. også elementer fra popping, locking samt partnerarbejde, hvor trampolinen returnerer danserne til hinandens ben eller hoveder, eller hvor de skubber hinanden ned i trampolinen, som var de bolde, der blev driblet. Act of Gravity demonstrerer en stor kunstnerisk alsidighed og et højt teknisk niveau i den krævende konstruktion. 

Kunsten at tæmme tyngdekraften 

Et andet greb på narrativet er de båndede personberetninger fra danserne om hver deres særlige oplevelse med tyndekraften. Urana Marchesini fortæller, hvordan det føles som gymnast at falde fra en bom, Vincent Jonsson om at klatre i 250 meters højde og ikke kunne finde det næste greb. Astrid Pauline Schmidt fortæller om arbejdet i trapez og det naturstridige i at slippe taget, når man har livet i sine egne hænder.

I det samme griber hun fat om en lysende rund lampe hængende fra loftet over trampolinen, mens Fabian Birger Wixe sætter svingningen igang. Samarbejdet i Recoil Performance Group omkring de mange direkte interaktioner med scenografiske elementer kræver cues på tællinger og er om noget et eksempel på kontrol af tid og rum. Det lader til, at kunstnerne har lært at tæmme selveste tyndekraften trods det helt ubesværede og legende udtryk.

Aftenens forsker forklarede i teorien, hvordan planeterne holder deres tiltrækningskraft i en bane omkring solen. Rum og tid er i sig selv en tragt, der snor sig i et sort hul, hvor intet kan slippe væk. Kunstnerne demonstrerer i praksis, hvordan vi mennesker også konstant rekylerer tilbage til jorden, og skaber deres eget sorte hul ved at beregne kroppens nøjagtige udstrækning i rum og tid fald for fald. 

Naturvidenskab gennem sanserne

Scenografien er skabt af Signe Krogh, som arbejder med videoprojektion i sine scenografier. Vi ser farveskift fra gul, orange, blå, grøn svarende til dansernes kostumer i samme farveskala, men i personlige snit og udtryk. Lysdesigner Andreas Buhl arbejder især med klart sidelys i tre niveauer, hvor der kan belyses både under trampolinen, i niveau og i højden for dermed at skærpe den visuelle effekt. 

De mange udtryk for tyngdekraft med dansere på hovedet på klatrevæggen, rutschende ned af scenografiens plateau og gående og stående på væggen er en sanselig udvidelse af kunstens rum. Ligesom universet udvider sig konstant, udfordrer Recoil Performance Group deres rum. I et moment med alle fire dansere springende på samme sted på trampolinen, rører den næsten gulvet og endnu et nyt univers kommer til syne i det lave niveau.

Tyngdekraften er både liveperformerens ven og fjende, men minder os om, hvad der er på spil i nuet. Recoil Performance Group lever sandelig op til sit navn denne aften med et overflødighedshorn af fald, der rekylerer retur i nye, sindsudvidende formationer.