★★★☆☆☆ En kænguru som dig – sympatisk, men for kompleks til målgruppen

HiLS DiN MOR og Anemonens En kænguru som dig er en sød og sympatisk fortælling med smuk scenografi, sjove dyr og en vigtig pointe om, at der skal være plads til os alle – uanset hvilken seksualitet vi bekender os til. Desværre bliver fortællingen for rodet og kompleks til den unge målgruppe.  

Det ser godt ud på Anemonen med Katrine Gjerdings smukke cirkusscenografi, hvor varme farver og skæve mønstre byder velkommen med en lysende James Bond-agtig cirkel-silhuet på bagscenen. 

To rovkatte står i front i Maria Kjærgaard-Sunesens iscenesættelse. Den søde men lidt naive, hvide tiger Pascha (Mia Lerdam) og den snarrådige vegetar-panter Lucky (Julie Jeziorski), som sammen med deres dyretræner (René Benjamin Hansen) øver på et cirkusnummer til et show. De vil vinde guldpokalen og få prinsessen gift med træneren, for de vil gerne være en rigtig familie – hvad det så indebærer!? 

Der sættes mange tematiske spor i gang, og det er svært helt at holde fast i hovedhistorien. Men overordnet handler det om, at vi skal acceptere hinanden, som dem vi er. Det handler om fordommene og andres syn på os: Hvem vi selv er og hvem vi tror, andre er, hvis de ikke agerer som majoriteten forventer – som fx rovkatte, der bader i vand, eller det at elske én af samme køn. Lyder det komplekst? Det er det også, og nok mere ambitiøst end målgruppen af 6-12-årige magter at fange.

Søde rovdyr og sjov kænguru

Men holdet på scenen holder fat i det gode humør og det fænger. Mia Lerdam, Julie Jeziorski og René Benjamin Hansen er søde og sjove på en fin og fjollet facon, så de små publikummer hænger på. ”Hop, spring, drej rundt,” råber træneren begejstret, mens hans panggule paryks lange lokker flagrer lystigt om hatten og kattene hopper, så publikum kan fornøjes over dyrenes bevidst kluntede forsøg på at springe synkront gennem ildringen.  

Da dyrene bliver trætte, vil de til stranden, men træneren siger, at rovkatte ikke kan lide vand. Derfor stikker de af. Undervejs møder de Mikkel Reenbergs ret sjove boksekænguru Django, som med fjerlette ballet-badutspring og lilla buks, hopper omkring og bokser slik ud af slikautomat. 

Django er homoseksuel og stolt af det. Han vil gerne have en mand, og han følges med rovkattene tilbage til dyretræneren. Undervejs fortæller Pascha og Lucky Django om deres tur til stranden, hvor badegæsterne flygtede, da de to rovkatte hoppede i havet. Vi voksne forstår fortællingen bag om de fordomme, der tager form og angsten, der tager fat, når forudindtagede holdninger blokerer for at se væsenet bag. Men at målgruppen fra seks år skal fange den pointe, er nok en kende for ambitiøst – og det er ærgerligt. 

Hvad er missionen?

Ulrich Hubs historie roder simpelthen med alt for mange ord, forklaringer og fortællinger om optrin og personer, vi ikke ser. Og hvad er det egentlig, de to rovkattes mission går ud på? De vil bade, finde en kæreste til træneren, flygter fra ham for dernæst at vende tilbage. De tror, træneren er homoseksuel, fordi han bruger lavendelparfume og hører Mozart. Men mon børn fra seks år ved, hvad lavendelparfume og Mozart er? Og mon børnene forstår, hvorfor rovkattene fejlagtigt tolker træneren som homoseksuel? Jeg tror det ikke – det gik i hvert fald helt hen over hovedet på min 10-årige ledsager. 

Rovkattene er usikre på, hvad de skal mene. Først er det lidt skidt, dernæst skønt at være homoseksuel – som i øvrigt er noget med hanner, der kan lide hanner, og hunner, der kan lide hunner. Men så er træneren alligevel ikke homoseksuel, det var bare noget, rovkattene troede. 

De vil også vinde en cirkuskonkurrence og være bedre end de små babysæler med bolde på snuden. Og så vil de have prinsessen gift med træneren. En prinsesse, der er en gammel dame, som sidder og sover på første række. Fortællingen roder og forståelsen af budskabet fortaber sig i de mange ’først det ene, så det andet’ og de alt for mange fortælletråde. 

Sympatisk projekt

Teatergruppen HiLS DiN MOR er Danmarks eneste LGBTQ+ teater og har gennem årene vundet et væld af priser for deres fremragende ungdomsforestillinger, hvor de præcist og syleskarpt har formuleret fortællinger om at springe ud og acceptere, den man er. Hvad enten det er som homoseksuel, transseksuel eller man har en far, der er til mænd. 

Denne gang har de sammen med Anemonen skabt forestillingen for den yngre målgruppe på 6 – 12 år. Projektet er rasende sympatisk og vigtigt, og det er yderst forfriskende, at teatergruppen rykker nye steder hen og tilbyder yngre aldersgrupper at få indblik i vigtige tematikker. Derfor er det også pokkers ærgerligt, at forestillingen ikke er helt så skarp med sit budskab, som vi er vant til at se det fra HiLS DiN MOR.