Betty Nansen Teatrets rå Edisonscene er klædt i lyserødt til den forjættende fysiske fortolkning af Unica Zürns mesterroman Mørkt Forår fra 1969. Omsorgssvigt, uskyldstab og sexfantasier koreograferet inciterende med sort humor, visuel glød og stærkt skuespil.
Legen med ilden får vi i første billede.
På toppen af den ene lyserøde stige flirter Mathilde Arcel med faldet. Unica Zürns mesterlige coming of age-roman er som en kombineret uppercut i kussen og et håndkantsslag i hjertet. Har man læst den, ved man, at faldet kommer.
Et fuldendt øjeblik
Men først uskylden i Mathilde Arcels tindrende ansigt. Far er den første kærlighed, han er den store troldmand, han er solen, der lyser hende op og kaster hende stærkt og legende stadigt højere i luften, mens hun fylder 8 – 9 – 10 år. Som et seksarmet og seksbenet kram omslutter han hende, inden han må i krig og vender ødelagt hjem. Mathilde Arcels jeg-figur og Peter Christoffersens storebror lades alene med mor, der forsumper og til sidst materialiserer sig som et skræmmende, men visuelt formidabelt pelsmonster, der æder små børn råt.
Både søster og bror taber uskylden alt for tidligt. Først er der blufærdighed og måbende erkendelse af, at bror har noget andet mellem benene end søster. Senere er der magtspil, afpresning og isnende voldtægt.
Magtspillet flyder ud af familien til søsters stadigt voldsommere udfordring af skæbnen. Ydmygende flirt med læreren, med den fortabte lidt ældre ven og sågar med en tilfældig blotter. Er det fantasi eller virkelighed? Opdagelsen af onani er lige så hård som forelskelsen i stuepigen Frida er sensuelt blid. Stalking af svømmelæreren giver det ultimative kick i hendes brændende længsel. ”Hvem kan udholde kærligheden uden at dø?,” spørger hun i dette fuldendte øjeblik, som hun har modet til at bevare i faldet.
Et værk i sig selv
Det er en modig opgave, Betty Nansen Teatret har lagt i hænderne på instruktør Amanda Linnea Ginman og koreografisk instruktør Sebastian Kloborg. De kvitterer med et originalt udtryk, hvor Unica Zürns skarpe erotisk-eksistentielle ord, der har litterære søstre som Sylvia Plath og Tove Ditlevsen, foldes ind i billeder og bevægelser, og dermed opleves kropsligt.
Lydmor skaber et auditivt rum, hvor det melodiske veksler med det maskinelle slag og sus toppet med fars jazzede signatur. Karin Gilles skrabede, lyserøde rum omfatter de fire – ofte – badedragtsklædte spillere som en livmoder og en fangekælder på samme tid.
Mathilde Arcel er selvskabt til rollens bevægelse fra uskyld til selvdestruktion, fra forelskelse til arrogance, fra frygt til orgasme, som hun forlener med nerve, sødme og kold barskhed. Peter Christoffersen spiller fornemt op med hende i de skiftende manderoller, og helt geniale for universet er Marcus Alexander Roydes og Alma Toaspern, der med malende mimik, skønne som uskønne trin og kroppe i konstant fortællende bevægelse omslutter de to andre som dukker, venner, soldater, men mest af alt som de følelser og lyster, der slås i søskendeparrets kroppe.
Mørkt forår er en modig opgave, der er forløst i et kompromisløst scenekunstnerisk svar, der står som et værk i sig selv.
Se forestillingstrailer her.
Læs mere om tilblivelsen af forestillingen her.
Fakta:
Roman: Unica Zürn. Dramatisering: Amanda Linnea Ginman og Sonja Ferdinand. Instruktion: Amanda Linnea Ginman. Koreografisk instruktion: Sebastian Kloborg. Scenografi og kostumedesign: Karin Gille. Musik og lyddesign: Jenny Rossander aka Lydmor. Lysdesign: Christian Alkjær.
Medvirkende: Mathilde Arcel, Peter Christoffersen, Marcus Alexander Roydes og Alma Toaspern.
Mørkt Forår er skabt som en del af Betty Nansen Teatrets kunstneriske udviklingsprojekt BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne i workshopforløb med mange fagligheder. Mørkt Forår er udviklet i en samskabende proces med alle medvirkende.
Spiller på Edison 8. september – 7. oktober 2022.
