★★★★☆☆ Svendborg Sommerrevy Rottefælden 2022 – fire generationer leverer varen

Svendborg Sommerrevy Rottefælden 2022 kommer godt gennem både direktør- og sceneskift med et uhyre velsyngende team, der gør en dyd ud af at hylde alle aldre. Der er langt fra krigsmelankoli til pikant undertøj i pivtynd tekst, men bukserne holder i Svendborg, der lægger op til mange gode år i fremtiden.

Svendborg Sommerrevy Rottefælden 2022 er begavet med en bedårende scenografi, der oser af sol, sommer og søndag med små badehuse. Her sidder det virtuose band højt hævet, når de da ikke lige kommer ned på scenen i ny og næ. Først lægger de ud med en fejende ouverture, og vi er i gang.

Året der gik, afhandles i rap rotation om en stumtjener, der forsyner de fire på scenen med paryk og kostume til de ultrakorte kapitler. Blandt flere et om lille henrivende Inger – ”Rigsret filijonggonggong”, et om ”bageren i Nørregade”, der mangler korn, og et om Boris – ”Sikken fest, vi har haft nu i nat”.

Dampende overdådig og desperat opgivende

Det nye direktørpar Christine Astrid og Mikkel Schrøder har stor revyerfaring, og har allieret sig med to andre veteraner i genren, Anne Herdorf og Jan Schou. Deres forskellige aldre bliver revyens røde tråd, der snor sig ud og ind mellem de øvrige temaer. Det er både godt og modigt set og sat i scene.

Anne Herdorf er dampende overdådig og desperat opgivende som kvinde i overgangsalderen, men hun kommer stærkt igen med alderens elasticitet i direkte duel med sin beundrer Christine Astrid. Den yngre nedgør indirekte den ældre med sin aldersfixerede ros, men bliver grundigt sat til vægs. Akkurat som et lignende nummer i Nykøbing Falster Revyen. Hvor herligt, at alder og hedetur bliver temaer, vi kan gøre grin med på en nuanceret måde.

Generationernes møde genfinder vi i anden dels både søde og cool åbningsnummer Fire årtier. De fire er født i hhv. 50, 60, 70 og 80’erne og synes naturligvis, at deres eget årti er det fedeste. En perlerække af hits flyver os gennem de 40 år med et absolut højdepunkt i Mikkel Schrøders insisteren på at lade Poul Dissing repræsentere 70’erne. Selvom de andre obstruerer, er det dansk kulturhistorie, der batter.

Dage med Daisy

Jan Schou fejrer intet mindre end 50 års-jubilæum med denne revy, og viser med sin alsidighed i både sang og karakterer, hvorfor han stadig er aktuel. Han laver dette års parodi på Dronning Margrethe som en småsludrende monark, der deler vandede vitser og skarpe stikpiller ud til højre og venstre helt en passant, mens hun skriver på sit nyeste værk, musicalen Dage med Daisy.  

Krigen fylder med rette i årets revyer. Oftest som et øjebliks eftertænksomhed midt i morskaben. I Svendborg dels med en fin afstøvning af Randy Newmans Short People fra 1977, der her får ny mening i dialogen med Allan Buchs illustrationer. Mikkel Schrøders smørbløde stemme får ny kant i dette gennemført alvorlige nummer. Leif Maiboms Det bliver’ koldere, som Jan Schou giver stilfærdig tyngde har nok et lokalt glimt i øjet, men trækker næsten tårer med sit afsluttende Nordahl Grieg-citat: ”Krig er foragt for liv/Fred er at skabe”.

Nyt blod i Rottefælden

Christine Astrid slipper godt og storgrimasserende fra Svarrer og Fuglsangs kønsdels-censursketch Bip, Bap og Bøp, som Bente Eskesen tidligere har leveret med bravour og mere forstenede ansigtstræk. Christine Astrid er ikke mindre erotisk i sit fatsuit som fruen i det fynske turtelduepar, der sidste år besøgte Kerteminderevyen. Genbrug er fint i revyens verden, og dette par charmerer fortsat, men mon ikke de også ville gøre det uden fruens voldsomme BMI?

Der er nyt blod i Rottefælden, og det nye direktørpar kommer rigtig fint fra start. Lad mig opfordre til fortsat at nytænke, i stedet for at dvæle så meget ved woke-vindene som den afsluttende Prolog, der proklamerer revygenrens undergang. Så galt går det næppe, der kan jo fint være både til gården, gaden og husarerne på nye måder – som årets revy selv viser så smukt med nye vinkler og temaer.