★★★☆☆☆ The Producers – smilet er stivnet for verdens sjoveste musical

Det vrimler med nazister, plattenslagere og læspende bøsser i musicalsensationen The Producers. Det Ny Teater kender et hit, når de ser det, men kender de også deres besøgelsestid?

Det er let at se, hvorfor The Producers var et spektakulært hit, da Mel Brooks’ overdådigt selvbevidste musical åbnede på Broadway i 2001, et lille halvt år inden 11. september. Ironien, de overspændte bøssejokes, orgiet af referencer til musicalhistorien – den gale fortælling om to producere, der prøver at score kassen på en Broadway-fiasko om Hitler i guldglimmer, binder på alle ledder og kanter en sløjfe på det 20. århundrede.

Historien om en sikker fiasko blev et sikkert hit. Hvordan ældes så denne opvisning i selvironi, udtrådte homoklicheer og traditionsbevidst sangskrivning? Ikke uden videre med ynde, må konklusionen være efter premieren på Det Ny Teaters let opdaterede 2022-udgave. En vis metaltræthed har sat ind, siden Preben Kristensen for 16 år siden første gang brillerede som udspekuleret producer på samme scene.

Personligheden mangler

Paul Farnsworths scenografi er, om ikke betagende, så i hvert fald luksuriøs. Fra Max Bialystocks affældige producerkontor til Roger de Bris’ Versailles-indrettede instruktørhjem med en chaiselong af guld og græske statuer på høje marmorsøjler. Lige dynamiske er kulisserne ikke altid, og det forplanter sig som tilløb til stilstand i flere scener, men der er keret for detaljerne.

Det samme gælder i mindre grad Farnsworths arbejde med de talrige kostumer. Deres manglende personlighed og skarphed smitter af på de medvirkende; Sebastian Harris i rollen som Bialystocks medskyldige bogholder, Leopold Bloom, går gennem hele forestillingen som en lidt stiv og anonym karakter i for stort jakkesæt.

Opsat på arbejdssejr

Omvendt er Preben Kristensen her, der og alle vegne på scenen. Men selv hans mange gummiansigter og orkaner af ord kan ikke skjule, at rollen virker forceret. Kristensens evige ungdommelighed bliver en hæmsko, når han egentlig skal portrættere en bitter, udslukt has-been.

Han leverer parentetiske eftertanker med komisk syrlighed, men kan ellers virke foran i teksten: opsat på en arbejdssejr, men uden den afslappethed, der kunne gøre rollen som Bialystock til en hvirvelvind af djævelsk komik. Ingen af de to hovedpersoner har helt taget om forestillingen.

Kræver pragtpræstationer

Rigtig morsom er Asger Reher som den nazistiske forfatter til forestillingens egen musical, Forår for Hitler, omend han måske mest virker som en stand-in for Ole Thestrup, der spillede samme rolle i 2006. Vi møder ham som nazist på en tagryg i tyrolerkluns, og herfra strøer The Producers om sig med heilende ringduer, strækmarch og parodier på Hitler.

I en tid, hvor det ikke er tyskerne, men Putin, der ånder os i nakken, er det vanskeligt rigtigt at leve sig ind i et opgør med nazismen baseret på en Hollywood-film anno 1967. Ligesom de affældige forsøg på at gøre grin med tykke lebber i overalls og læspende bøsser virker det mest af alt som en genudsendelse af gamle vittigheder.

Hvis The Producers skal fungere som satirisk indpisker i dag, kræver det individuelle pragtpræstationer, der virkelig tørrer gulv med salen. Dem har instruktør Lisa Kents opsætning ikke. Hvad hun har, er dog et forholdsvis sikkert hit, der beror på musikkens stilsikre aflejringer af ’the jazz age’, en håndfuld lettere uopfindsomme danseindslag og de trods alt morsomme – men aldrig rigtig farlige – situationer undervejs. Det var formentlig sjovere engang.