★★★★☆☆ Shriller – neurotisk lyd- og billeddrama vender teater på vrangen

Dansehallernes premiere på Shriller på Copenhagen Contemporary er resultatet af længere tids samarbejde mellem koreograf og danser Olivia Rivière, koreograf, danser og musiker Karis Zidore og billedkunstner Anna Moderato. Det unikke møde mellem vibrerende sang og bevægelse i et objektiverende univers udfolder angstens og sårbarhedens logik, når den langsomt siver ud gennem kroppenes panser.  

Publikums egne neuroser udfordres, da vi mødes udenfor og skal gå flere etager op til salen via en udvendig metaltrappe. Den varme sal har lyse trægulve med stolerækker bygget op i den fjerneste ende. Foran os på gulvet, der udgør scenen, ligger de to performere, den ene iført mørkeblåt veloursæt, den anden i rosa velourtrøje og mørkeblå bukser. I solnedgangen over Refshaleøen sænker mørket sig gradvist, som forestillingen skrider frem.

Anna Moderatos scenografi indeholder i sig selv scenevægge med solnedgange i hver sin side af bagscenen, som en verden i verden foran en stor scenevæg i røde nuancer. Som en slags sideben på begge sider af scenen står seks opretstående, smalle, flade, hvide metalvægge med sort skrift. På forscenen ses et sort stativ med et hvidt klæde, og i loftet hænger flade guldstjerner. Et metalnet adskiller forscenen fra bagscenen i den ene side.

Tvangsmønstre mellem stivnet form og opløsning

En af kvinderne rejser sig efter noget tid, tager en sort lædertaske over skulderen og tømmer alt indhold ud på bagscenen. Hun kaster objekterne rundt og synker ned mellem dem, tager noget i hånden og banker det i gulvet med repetitive bevægelser. Et ben og en arm følger med i rytmen, og lyden forstærkes. Alting smelter sammen i tvangsprægede bevægelser uden for menneskelig kontrol.

Den anden kvinde suges ind i samme tvungne handlinger. Ting, krop, rytme. De er nu begge i helt mørkeblåt tøj. Endnu uden interaktion, og på hver sin side af et metalnet, fortsætter de repetitive bevægelser i to parallelle verdener. Hverdagens trivielle objekter som en shampooflaske eller hårbørste har overtaget dem, de har tilsyneladende ingen valg. Pludselige høje lyde ledsaget af 15 hvide spots i loftet fanger et øjebliksbillede af desperation i hverdagens handlemåder og afhængigheder.

Tvangshandlingerne opløses blot for at at stivne i en skulpturel position med en hånd på toppen af hinandens hoveder, kroppene mødes og læner sig ind mod hinanden. En svag ængstelig summen høres fra deres udåndinger. Skiftevis stivner og opløser stillingerne sig, en position på knæ bliver til en ny stivnet stilling med ryg og bækken løftet. Deres hele væren fastholdes i en teatralsk form for hysterisk neurose.

Det indre liv siver ud som insisterende vibrationer

Stadig i zombietilstand, med langt hår foran øjnene, siver et insisterende indre liv ud af begge kroppe med tiltagende styrke af de summende vokale vibrationer. De ligner næsten livløse væsener, men hænderne sitrer i krampagtige bevægelser, der forsøger at genvinde kontrol. Et højt skrig sender seks lodrette lamper i stroboskopisk flakken fra begge sider af scenen. Derpå samles håndtaskens indhold atter op.

Det hvide klæde trækkes af stativet på forscenen og holdes op i en første aktiv handling. For første gang ser vi dem i øjnene. Med en knivlignende genstand skæres en skabelon ud af hænder på papir, der sættes på den røde væg ledsaget af et kraftigt lydbillede som elementers rasen eller rumlen fra jordens indre. Måske et brud med den angstfyldte zombietilværelse med reference til Anna Moderatos tidligere arbejde med fænomenet Zombiehånd. Kvinderne kan udføre handlinger igen. 

Den konstante, men tiltagende vibrerende nynnen er en næsten magisk insisterende urklang som fra en fremmed galakse, der fortærkes af mikrofoner fra loftet. Det virker næsten overmenneskeligt at kunne opretholde en intens vokal som levende soundtrack til egne bevægelser i tiltagende styrke. 

Teater på vrangen i et objektificerende univers

Shriller er blevet til gennem flere års undersøgelser og procesarbejde med krop, stemme, vibrato, lyd og objekter i et unikt samarbejde mellem de tre bredt funderede kunstnere og konceptmagere. Kunstarterne komplementerer hinanden, men gennem en objektificering, der forstærker og forvrænger det ofte frastødende indhold. Vores forforståelser vendes på hovedet og teatret vendes på vrangen trods de næsten demonstrativt opstillede kukkassekulisser i det åbne rum.

David Nicolas Abads lysdesign stiger i intensitet, som solen er gået ned, og vi kan opleve nuancerne af de blålige og hvide spots. Lyset er bærende for dramaturgien, hvor især stroboskoplysene fra siderne varsler overgange, ledsaget af kraftige lydcollager.

Forestillingen ender i et sandt katarsis af høje skrig, stampen med ben, vilde fagter og hamrende, knyttede hænder på brystet i en sidste uddrivelse af de freudianske, klassiske indre dæmoner. Værket stryger os mod hårene i modige og magiske kunstgreb udført med stort nærvær og talent.