Populært lige nu

Sex på scenen med hjælp fra intimcoach

Interview med skuespiller Anne Plauborg

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Sne – klimakomedie med lokal forankring

Bornholms Teater afslutter sin Bornholmerkrønike med klimakomedien Sne, der med en lidt altmodisch tekst alligevel lykkes med at forene fortid og nutid ved at sætte øens underjordiske ind som joker i spillet mellem natur og mennesker.  

Efter dramaet Besat (2019) om Anden Verdenskrigs afslutning, der som bekendt trak ud på Bornholm, og musicalen Fisk (2021) om fiskerierhvervets krise i 80’erne afrundes Bornholm Teaters ambitiøse krøniketrilogi med Sne, der med afsæt i den voldsomme snestorm over øen i 2010 sætter forholdet mellem natur og menneske i spil.

sne
Sne på Bornholms Teater. Foto Martin Thaulov.

De underjordiske banker på

Det sker i en overvejende traditionel komedieform centreret om et trekantsdrama, der dog får et magisk twist, da en af de underjordiske banker på havedøren. ”Mange af os er ikke særlig søde,” siger hun, trolden Ellen, som Emma Silja Sångren giver liv med en naiv skævhed, der giver god kant til de tre øvriges mere klassiske komediestil. At hun samtidig integrerer sine luftakrobatiske evner i rollen, er et forfriskende og meget contemporary bud på det ligeværdige møde mellem forskellige scenekunstneriske genrer.

Ellen er selv ret sød, men også på mission for jorden, som husets beboere og deres tvivlsomme husven Thor, har et mere kapitalistisk blik på end hun, der jo simpelthen bor i den og kan høre, hvordan alt levende, selv juletræet, skriger over menneskenes forbrugsorienterede adfærd.  

sne
Sne på Bornholms Teater. Foto Martin Thaulov.

Troldetrekking og utroskab

Jul er det jo, for vi befinder os i december 2010, hvor Bornholm blev ramt af snestorme så voldsomme, at øen måtte lukke ned i flere dage. Et voldsomt billede på menneskets lidenhed, når først naturen raser. En velvalgt ramme, der peger på klimakrisen uden at forfalde til didaktik. Vi hører mest om det på morgenradioen og i Skypesamtalerne med husets søn, der er strandet i først Ystad og siden Rønne. Hjem til jul kommer han aldrig, og det er måske meget godt, for julestemningen er til at overse i hjemmet, der er presset på økonomien.

Far August Erik lever i luftkastellernes verden. Hans nyeste idé, Troldetrekking, har dog noget for sig, så hans entreprenante ven Thor har fluks gjort den til sin. Alexander Clement sætter med usvigelig timing denne Thor lige ind i det nye nordiske hipster-skab som det levende symbol på de senere års gourmetturismeudvikling af øen. At den lede karl også kysser med sin bedste vens kone, kan ikke komme bag på nogen, men trekantsdramaet er blot en lille motor under den store historie om naturen, som Ellen er bærer af.

sne
Sne på Bornholms Teater. Foto Martin Thaulov.

Julemagi i august

Ellen gnubber August Erik med jord og kærlighed og bringer magien tilbage i hans liv, da de julemorgen ser en vis person flyve over himmelen, mens radioen fortæller om en indesneet fødende kvinde i Tejn. Sådan føjer klimakrise, magi og parforholdets almindelige tristesse i matchende pyjamasser sig sammen i Rhea Lemans lidt altmodische, men repliksikre manus, som hun selv har iscenesat med god sans for en dynamik, der strækker fra slapstick til spooky underlighed. Flot visuelt forlænget i Julie Forchhammers evigt snedryssende scenografi, der med ét eksploderer i magiens nattehimmel.

Mette Marckmann er udstyret med den kedeligste rolle som bekymret mor og jordbunden mage til den flyvske August Erik, som Mads M. Nielsen kan give langt flere facetter fra jubeloptimisme til barnlig juleskuffelse. Han vælter rundt som en elefant i en glasbutik, og holdes flot i skak af Alexander Clements timing og Emma Silja Sångrens skævhed.

Sne tager trods sit meget konkrete afsæt i 2010 fat i en mere generel agenda end krønikens foregående dele, men formår at bringe fortid og nutid sammen gennem de underjordiskes indgriben i menneskets omgang med naturen.

Se, det er jo et rigtigt juleeventyr i august.  

Fakta

Instruktion: Rhea Leman. Dramatiker: Rhea Leman. Scenograf/Kostumedesign: Julie Forchhammer. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Lyddesign: Michael Brøndum.

Medvirkende: Mette Marckmann, Emma Silja Sångren, Alexander Clement, Mads M. Nielsen og Lina Løgstrup Brygger som stemme.

Spiller på Bornholms Teater 20. august – 10. september 2022.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og...

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med...

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og rum i en verden af mudder, vand, urjordiske norner, fallerede fiskere og entreprenante politikertyper. Den...